Fra Granly Revyen, 2003

Sprogblomster—en monolog…

af Folmer E. Johansen

Har I noticed, hvor godt vi snakker dansk efter at den nye præst er kommet—nå ja, helt ny er han jo ikke, for han skal snart leave. Men vi har virkelig picket op en masse af det vi havde næsten glemt. Før i tiden blev vi helt upsettet når nogen snakket dansk—for vi skul’ jo manage vores work på engelsk, og så ku’ det ik’ nytt’ noget og mix’et op. Nu behøver vi slet ikke worry, for engelsk er ikke noget problem længer, slet ik’ som det var til en start.

Det enest underlige, det er, at somme timer er der nogen der lige kommer fra Danmark, der har hard ved og forstå hvad ordene mener, når vi snakker med dem og explainer. Jeg remember især en gang da en fyr ringet fra airporten—var min mosters venindes cousin—han ringet og spurgt om han ku’ visit os for et par dage. All right sa vi, så kommer vi og picker dig op i ½ time. Han blev ved med og sige „hvad?“ og det vidst vi godt, for moster havde fortalt han hed Kristian Vad, så det var ikke en hel surprise at han kom. Nå, men vi fik hold på ham og spurgt hvordan hans flight had’ været. „Hvad?“ sagde han—og så sa’ vi selvfølgelig osse hvad vi var kaldt. Han var nu ellers en flink og rar fellow.

Han vil’ godt se sig lidt around og lært’ hurtig Skytrain og kende. Første gang han skul’ afsted, vil’ vi lige show ham på mappen hvor han skulle stop, sa’ vi. Så kom han med sin daypack og spurgt’ om det var den vi mente? Vi var godt nok confused og hentet så mappen over downtown så vi kun’ explain te’ ham de forskellige streets og stations. Han blev for to uger.

— Ellers er det jo mest i kirken vi snakker dansk. Og det er underlig at vi slet ikke føler forskellen, altså lige undtagen når vi synger—for den engelsk salmebog er heavy. Ellers er den all right—man vænner sig til og overse tunen. Når vi så kommer ind i hall’en til coffee, så er det exciting og se om det kun er cookies eller der er cringle—eller noget andet home made der skal cuttes. Heldigvis er det aldrig et problem i enden, der er altid nogen der loader dishwasheren, selv om det er sjælden, nogen signer op for det. Før vi hitter vejen er der altid nogen der putter lyset ud og locker op. Jamen det er bare så dejlig at vi kan truste hinanden. Og hvor er det skønt og få brugt sin danske modertunge og sige, når de spørger hvordan man er: Jeg er fin—og du selv? Det mener mere for mig i dansk!