En Prædiken til 3. søndag i fasten ved Den Danske Kirke i Vancouver, B.C.

5Mos 18:9–15
Ef 5:[1–5], 6–9
Luk 11:14–28

 

3.søndag i fasten 17.

 

Det er efterhånden 15 år siden den amerikanske præsident i en tale til nationen brugte udtrykket : ondskabens akse.

Her tænkte han på de stater som giver støtte og ly til terrorister : Irak, Iran og Nordkorea.

 

I dag er Saddam Hussein væk, men truslen fra Iran og Nordkorea er større end nogensinde før, og en islamisk terrororganisation ISIS har bragt rædsler med sig de sidste par år- ikke bare i  krigszonerne i Mellemøsten – men også i de civiliserede vestlige samfund. Intet land og intet samfund kan vide sig sikker for deres terror – men må være på vagt og beskytte sig på alle mulige måder.

Også i dag, her til os, tales der om en ondskabens akse, en ødelæggende magt. Det er Jesus der taler om Beelzebul – eller Satan og hans dæmoner. Men det er ikke en ondskab vi kan beskytte os mod, hverken ved hjælp af et efterretningsvæsen i   forhøjet alarmberedskab eller et styrket politikorps.

Det dæmoniske, ødelæggende og angstfremkaldende findes jo ikke kun derude hos de andre. Det er tættere på. Ja, det er inde i dig som en mulighed.

 

 Mennesket  er som et hus  - ofte med en pæn facade – og med lyse velmøblerede rum  af forskellig slags, men dette menneskehus  har også en kælderafdeling, skjult for omverdenen , men med en hemmelighed , der har vital indflydelse på naboernes og samfundets trivsel eller mistrivsel.. Spørgsmålet  er hvem der bor dernede ? 

 

Her i evangeliets sammenhæng hører vi om en dæmon , der har besat et menneske , og Jesus driver dæmonen ud, og helbreder den syge. Og mon de fleste mennesker står og ryster på hovedet når de hører det.

 For sådan en snak om dæmoner eller onde ånder, der farer ud og ind af mennesker, kan man jo virkelig ikke stå frem med i dag uden at blive helt til grin. Og det er selvfølgelig rigtig nok.

 

Vi lever i 2017 og kan gøre brug af lægevidenskaben ,  når vi skal forklare sygdomstilfælde, som det, evangeliet beskriver –

 

Vi laver diagnoser og tilbyder behandling  - og en tale om dæmoner hører ikke hjemme en moderne lægeverden.

 

Den viden, vi har i dag, havde man så bare ikke for 2000 år siden. Den gang stod man over for noget, de ikke kunne forklare på anden vis. En sydom der sad i sindet eller i kroppen, og gjorde noget ondt ved det menneske som om der sad en ond satan derinde, eller en dæmon, der nød sin magt til at pine og plage. Og så er vi ligesom med igen.

 

 For at noget er ondt, djævelsk eller dæmonisk, det forstår vi godt. De ord brug bruger vi selv om noget forfærdeligt, vi erfarer, uden vi rigtigt kan forstå eller fatte det.

 

Men læg nu mærke til at dæmonen Jesus driver ud, er stum. Patienten var lukket inde, var isoleret i sin tavse verden, var tvunget til at være indadvendt, uden kontakt, og vi behøver ikke at være stumme i egentlig forstand  for at opleve en tilstand, der ligner.


Det at man kan være fanget i en tavshed, det ikke er til at komme ud af. Som om en usynlig magt forhindrer én i at sige det, man egentlig gerne ville sige.

Det, at en mur af tavshed kan skille to mennesker, selv om de lever sammen, spiser sammen og sover sammen. Måske vil man vise at man føler sig forurettet, vil straffe den anden med sin tavshed- eller måske gider man ikke at have sig den ulejlighed at sige noget, for der er ikke noget der er værd at sige og overlader den rolle til Tv et. Men også almindelig konfliktskyhed eller mangel på personlig mod kan gøre en stum.

 

I bogen : En tyskers historie , fortæller den tyske forfatter Sebastian Haffner om, hvordan han oplevede de første år under Hitlers regime i Tyskland i 30.erne.

Bogen er skrevet i 1938, da han var flygtet til England og hans skildring af begivenhederne er for så vidt uden sensationer. Her er ingen egentlig dramatiske scener. I stedet viser han, hvordan udviklingen kommer ganske langsomt. Snigende ændrer folk mentalitet, og forfatteren peger på sig selv som et eksempel.

 

En dag sidder han på et bibliotek, da der kommer nogle nazi -folk. En af officererne kommer også hen til ham : Er du arier ? –spørger han. Og forfatteren svarer ” ja !”

 

 ” Det var mit første nederlag ” , skriver han. Hvorfor ? Han var arier, men i sit svar havde han i den givne situation fornægtet det fællesskab, han troede på. Han havde taget et ganske lille skridt sammen med dem, der nu pludselig erklærede nogle af hans landsmænd for uønskede.

 

Katastroferne sættes ikke blot i gang, af den store planlagte ondskab. Den er der såmænd ikke så mange, der har evner eller fantasi til. Nej, ondskaben får først en chance, når ingen dæmmer op for den. Snigende lurer den i det skjulte. Så hugger den til.

 

Jeg var i begyndelsen af 60.erne på kibbutzophold i Israel. På et tidspunkt var jeg ude at rejse med nogle folk fra kibbutzen. Vi kom igennem en af de store byer og her i udkanten blev en stor fæstningslignende bygning omgivet af høje mure udpeget for mig som det sted hvor Adolf Eichmann sad og ventede på sin dødsdom.

 

Jeg kendte meget lidt til ham den gang. Han var SS-officeren, der havde millioner af jøders lidelser på samvittigheden. Senere læste jeg en bog skrevet af filosoffen Hannah Arendt, der fulgte processen mod ham. Titlen var ”Ondskabens banalitet ” og forfatteren mente, at det at tænke og det at kunne undre sig står i et modsætningsforhold til ondskaben.

 

 Når man holder op med at undre sig , - holde op med  at tænke , at ting kunne være anderledes, så holder man op med at have en  samvittighed.

 

Eichmann var for at Arendt at se tanketom, men det er ikke det samme som at være dum.

Det eneste, siger hun, der skal til, for at et totalitært regime kan opretholdes, er at eliminere den menneskelige uforudsigelighed, som kommer af det at kunne undres.

 

Det vesterlandske menneske – du og jeg  som danskere eller canadier med europæiske rødder  – er et gammelt hus med rum , der har indeholdt en tro på Gud, og en moral hvor begreber som barmhjertighed og medfølelse har været basale, i mange tilfældet er det jaget ud, og vi har fejet og pyntet de tomme rum, og nu skal vi passe på med, hvad der kan suges ind i stedet.

 

Selv har jeg tænkt på, hvordan det ville have været med mig, hvis jeg var vokset op i mellemkrigstidens Tyskland, og så kom nazismen – ville jeg mon have haft det, der skulle til for at stå imod, eller havde jeg måske været en af de påvirkelige, en af dem, der blev revet med af denne forførelse, denne dæmoni.

 

Her står jeg med en rosenkrans med et kors, købt i Damaskus , et par år før den tilsyneladende endeløse borgerkrig brød løs.

 

I byen var 10 % af indbyggerne kristne, de boede stort set samlet i deres eget kvarter,  så vi så en del af kors rundt omkring , når vi kørte rundt dér, var også til gudstjeneste, og og korset har hos dem som hos os den samme symbolske betydning. Selvfølgelig- som kristne canadiere og kristne syrere er vi forenet i Kristus. Ved korset  velsigner vi hinanden, og holder det onde ude, og døber vores børn til en åbent liv i tro og tillid, som vi synger det i en dåbssalme. Korset minder os om hele Jesu liv, om hans kærlighed til mennesker. Så stor var hans kærlighed, at han gik i døden for os.

 

Hvor Jesus bliver tilbedt som Herre, er det svært at være dæmon. Hvor mennesker hører Jesu ord: frygt ikke ! - følg mig !  og lader sig påvirke og forme af ham… der er der plads til, at kærligheds og sandheds ånd, som vi skal synge kan få overtaget.

 

Hvad må verden ikke igennem af ødelæggelse, raseri og vanvid. Hvor meget kan der ikke være hos os selv og vores nærmeste, der hindrer os i at nå hinanden og leve sammen, som vi gerne ville.  Det er som om det onde aldrig slipper sit tag i verden og i os.

Men fortvivl alligevel ikke, giv ikke op, bevar optimismen og håbet, og gør det ikke sværere end det er, det handler jo slet og ret om at åbne sig for ham, der er lyset og livet.

Den åbenhed vores reformator Martin Luther kalder : tro.

 

Og så kan vi slutte med de ord fra Det nye Testamente, der blev læst ved gudstjenesten denne søndag :

I skal ikke lade nogen føre jer bag lyset med tomme ord.

Engang gik I rundt i mørke, men nu har Kristus fyldt jer med lys, nemlig alt det der er godt og rigtigt og sandt. I skal leve

på den måde så I viser at I tilhører lyset.

 

At leve som lysets børn. Det er gaven, der er givet os. Og at holde fast i den, er en udfordring, vi aldrig bliver færdige med. Amen