En Prædiken til 16. søndag efter trinitatis ved Den Danske Kirke i Vancouver, B.C.

Sl 139:1–12
1Kor 15:21–28
Joh 11:19–45

Giver døden perspektiv i dit liv ?

Sådan lød et af spørgsmålene på de plancher, som jeg var med til at udarbejde i forbindelse med Lutherjubilæet sidste år.

Jubilæum eller ej. Så er spørgsmålet altid aktuelt.

Giver døden perspektiv i dit liv ?





Og vi må sige, ja døden kaster altid sit mørke skygge ind over livet.

Vi ved, vi har en slutdato, men heldigvis ved vi ikke hvor langt eller hvor kort tid vi har tilbage.

Døden minder os om, hvor skrøbeligt livet er. Hvor varsomme vi skal være – og hvad der er væsentligt og hvad der er uvæsentligt. Udløbsdatoen hjælper os til at skelne mellem det der er vigtigt og det der er uvigtigt.

For min egen del. – så mødte jeg første gang de voldsomme konsekvenser, som døden har, da jeg var 17 år.

En skøn forårsdag i maj måned, hvor det hele var ved at springe ud og jeg netop var hjemvendt fra gymnasiet i den nærmeste by Randers rejste jeg mig fra en lille lur på mit værelse – og går ind i huset for at finde ud af ,hvad far og mor og de andre laver. Så finder jeg min far liggende på ryggen udstrakt på gulvet- lige så lang han var med benene inden under spisebordet.

Han var død. Sten død, han stod ikke til at redde. 55 år gammel.

I et splitsekund ser verden helt anderledes ud.

Jo den eftermiddag i maj måned 1971- da lærte jeg på den hårde måde, at døden giver livet perspektiv.

Og ja så sent som inden jeg skulle flytte fra Danmark og hertil – ja mens jeg sad og skrev på artiklen til kirkebladet i Granly– om solen som en dag går sin runde uden mig- ja så dukkede udenfor mit vindue først en ambulance op – så dukkede et lægehold op – lige udenfor min dør og ja det viste sig at nabokonen på 58 år faldet om i sit badeværelse – også hun var død.

Og ja en af mine gode veninder dukkede op til afskedsgudstjeneste den 22. april i Skjoldhøj. Da hun gik, sagde hun- jeg kan ikke forstå min mand har tabt sig 13 kg siden februar måned.

En stor flot strunk mand på 58 år – det lyder bekymrende sagde jeg – hvad fejler han – ja han havde fået diabetes – dagen efter kørte jeg de 40 km ned til Silkeborg for at besøge dem- manden på næsten 2 meter kunne kun med nød og næppe rejse sig – men var vældig vill til at fortælle om hvordan han havde det. Og inden jeg forlod min veninde hviskede jeg ”Har du en konto som kun er din?

Jeg ved ikke hvordan reglerne er her i Canada, men i Danmark er det sådan at bankerne lukker alle fælles konti – og har en mand eller kone ikke sin egen konto- ja så har vedkommende ikke penge til at leve for,når den anden dør, og så må den efterladte bede om bankernes hjælp.

Knap 14 dage efter døde han og han nåede stort set ikke at få sin dødbringende diagnose.

Trist , trist og sørgeligt. Livet bliver aldrig hvad det har været.

Døden sætter livet i perspektiv.

Jo vi skal huske at leve , mens vi gør det og huske at elske, mens vi tør det.

Døden giver på sin helt egen måde perspektiv på livet.

Livet forstås baglæns, men må leves forlæns, sådan skrev den verdensberømte danske teolog og filosof Søren Kierkegaard.

Om vi lever i dag eller for 2000 år siden så er der de samme grundvilkår.

Døden sætter livet i perspektiv.

Martha og Marias bror Lazarus er død.

Den største sorg i verden her, er dog at miste den, som man har kær. Skrev St. Steensen Blicher i 1829.

Sådan var det, sådan er det-

Og vi overværer nærmest en sjælesørgerisk samtale mellem Jesus og de to søstre Martha og Maria.

Alt er gået i stå . Lazarus kan ikke have været så forfærdelig gammel- dødsårsagen kender vi ikke, men det lyder som om, sygdom har gjort en ende på hans liv. For Maria siger. ”Havde du været her, var min bror ikke død.” og Jesus svarer. ”Din bror skal opstå”. For ” Jeg er opstandelsen og livet. Den som tror på mig skal leve om han end dør” svarer Jesus.

For 5. gang i Johannesevangeliet hører vi et Jeg er – ord.

Og så får vi den kvindelige trosbekendelse uforfalsket . ”Ja Herre, jeg tror du er Kristus, Guds søn,ham, som kommer til verden.”

Da Martha hører , at Jesus kommer rejser hun sig , men Maria bliver siddende. Nu går Martha ind for at hente Maria .

Maria får ikke bare lov at sidde for sig selv- hun bliver hentet ud af sin sorg – ud af sig selv og hun får nyt mod og nyt håb.

Men også hun beklager sig til Jesus. ”- Havde du været her – var min bror aldrig død”

Og så står der, at Jesus græder – også Jesus er ramt af døden.

Kom herud -Lazarus- kom herud.” råber Jesus

Og Lazarus kommer fortumlet ud af gravens mørke, omviklet med linned.

Hvad mon Lazarus har tænkt ? Ja det er ikke godt at vide. ??

Men jeg husker en nat for snart mange år siden, hvor jeg sad sammen med en af mine gode venner. Hendes mand var blind og i øvrigt et dårligt liv- for han fejlede al ting. Han var blevet hasteopereret og hun ringede til hospitalet og fik at vide at nyrefunktionen var ophørt, så der var kun udsigt til, at de måtte slukke for respiratoren. Heller ikke han var gammel, vel omkring 43 år.

Vi græd som piskede hele natten – så fik hun mod til atter at ringe til hospitalet – han var blevet flyttet op på en anden afdeling og fra den afdeling fik hun så en ganske anden besked – jo han var ved at vågne og vi var velkomne til at komme.

Det kan nok være at vi fik tørret øjnene og fik startet bilen og af sted gik det i susende fart.Vi kom ind på hospitalet og fandt værelset , hvor den næsten døde lå- og da vi trådte ind sagde han til os ,som om intet var hændt ”Nå hvordan har I så haft det” ?

Vi var helt stumme- at han havde svævet mellem liv og død, vidste han ikke.

Den nat føltes det for os, som vi havde oplevet et opstandelsesunder- at han var kommet tilbage fra de døde rige.

Efter endnu mange gode og uforglemmelige år døde han.

Benny Andersen har skrevet et fantastisk digt , der handler om de døde og os der lever.

Det hedder Noget at leve op til.

Jeg tæller ikke ligefrem mine døde

noterer bare at tallet stiger støt

men hvad er døde tal

mod sprældøde venner.



Jeg har ikke noget imod de døde

nogle af mine bedste venner er døde

det påfaldende er blot deres

usvækkede livskraft

modsat adskillige nulevende

som er mere døde end levende



jeg kender flere uafdøde

som keder mig til døde



mens de rigtig døde

de professionelle

har det med at gå igen

på uventede tidspunkter

blander sig i alt

sætter skub i en kedelig samtale



og så følger en uendelig opremsning af vidunderlige steder og ting og oplevelser, der minder ham om hans døde.



Digtet slutter sådan



Jeg frygter ikke de døde

jeg frygter mere de levende

som godt kan tage livsmodet fra mig

men de døde giver mig oplevelser for livet

åh hvad var livet uden jer

mine utrættelige vejledere i

hvor levende livet kan være



Dog må jeg passe en smule på

de står altid og mangler en pianist

og der står jeg altså af.

(– skrev Benny Andersen for vel 20 år siden. I dette efterår er han død- og Danmark mistede en uerstattelig ord jonglør.)



Jo døden kaster lys ind over livet.

Både den konkrete død, men håbet som lever bag døden – opstandelseshåbet – gør det muligt for os både at leve her og nu – og at dø , når tiden kommer- da må vi klamre os til dette. At Gud gør det umulige muligt. Han gør den døde Lazarus levende. – som et føstevidne.

Jesus gik i døden for os, for at vi må leve sammen med ham.

Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.

Men håbet er ikke kun et luftigt håb engang, det må rejse os og bringe os i bevægelse, gøre os ansvarlige.

Døden kaster sit lys ind over livet og giver det perspektiv.

Husk at elske mens du tør det , husk at leve mens du gør. (Piet Hein citat)

Og den dag hvor døden når os- da må vi holde fast i det håb, vi fik som en forunderlig gave – hvor Jesus siger ”jeg er opstandelsen og livet. Den som tror på mig, skal leve om han end dør.”

Amen