En Prædiken til 5. søndag efter trinitatis ved Den Danske Kirke i Vancouver, B.C.

Es 6:1–8
1Pet 3:8–9, [10–15a]
Luk 5:1–11

En engelsk kvinde har skrevet en bog om sit forhold til Gud, efter at hun er blevet ramt af en uhelbredelig sygdom, ”Beyond Healing”.

En travl mor til seks børn, hvoraf de yngste ikke gik i skole, hus, have og husdyr, aktiv i kirken og i skolebestyrelsen, så hun havde ikke tid til at blive syg. Men det blev hun. Familie og venner bad for hende. De bad for hende i kirken. Hun tryglede selv Gud om helbredelse, men det blev ved med ikke at ske.

Efter måneder, ja år, gik det op for hende, at Guds svar på vores bønner nogle gange kan være: Nej!

Det var det svar, hun havde fået, og da hun erkendte det, begyndte hun at finde ud af, hvad det så var, Gud ville have hende til at gøre med sit liv. Syg vil hun altid være, og det bliver aldrig bedre, men det er jo ikke det samme som, at Gud ikke kan bruge hende.

Da hun gav sig til at sige: ”Hvad kan jeg nu gøre?” i stedet for: ”Hvorfor ændrer min situation sig ikke?”, begyndte der at ske noget.

Hendes familie, hvor næsten alt havde drejet sig om hendes sygdom, begyndte at fungere igen, og børnene blev gladere og friere, da hun spurgte Gud, hvad hun kunne gøre for ham i stedet for omvendt. Det viste sig, at venner og familie havde meget spændende at fortælle om fra deres egne liv, i stedet for at samtalen var præget af hendes sygdom. Hun gav sig til at tage ud i sin kørestol og holde foredrag, når hun havde overskud til det, og folk begyndte at komme til hende for at bede om råd i mange forskellige situationer.

Fra at føle, at hun havde mistet alt, opdagede hun nu, at hun havde vundet uendeligt meget. At der også kan være en rigdom i at miste ét for at vinde noget andet.

Hende kom jeg til at tænke på, da jeg overvejede, hvordan Peter og de andre fiskere må have haft det efter en nats hårdt slid, når de måtte vende hjem til deres sultne familier uden fangst.

Tænk, hvordan det må have virket! Der har ikke været fisk at fange i den vestlige del af Genesaret Sø den nat, de er udmattede og fortvivlede, og så kommer der en tømrer og fortæller dem, at de skal sejle ud igen, nu, ved højlys dag. Hvor mange af os ville være hoppet på den?

Her sker det mærkelige! Allerede inden, de kaster nettene igen...

Peter beder ikke Jesus om at skrubbe af, eller ignorerer ham, for den sags skyld. Nej, han hører ham og siger: ”På dit ord, Herre!”

På dit ord!

Det er tillid! Det er ikke noget, han ville sige til hvem som helst. Men her møder han det menneske, som er afgørende anderledes. Her møder den stærke fisker det eneste menneske, han vil bøje sig for: Ikke min vilje ske, men din!

Det er jo den bøn, de fleste af os ber hver aften: Din vilje ske! Det er den bøn, vi ber, når vi byder et lille nyt menneske velkommen i vores midte; det er den bøn, vi som brudefolk knæler og ber sammen; det er den bøn, vi ber for vore kære, når vi for evigt overlader dem i Guds varetægt: Din vilje ske!

Tænk, hvis det var den, vi satte som overskrift for vores liv! På dit ord, Herre! Din vilje ske!

Hvordan ville vores liv så se ud?

Ja, nogle mener, at bare de tror nok, så vil Gud give dem både lykken og en stor Mercedes, mængder af venner og et altid godt helbred.

Men den holder ikke. For nogle gange bliver også gode kristne – mennesker, som har plejet både krop, sind og sjæl – ramt af en skæbne, som vi næsten ikke kan lade være med at kalde for uretfærdig. Er så al mening ikke forsvundet fra det menneskes liv?

Nej!

Den, som oprigtigt søger Gud, vil på et tidspunkt give sig til at spørge: Hvad så? Hvad nu, Gud? Hvordan kommer vi videre i denne her situation?

Peter fik et underligt svar. Det stred imod al logik. Man behøver ikke at have været mange gange ude med en fiskestang for at vide, at højlys dag sjældent er den bedste tid at fange fisk. Og ligesom det ikke er klogt at køre bil, når man er træt, er det nok heller ikke for godt at stå til søs for at arbejde i en tung båd, når man mangler sin nattesøvn.

Alligevel var det det, Peter fik besked på. Men ikke af hvem som helst!

Han havde endnu ikke set det bevis, som vi i dag kender fra beretningen, en af de bibelshistorier, som nok er blevet hængende i hukommelsen: de fulde net, og bådene, som er ved at gå under under vægten af fangsten.

Alt det vidste han ikke, da han sagde: På dit ord, Herre!

Han havde hørt Jesus tale, hørt Hans ord men ikke set Hans undere, og alligevel turde han stole på, at han skulle se et under udfolde sig i sit eget liv. Han gjorde det, Jesus gav ham besked på, uden at spørge til det fornuftige eller til udbyttet. – Sådan må vi også gøre Guds vilje snarere end vores egen.

Ofte har vi en mening om, hvordan tingene bør gå, og mange gange bliver vores forventninger mere end skuffede. Så kan vi vælge at leve vores liv i bitterhed over ikke at have opnået det, vi drømte om, i stedet for at se, hvad vi så har fået, og hvad vi kan få.

Ikke at vi kan forudsige, hvordan vores net kan fyldes af velsignelse, men vi kan i det mindste bede om selv at blive til velsignelse for andre.

Det hedder sig, at der er to ting her i livet, som er sikre: døden og skatterne. Men jeg vil mene, at der er to andre: skuffelserne og velsignelserne.

Begge dele skal nok komme til os; men hvis vi kun er interesseret i at få vores egen vilje til at ske, vores egne drømme til at gå i opfyldelse, så skal det nok blive surt! Så vil vi ikke få øje på mange af velsignelserne. For det, vi drømmer om, sker bare ikke alt sammen.

Men hvis vi ser livet som en gave, sådan som de fleste forældre i dag lykkeligvis ser deres smås liv som en gave, så forstår vi, at vi skal tage vare på denne gave. Vi skal passe på den og bruge den godt.

På dit ord, herre! Din vilje ske! – Det er ikke nemt at sige og mene.

For at mene det, er vi nødt til at tro på Jesus Kristus uden at have set alt, hvad Han kan gøre for os. Det er noget af et vovestykke.

Men alternativet er, at vi bliver begrænset til det, vi selv og andre mennesker kan, og ofte er det bare ikke nok.

Kun Gud kan give os ro i sindet, give os fred med os selv.

Det var det, Peter følte, da han hørte Jesus tale, og derfor vovede han at gøre, som Han sagde.

Derfor blev Peter Jesus’ efterfølger, for så vidt han fik ansvaret for, at budskabet om Guds kærlighed og nåde blev bragt videre. Og sådan er en engelsk husmor med mand og seks børn blevet Jesus’ efterfølger, når hun fortæller andre om, at Guds svar på vores bønner kan godt være nej. Men bag det nej ligger der en ny mulighed, en kilde til rigdom og velsignelse.

Og derfor siger vi: ”På dit ord, Herre! Din vilje ske!”, hver gang vi bringer vores små til ham, hver gang vi knæler ved hans alter, og hver gang vi må give slip på det og dem, vi elsker. – Midt gennem sorg, smerte, kærlighed og glæde bliver vores liv dybere og rigere, når Guds vilje sker.

På dit ord , Herre! Amen!