En Prædiken til 8. søndag efter trinitatis ved Den Danske Kirke i Vancouver, B.C.

Jer 23:16–24
Rom 8:14–17
Matt 7:15–21

Hvordan skal vi kunne vogte os for de falske profeter?

Der lyder så mange besnærende stemmer i tiden, så mange gode råd om, hvilke veje vi skal følge, og hvad vi skal gøre for at få et godt liv. Noget kan vi sortere fra med det samme, men det meste lyder meget rimeligt, og en del af det kalder sig også kristent eller er i hvert fald ifølge eget udsagn ikke i modstrid med kristendommen. Men det kan jo ikke være lige rigtigt og lige kristent altsammen. Så hvordan skal vi vogte os mod de falske profeter?

Det er ikke så svært, som det lyder – selv om det er svært nok endda.

Vi kan tist nok blive i tvivl om kvaliteten af de frugter, vi bærer. Gør vi det nu også godt nok? Hænger vores tro og vores liv sammen, eller er det altsammen spredte fægtninger, som ikke får os ud af stedet?

Ja, det får os ikke ud af stedet, forstået på den måde, at det ikke flytter os fra det liv, vi nu engang har, og over i et, hvor alt er en dans på roser af den slags uden torne. Og det virker kun som spredte fægtninger, fordi vi lytter så mange småbidder af information i stedet for at åbne vores øjne og ører for det, som er sandheden om os.

Vi er døbt. Skabte i Guds billede og døbte i hans navn. Måske bar det træ, vi stammer fra ikke gode frugter, og måske bruger vi det som en undskyldning for ikke at gøre noget bedre, ikke at ændre noget, men i dåben er vi blevet podet om til et nyt træ, som kun kan bære gode frugter, livets træ.

Vi skal altså huske på, at vi er døbt. Og hver gang, vi overværer, at et lille menneske bliver døbt, skal vi huske på, at alt, hvad der gælder for den nydøbte, gælder også for os. At vi er skabte i Guds billede, af hans kærlighed, og at enhver, som gør os ondt (os selv inklusive), også gør Gud ondt.

Selvfølgelig vil der være dem, som siger, at det de står for også er kristendom, fordi det har mennesket Jesus som et af sine forbilleder, selv om de tager afstand fra kirken og ofte også fra Biblen. Selv om de kan virke som om, de har tjek på det hele, så ser de kun, hvor de skal hen, og ikke, hvor de kommer fra, og derfor har de dybest set ikke nogen fornemmelse af, om de er på vej i den rigtige retning. De er nødt til at stole på følelser og intuition, for de har ikke andet; og vi véd jo af, tør jeg næsten sige, bitter erfaring, at vores følelser og intuition ikke altid viser det rigtige billede af vores situation.

Det er ikke, fordi vi er svage, vi har brug for en målstok udenfor os selv, det er fordi vi ville være svage uden den målestok.

Men hvordan skal vi holde os på jorden og ikke synke hen i drømmerier om perfekte paradisiske tilstande, når vi læser om at bære gode frugter og ser det hvidklædte og i vore voksne øjne uskyldige barn blive båret over dåben? Hvor kan vi hente noget, vi kan leve vores hverdag på?

Det kan vi i nogle helt bestemte ord, som Jesus har givet os at bruge i enhver tænkelig situation. Og en af de første gange, de lød for os, var netop i dåben, hvor Fadervor blev bedt for os.

Fadervor – ikke noget stort og kompliceret tankekompleks, som kun er til at overskue for de særligt uddannede, men enkle jævne ord, som vi kan leve på.

Giv os i dag vort daglige brød; giv os det, vi virkelig har brug for for at leve.

Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere; lær os at løfte hovedet og ikke skamme os, fordi vi hører til på livets træ, og lær os at leve efter det, så vi forstår, at det samme gælder for alle dine andre børn.

Og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde; der er meget ondt i verden, som kan få os til at glemme, at vi hører til på de gode træ, og få os til at tro, at vi flyder på må og få på tidernes strøm. Lad ikke ensomheden og fortvivlelsen få magt over os, og hjælp os til at rette øjnene mod det, som er godt og glædeligt.

Sådan kan dit navn, Gud, til stadighed være helligt blandt mennesker, og sådan vil det at gøre din vilje blive til glæde i vores liv.

Der er ingen anden vej til den sande glæde end gennem at leve det liv, vi har, og at bruge de talenter, vi har fået.

Hvad enten det er reklameguruer eller religiøse guruer, som melder sig på banen, så har vi noget at måle deres ord og dermed også værdierne i vores liv på. Vi er ikke splittede og rodløse, som de falske profeter ellers gerne ville få os til at tro, vi er. Når vi forstår, at vi hører til hos Gud, opdager vi også, at vi er grene på det træ, som bærer god frugt.

Det minder vi os selv og hinanden om hver gang vi kommer her i kirken og hver gang vi folder hænderne og beder vores Fadervor. Vi skal se frem, ja, men vi skal også tage pejling af, hvor vi kommer fra, så vi kan holde os på den vej, som er sandheden og livet.

Amen