En Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger ved Den Danske Kirke i Vancouver, B.C.

Es 2:2–5
Kol 1:25d–28
Joh 12:23–33

Hvad er prisen for et godt liv?

Det skal vi høre noget om i dag:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø. Joh 12,23-33

Det har også været tordenvejr her, vi må i hvert fald klare os uden strøm i dag: men jeg tror ikke det betyder at vores sidste time er kommen.

Sidste weekend vågnede Hawaii op til truslen om at deres sidste var kommet.

På alle mobiltelefoner tikkede en alarm besked ind:

Seek immediate shelter! This is not a drill!

Det viste sig at være falsk alarm, men der gik knap 40 minutter før beskeden om falsk alarm nåede ud til alle.

På sociale medier man kan læse den ene beretning efter den anden om, hvordan det var at modtage den bratte nyhed om en mulig atomkrig. Nogle indbyggere ringede til deres nærmeste for at sige farvel i den tro, at de snart skulle dø. Andre oplevede, at alle 911-linjer var optagede eller at telefonnettet simpelthen svigtede. Nogle sprang ind i deres biler for at køre i sikkerhed.

Jeg så et klip i tv hvor de interviewede personalet på et hotel. Personalet forklarede hvordan de havde forsøgt at berolige hotellets gæster og forsøgte at besvare deres mange spørgsmål.

Der var tilsyneladende ingen særlig panik selvom truslen om et atomangreb var meget virkelig i nogle minutter.

Personalet havde fortsat deres arbejde og ingen gæster var gået i panik.

Hvad vi IKKE har hørt om er total kaos, der er ikke nogen beretninger om indbrud, ulovligheder eller dramatiske episoder.

Måske er det fordi folk bare er mere rolige på Hawaii?

Det folk troede var deres sidste time forløb for rigtig mange rimelig normalt.

Nogen dage senere var den gal igen. Jeg var på besøg hos vores konsul her i Vancouver og hun kunne fortælle at Danmarks udenrigsminister havde været på besøg. Midt i et topmøde modtag de så beskeden om at man i Japan havde sendt besked ud om et angreb.

Denne gang var det en nyhedsstation der ved en fejl advarede om en katastrofe.

Fejlen blev hurtigt rettet, men konsulen fortalte at der blev meget stille ved mødet et øjeblik.

Vi ved alle sammen godt at vores sidste time kommer en dag, men de færreste af os går vel og tænker på det sådan til daglig.

Man kan godt forestille sig hvad man selv ville have gjort hvis det var ens sidste time, men efter ugens beretninger er jeg ikke længere så sikker på hvordan jeg selv ville have reageret.

Måske er ens sidste time ikke så meget anderledes end alle de andre timer?

På græsk er der et smukt udtryk om hvordan man kan snyde døden:

I godt selskab ved et veldækket bord stjæler vi en dag fra døden.

Grækerne skal altid lige have noget med om mad.

Og det er vel også det mest livsbekræftende man kan forestille sig, at sidde i selskab med gode folk, gamle venner og familie og omkring et bord sammen og nyde at være til.

Det behøver vi ikke udsætte til vores sidste time.

Hver gang vi er sammen og nyder livet stjæler vi en dag fra døden.

I dag siger Jesus at timen er kommet og Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.

Døden er ikke det sidste, det vi planter og sår sammen her i livet bliver til meget mere.

Derfor er det heller ikke ligegyldigt hvordan vi bruger vores tid, det er ikke kun den sidste time der tæller.

En dag skal vi dø, men alle de andre dage der skal vi leve.

Jesus brugte sine timer i gode venners lag. De sad sammen i godt selskab som så mange gange før og delte et måltid.

Med deres liv havde de forsøgt at gøre en forskel, de havde vandret rundt og forsøgt at plante et håb.

Jesus havde næppe klaret sig lige så godt uden sine venner. Hver i sær kunne de byde ind med noget.

De var ikke alle sammen lige kvikke, vi hører om nogen af disciplene at de faktisk var lidt håbløse. Men sammen blev de alligevel til et særligt hold, et godt team og de fik plantet et håb der har spredt sig videre helt til os i dag, så mange år senere.

De ofrede noget for at det kunne lade sig gøre. Nogen ofrede deres fiskerbåde, smed garnene og fulgte Jesus, nogen havde ikke noget at miste – alligevel ofrede de noget, de gav deres liv.

Og sådan er det for os alle sammen, man må ofre sig og daglig indgå kompromisser. Og man må spørge sig selv: hvor langt er jeg villig til at gå for andre? Hvad er prisen for et godt liv?

I et ægteskab må man give afkald på noget for at glæde den anden. Man kan kun være et sted af gangen og hvis ens partner vil på ferie til Hawaii kan man ikke samtidig være på ferie et andet sted.

Sådan er det også i et venskab, der må man også indgå kompromisser.

Men det er jo ikke noget svært offer! Jeg tror de færreste ser det som om man ofrer sig hvis man vil glæde et andet menneske. Og sammen kan man bygge noget op der er større end man ville kunne klare alene.

I gamle Danmark kårer man hvert år et ”årets ord”. Dansk sprognævn og en jury udvælger særlige ord der har været markante i årets løb og forleden blev årets ord 2017 kåret til at være: kvindelandshold.

Der har i 2017 været meget snak om hvorfor det kvindelige fodboldlandshold; hvorfor hedder herrelandsholdet bare landsholdet, når kvindelandsholdet er nød til at have kvinde- foran? Hvorfor tjener kvinderne ikke lige så meget og hvorfor har kvinderne ringere træningsforhold osv.

Kvindelandsholdet vandt sølv i EM sidste år og der var kæmpe folkelig opbakning til spillerne. Og selvom man ikke interesserer sig synderligt for fodbold, så kunne man ikke være i Danmark uden at blive smittet af al den fælles glæde.

Selv paven har i forbindelse med en anden slags fodbold, superbowl, udtalt sig om sport: sportsbegivenheder er et symbol på kulturmøde og viser os at det er muligt at bygge en verden på fred hvor vi respekterer hinanden på tværs af hudfarve og kulturelle forskelle. Det at deltage i sportsaktiviteter giver os et godt liv, ikke så meget for at holde os i form, men fordi sport lærer os at gå ud over vores egen syn på livet og viser os noget om at ofre sig for fællesskabet. I sporten lærer vi at respektere regler og vokser som mennesker ved at vise troskab og trofasthed.

På et hold må man ofre sig for hinanden og tanken om at være en holdspiller er måske særlig vigtig at holde fokus på i dag hvor vi alle sammen helst skal være unikke og bryde reglerne og finde os selv og hvad det ellers hedder altsammen.

Men et helt symfoniorkester lyder bare af mere end en enkelt lille fløjte og en gudstjeneste er ikke særlig spændende hvis det kun var mig der var mødt frem. Det måltid vi skal dele sammen om lidt er et særligt fællesskab hvor vi bliver mindet om at vi hver gang vi er i godt selskab omkring et veldækket bord stjæler vi en dag fra døden.

Og vi behøver ikke vente med at nyde livet til vores sidste time er kommet, vi kan ofre os og være fælles om fornøjelserne allerede nu, med det samme.

Nu har vi hørt det, så fremad da i Jesu navn Amen