Frivillig Medarbejder, Volunteer, ved Den Danske Kirke i Vancouver, B.C., Canada

Hvordan?

Man sender en skriftlig ansøgning til Menighedsrådet, hvori du fortæller om dig selv, om din uddannelse, og dine forventninger til opholdet i Canada. Send din ansøgning til præstens adresse.

Arbejdsopgaver

Det forventes at du tager aktivt del i det der foregår i kirken. Det vil blandt andet sige at du hjælper til ved gudstjenester, begravelser og bryllupper, også med forberedelse og oprydning. Det vil også somme tider være dig, der ringer med kirkeklokken

Det forventes at du er tilstede i præstens kontortid, tirsdag og torsdag kl. 9–12 for at give en hånd med, hvor det nu er nødvendigt. Du kan for eksempel blive bedt om at fotokopiere, sætte bøger på plads i biblioteket, stille borde og stole frem eller på plads og mange andre meget forskellige opgaver.

Det forventes at du i et vist omgang har lyst til at deltage i kirkens øvrige arrangementer, så som film aftener, Åbent Hus arrangementer, middage, basarer og andet, og at du, om nødvendigt, giver en hånd med.

Kirken ejer også Præsteboligen, og du kan blive bedt om at give en hånd med her med forskellige ting for eksempel lidt havearbejde.

Økonomiske Forhold

Den Danske Kirke i Vancouver modtager ikke noget tilskud fra de offentlige myndigheder i Canada, og vi modtager ingen penge fra Danmark. Derfor gøres der en kæmpe indsats af mange mennesker for at skaffe de nødvendige midler til kirkens drift.

Derfor må vores frivillige medarbejdere der kommer fra Danmark eller Sydslesvig selv sørge for at klare udgifterne vedrørende fly-billet, forsikring, kost og logi, lommepenge o.s.v.

Kirken vil være behjælpelig med at finde et sted at bo og alle de mange andre praktiske ting.

Det er en god ide at få lavet et Internationalt Kørekort inden man kommer, det er gyldigt i 6 måneder her.

Opholdstilladelse

Danske statsborgere kan opholde sig i Canada i 6 måneder på et turist-visum, som man blot udfylder i flyveren på vej herover. Da man er her som ulønnet frivillig medarbejder er det helt legalt at være her som turist. Ved ophold længere end 6 måneder kontakt præsten for yderligere information.

Det gule sygesikringsbevis dækker ikke i Canada, og det er en absolut nødvendighed at man har tegnet en syge og ulykkesforsikring i Danmark inden man kommer.

Hvad Får Man Ud Af Det?

Som frivillig har man lige som andre mennesker ferier og fridage, hvor man kan udforske landet. I dagligdagen vil der også være tid til små udflugter og mulighed for at drage fordel af at have bjerge, vand og storby klods op ad hinanden.

Udover alt det en turist får med hjem, får man også et stykke Danmarkshistorie, som der ikke står så meget om i historiebøgerne. Man kommer til at møde en lang række danskere, hvoraf mange har levet det meste af deres liv i Canada. Man kommer til at møde en anden kultur end den man er vant til ikke blot i Danmark, men også i vid udstrækning i Europa. Det er ikke et land med en lang historie, men til gengæld et land der er stærkt præget af indvandrernes skæbner og den mangfoldighed af kulturer de har bragt med sig.

Vil Du Vide Mere

Se først vores hjemmeside: www.danishchurch.vancouver.bc.ca

Eller kontakt præsten:

Birgitte Saltorp
7948 Burnfield Crescent,
Burnaby, B.C.
V5E 2B9
Canada

Telefon fra Danmark: 00.1.604.525.9894 (Husk venligst, at Danmark er 9 timer foran denne del af Canada. Altså, ringer du kl. 21,00 dansk tid er klokken 12 middag her.)

Hvis lediggang er roden til alt ondt, kan der ikke være meget ondt her.