En Prædiken til 5. søndag efter påske ved Den Danske Kirke i Vancouver, B.C.

1Mos 32:25–32
eller Jer 29:11–13a
Jak 1:22–25
eller Ac 6:1–4
Joh 16:23b–28

 

 

5. søndag efter påske 2017.

 

For mange, mange år siden udskrev kongen i et land langt borte en konkurrence. Den kunstner, der kunne male et billede, der forestillede ægte, virkelig fred, ville få en stor belønning.

 

I løbet af de følgende måneder strømmede bidragene ind, og kongen studerede dem omhyggeligt, og til sidst stod valget mellem to billeder.

Det ene billede var et utroligt smukt billede af et bjerg ved en sø. Den høje bjergtinde med den sneklædte top stod i smuk kontrast til den dybblå himmel. Krystalklart spejlede bjerget og træerne sig i søens blanke overflade.

 

Kongen kunne virkelig godt lide det billede, men det var ikke en sikker vinder.

 

Det andet billede var helt anderledes end det første. Det forestillede et brusende vandfald, hvor vandet styrtede ned over en bjergskrænt. Himlen var dækket af mørke skyer, som viste, at et uvejr var på vej. Men den, der så rigtig godt efter på billedet, opdagede, at helt ude i kanten af vandmasserne, havde kunstneren malet en fugl, der lå i sin rede. Fuglen lå stille og trygt på trods af uroen omkring den.

 

” Det her er vinderbilledet ” sagde kongen, ” for virkelig fred er ikke fravær af storm, virkelig fred er finde stilhed midt i stormen ” .

 

Fred – mening – lykke – tryghed – harmoni – tro -  og andre gode ting vi som en drift i vores menneskelige eksistens evigt søger efter. Hvordan finder vi det?

 

– Ja, historien om de to billeder fortæller, at det ikke er de ydre forhold, der umiddelbart og på enkel vis er afgørende i den proces.

 

 F.eks. viser en international undersøgelse, som jeg læste et referat af, i en af vores store aviser for et par dage siden, at social angst  i den vestlige verden er mest udbredt i det relativt fredelige, japanske samfund, mens det krigs- og terrorplagede Israel har de færreste tilfælde.

 

Forskellen ligger dels i den sammenhængskraft i ens tilværelse, man føler  eller ikke føler : at det ikke er den risiko, man lever i, men ensomheden, som skaber angst. Den jødiske tradition for familiesammenhold og udadvendthed skaber et bedre beredskab end den tilknappede, japanske facon - slår undersøgelsen fast.

 

En anden vigtig faktor, der gør en forskel, ligger i den vægtning, vi som moderne mennesker foretager mellem hvad vi har lyst til – og hvad vi er forpligtet på. Og her er vi ude over undersøgelsens område og fremme ved en diagnose af det vestlige velfærdssamfunds krisetilstand. At vi drives frem af lysten til at have mere og mere, og skubber forpligtelsen for helheden fra os. Og i stigende grad keder os og fyldes op af en tomhedsfølelse.

 

Men der findes en talemåde om, at hvis man virkelig vil finde meningen med livet, skal man finde ud af, hvad der er værd at dø for. Jeg har det fra den østrigske psykolog Victor Frankl, der selv havde erfaringer fra Anden Verdenskrigs koncentrationslejre. Ifølge ham er det største problem for moderne mennesker at finde ud af, hvorfor livet er værd at leve. Det er det samme som at spørge, hvad der er værd at dø for.

 

Nu skal vi ikke nødvendigvis sætte dette ind i en sammenhæng, hvor krig og besættelse spiller hovedrollen. Vi kunne i Danmark i begyndelsen af denne måned fejre 72 års dagen for Danmarks befrielse, hvor især de unge mennesker, der gav deres liv for et frit land endnu en gang blev mindet, og hvor det skete sang man sandsynligvis: Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder..”.

 

Men også 2017 og al tid før og al tid efter, står i kampens tegn, selv om man i det ydre lever i frihed, demokrati og velfærd. Det er hjertet og sjælen, hele et menneskes indre potentiale, af eksplosiv lidenskab, livsmod og vovemod, der kræver at blive taget alvorlig -  der vil vækkes og slippes løs.

 

Sker det, så er det kampen mod værdiløsheden, relativismen, hvor det ene kan være lige så godt som det andet, og alt i grunden er ligegyldig, der er i gang. Og det er en indre kamp, hvor den frihedskæmper, du ikke troede du husede, frejdigt slås for fantasiens, ømhedens, og ansvarlighedens sag.

 

 Og så er Gud uundgåeligt med i den kamp. Gud er jo kun Gud, hvor der er bevægelse i et menneske, hvor livet udfolder sig i al sin ynde og gavmildhed og i al sin grusomhed og uberegnelighed, hvor uvejret truer og stormen raser.

 

” Gud er en blød mand. Han er næsten gennemsigtig ” skrev et 8-årigt barn. Og det er selvfølgeligt meget sødt sagt - og skulle man tro, så gennemsigtig i voksenverdenen, at han faktisk ikke er der. Men Gud er jo netop ikke gennemsigtig, han er jo til stede i alle livets hændelser. Han er mærkbar og synlig i fødslens glæde, i kærlighedens fryd, men også på den modsatte side af livets skala. Gud omfavner, og kan tage fat om én, så det gør helvedes ondt. Ikke til at forstå og sætte på en formel, hvad angår vores begreber om retfærdighed og gennemskuelighed.

 

 Derfor er den første tekst, jeg læste så centralt placeret i bibelen og kristendommen. Den handler om patriarken Jacob der i sin ungdoms bevægelige liv, og med en plettet straffeattest - hvis man havde sådan noget dengang -  der i vadestedet på vej mod et nyt afsnit i sin tilværelse, i ensomheden og mørket kommer i kamp med en skikkelse, der ikke vil slippe ham, men som han dunkelt aner må være Gud selv.

 

 Jacob kæmpede for at få fravristet nogle svar og noget mening ud af Gud. I stedet for fik han et hårdt slag på hofteskålen, der mærkede ham resten af livet.

 

 Han kunne ikke vinde over Gud, og alligevel fik han en sejr, da Gud gav ham sin velsignelse. Som vi bliver velsignet ved dåben og hvor vi mødes med Gud ved livets vadesteder i dette hus, på vej mod noget nyt fra vugge til grav. Velsignelsen betyder, at Gud er med, at han holder os i hånden.

 

Som ved afskedsstunden den sidste aften sammen med sine venner, der er vores evangelietakst i dag, vil Jesus knytte dem og os sammen med sin himmelske far. Det handler om afhængighed, og det betyder, at de og vi, ikke mere kan gøre os fri af Vorherres ord til os. At vi i Jesu navn har en far vi kan tale med.

 

 Jesus selv måtte kæmpe med sin far, forstod ikke hvad han ville – og han blev bange, og han tvivlede og græd. Og ved I hvad? Det er derfor vi kan tro på ham. Han kæmpede til sit sidste åndedrag for at gøre jordens forfærdelige steder, til steder hvor vi kan være, hvor vi kan holde Gud i hånden. Han trodsede trygheden. Han trodsede verdens trusler – midt i stormen.

 

 

 

 

Johannes-evangeliet kulminerer i en vis forstand her, i Jesu tale til disciplene om bønnen i hans navn, som sætter os i en tillidsfuld og barnlig relation til Gud, som vores far, og Jesus som vores broder. Og det er et særkende ved dette evangelium i forhold til de tre andre, at det gang på gang, indtrængende nærmeste messende, meditativt forkynder enheden mellem faderen og sønnen og de troende og bedende. Og det sker især i de tekster, der læses mellem påske og pinse, som teksten i dag.

 

Hen over 5 kapitler holder Jesus en afskedstale til sine venner, og nu til os. Der er ingen begivenheder, ingen handlinger. I evangelieteksterne i øvrigt er der ellers et væld af handlinger, begivenheder og personer : sønner, der løber hjemmefra, kvinder der græder, farisæere der veltilfredse slår sig for brystet, vrede moralister der vil stene de ugudelige, skibe der er ved at kæntre, krumbøjede der retter sig op.

 

Men ikke her. Her i disse Johannes-tekster sker der ingenting. Og samtidig sker der det allerstørste. Jesus træder frem i en begivenhedsløs ramme og taler. Ophøjet, næsten messende. Vi er uden for tid og rum. Han kommer fra Faderen, siger han. Nu går han igen til Faderen. Det er herligheden der træder frem, omgivet af en vældig strålekrans. Tiden står stille. Vi er i det hellige rum. Løsrevet fra verdens rummel og forvirring, borte fra hverdagens splid og spektakel, smålighed, kævl, nød og klage.

 

Som en gylden ikon træder Jesus tilhørerne i møde. Vi møder det guddommelige, bliver inkorporeret i et helligt samfund, holdt sammen af kærligheden, der på kryds og tværs af tid og evighed, gør os til et med den treenige Gud.

Som et hvilket som helst familieliv kun kan trives, hvis det er præget af indbyrdes tillid og fortrolighed, sådan kan det hellige samfund mellem Gud og dig kun få indflydelse på din person og dine ydre forhold, hvis du tillidsfuldt stiller dig ansigt til ansigt med ham, lytter, taler og beder i Jesu navn. Forbehold og mistillid fører ud i ørkenen til ensomheden. Bønnen kan være den syges skrig til Gud: og, Gud – oh, Gud ske lov -  men den er også en bøn om indsigt, tilgivelse og forståelse, og en bøn med tak for al den glæde og nåde, livet rummer.

 

 

Hvis vi ikke i Jesu navn beder Gud om noget, gør vi også Gud ensom, men Gud er jo ikke bare Gud, Gud er en Gud for os. Gud er så at sige social, han taler og bekymrer sig, og forventer vore bønner. Råber I til mig - siger han – og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig.                                                                                                                                                                                     Amen !