En Prædiken til 1. søndag efter trinitatis ved Den Danske Kirke i Vancouver, B.C.

Es 58:5–12
1Joh 4:16b–21
Luk 16:19–31

Nogle af de mest skræmmende videoer, man kan se, er af døde og døende storcentre – malls.

Kan I huske firserne og halvfemserne, da storcentre og megacentre var det helt store? Jo større, des bedre, og enhver by med en smule selvrespekt skulle have et center eller i det mindste lave det eksisterende center større og smartere. Men tiderne skiftede, og centrene fulgte ikke med. Og af en eller anden grund er der mennesker, der regner det for en særlig fornøjelse at filme disse forladte eller døende storcentre og lægge videoerne på Youtube...

Der er selvfølgelig stadig centre, som er meget levende, men jeg er sikker på, at de alle ønsker sig flere kunder til at fylde butikkerne. For ser I, siden internettes opblomstren bliver flere og flere af os hjemme og ordner vores indkøb fra computeren. Selvfølgelig ikke alle indkøbene, men vi sammenligner stadig priser, og skynder os ind og ud af den udvalgte butik, når vi har besluttet of for, hvad vi skal have.

Og hvad i alverden har det med dagens tekst at gøre?

Jo, i hvert fald handler det om værdier og beslutninger.

Den rige mand, hvis navn vi ikke kender, har travlt med aktiviteter, som passer ham godt i det øjeblik, han udfører dem, men han glemmer det vigtige. Og det er ikke spor svært ud fra lignelsen at regne ud, at det væsentlige er et huske Gud og det menneske, som lider lige udenfor hans dør. Så straffen falder!

Selv i dødsriget fatter den rige mand ikke særligt meget. Først ber han om hjælp til sig selv, og da han ikke kan få dén, ber han om, at hans brødre, hans nærmeste, i det mindste må blive advaret, så det ikke skal gå dem lige så skidt. De er altså en hel flok, der glemmer Gud og næsten. Og selv i dødsrigets kvaler tænker manden ikke på at omvende sig – han forstår altså ikke, at hans levemåde i sig selv var forkert, men at den var forkert, fordi den fik ham i den knibe han nu er i. Og mere egoistisk bliver det vel ikke.

Manden var selvfølgelig fri til at gøre præcis, som det passede ham – mange ville insistere på den frihed – men han var samtidig fri til at gøre, som det passede Gud, og det valgte han fra.

Vi lever i et samfund, hvor vi forventes at foretage valg hele tiden: der kommer nye produkter til hele tiden, internettet bliver udvidet og udvidet, og selv blandt de varer, vi kender, er der masser af ting at vælge imellem. Og vi véd, at hvert valg er forbundet med konsekvenser, også selv om vi ikke altid er klar over, om den ene peanutbutter er dyrket på en mere etisk forsvarlig måde end den anden. Men omvendt, så er vi godt ind imellem klar over, at vi burde vælge tøj lavet i sweatshops i Bangladesh fra, men på den anden side skal de også leve, og i øvrigt kunne vi muligvis undvære.

Valgene er massive, og midt i alt det, vi kan vælge (skal jeg have kaffe eller the i dag?), kan vi overse det menneske, som står overfor os og fremklader valget. Og hvordan kan vi det? På samme måde, som den rige mand kunne overse Lazarus, som lå på hans dørtrin, og som han bogstaveligt talt måtte bruge energi på at gå udenom. Man gør det bare...

Og hvordan kan man glemme Gud? Man gør det bare!

Men tiderne skifter, og når livets rejse nærmer sig sin afslutning, har vi et mål af glæder og sorger og for de flestes vedkommende også et mål af fortrydelser. Nogle vil opdage, at de satsede forkert: at de byggede storcentre, selv om tiderne var ved at vende, og nu er deres liv blevet tomt og øde, selv om skallen måske står endnu. Jo, det har set pænt ud, men der skal mere end en spand maling til for at vende udviklingen.

Det, vi taler om i de sidste dage af vores liv, er sjældent om vores penge og de ting, vi købte, men det er om de mennesker, som var der for os, og måske også om dem, som svigtede, men ikke mindst om dem, vi svigtede. Det, som ligger os på sinde, er vores forhold til hinanden med vrede og brud men så sandelig også med tilgivelse og kærlighed. Sorg kender alle til, men nogle holder fast i bitterheden, mens andre finder tilgivelsen og glæden i deres hjerter – det mærkes, om man er blevet et hus fyldt med taknemmelighed eller et med bitterhed, og de sidste står reelt tilbage som de døende storcentre i mange storbyers yderområder.

Lignelsen her føles på samme tid for enkel og enormt kompliceret: Vi skal gøre godt mod dem, der lider, mens vi er i live. Den lidende vil blive trøstet, og den hårdhjertede straffet – ja, han er allerede en tom skal – og der er ingen pardon.

I det jødiske samfund på Jesu tid var det almindeligt at mene, at hvis et menneske var rigt, havde det Guds særlige velvilje. Og der er faktisk kristne, som mener det samme: at den, som har stor rigdom, har fået den af Gud, fordi vedkommende er et særligt godt menneske (og måske er det derfor, at der er så mange rige mennesker i visse landes politiske lag). Men Jesus insisterer med denne lignelse på, at det forholder sig ganske anderledes.

Lige inden denne lignelse i Lukasevangeliet hører vi om den fortabte søn, og før den om hyrden, som finder sit får, og konen sin forsvundne mønt. Og det, som lader til at være fælles for dem, som har mistet og fundet, er glæden og festen.

Men den rige mand har taget festen på forskud. Han har troet, som dem, der byggede storcentre, at de gode tider ville blive ved, og at intet behøvede at ændre sig. Og selv ikke nu, i ilden, forstår han, at det her ikke handler om ham, men om noget meget større.

Måske er der en pointe i, at vi hører om Lazarus ved navn, mens den rige forbliver navnløs. For Gud kalder dem, Han elsker ved navn. Vi hører det i dåben, og Han kalder på os gang på gang siden hen.

Nogle hører det, andre overhører det, eller har slet og ret ikke øre for det.

Og hvor er det fortvivlende! At vi ikke kan høre, at det vigtigste i livet er, at vi er udleveret til hinanden og til Gud. At selv om den ene ligger på dørtrinet, og den anden sidder til højbords, så behøver der ikke være den kløft imellem os, som vores egen tankeløshed skaber.

Vores frelse er ikke afhængig af vores gerninger – den er afhængig af vores tro. Så den rige mand kunne ikke have frelst sig selv ved at have set og anerkendt tiggeren på hans trappe, men han kunne have anerkendt ham, talt venligt til ham, givet ham et måltid mad eller hjulpet ham med penge eller med et arbejde. Han kunne have delt glæden over sin rigdom med ham, som havde glæde behov, hvilket ikke nødvendigvis er det samme som at være godtroende og sætte alt på spil. Han kunne have haft hjertet med i forhold til sit medmenneske.

På sæt og vis er det vores hjerter, der dømmer os, og det er det så ikke alligevel. For når vores hjerter er åbne for andre, og vores liv ikke er tomme huse, har vi det med at fordømme os selv så meget hårdere allerede i dette liv.

Men den dom, vi står under, er Hans, som spørger til om vores hjerter var åbne. Om vi valgte rigtigt. Og vores svar vil være: Ja, til tider, men til andre ikke så meget, og der er stadig ting, vi gerne ville kunne gøre om. Men det er Ham, der dømmer, ikke os.

Og det er Ham, som kalder os ved navn og kalder os tilbage til livet.

I Jesu Kristi navn, Amen.