En Prædiken til 1. søndag i advent ved Den Danske Kirke i Vancouver, B.C.

Sl 24
eller Ps 100
Rom 13:11–14
Matt 21:1–9

Der har udfordringer med at få skaffet en adventskrans i år. Og det er jeg personligt glad for, for det betyder at kransen ved et tilfælde er endt med at have rødt bånd.

Traditionen i kirken er ellers at adventsfarven er lilla, eller violet om man vil.

Violet bruges i adventstiden her op jul, fordi violet er en blanding af rød, kærlighedens farve og blå, håbets farve.

Julen er hjerternes fest og derfor bruger vi at pynte med rødt til jul; og advent er forventningens tid og derfor blander vi den blå, håbets farve med julerød og så får vi farven lilla.

Men der skal traditionen tro også være hvidt i en adventskrans for 1. søndag i advent er en særlig festdag og til fest i kirken er farven hvid, ligesom en brudekjole og en Luciakjole, som vi så det igår aftes, eller hvid som en dåbskjole..

Men vores adventskrans er ikke med violette bånd i år, kransen er blevet rød og hvid.

For mange år tilbage under 2. verdenskrig blev det moderne at have røde og hvide farver i adventskransen som et lille oprør mod besættelsen. En adventskrans kan næppe gøre nogen stor forskel i en verdenskrig, alligevel tror jeg det fyldte folk med håb at pynte op med Dannebrogsfarver og tænde et lille lys i mørket.

Adventskransen stammer egentlig oprindeligt fra Tyskland, og traditionen med at have en adventskrans i hjemmet kom til Danmark via Sønderjylland der jo var blevet tysk efter nederlaget i 1864. Det var den tysk fødte dronning Alexandrine der efter 1. Verdenskrig i 1918 indførte skikken med at have en adventskrans i Det Danske Kongehus. Og når de royale har noget fint, så følger vi andre som regel efter og vil have det samme.

Således drog jeg derfor i den tyske kirke igår for at købe os en adventskrans på deres julemarked. Siden adventskransen stammer fra Tyskland tænkte jeg at den tyske kirke måtte være det perfekte sted at få fat i en krans. Men alle kranse var for længst udsolgt da jeg kom og derfor er det Ebba, vores kordegn idag, der er endt op med at donere os en adventskrans i år.

Og sådan lidt tilfældigt endte vi altså med rødt bånd på kransen i dag.

Det er bare en lille krans i vores lille kirke og hvad betyder det egentlig i det store billede.. Hvorfor have sådan et postyr med af at skaffe en adventskrans?

Der står absolut intet i vores bibel om hverken adventkranse eller om kirkeårets særlige farver! 

Idag har vi hørt om hvordan Jesus rider fremad mod Jerusalem. Han bevæger sig fremad med et formål! Baner vejen..

For at vise os at vi også skal bevæge os fremad i livet med et formål.

Det, at være et kristent menneske er ikke kun noget med traditioner, at være et kristent menneske vil sige at gå gennem livet med et formål! At stå ud af sengen om morgenen og vide at Vorherre baner vejen, han gør alting nyt og han har skabt os alle sammen med et særligt formål. Givet os et kald.

Det lyder så flot at sige at man har fået et kald.

Og til daglig tror jeg ikke at mange mennesker går og reflekterer over deres kald i livet.

Men adventstiden kalder på reflektion og derfor vil jeg gerne opfordre til at vi netop i denne tid reflekterer over vores daglige kald i hverdagen.

Jeg tror mange mennesker i hverdagen tænker at de har travlt med så meget andet. Der er jo mange ting at se til og så bliver der ikke lige tid til adventsreflektion.

Men det er de små ting i dagligdagen der for alvor betyder noget.

Det er så vigtigt at vi til daglig ser det store i det små. For kampen mod det onde vindes i det små!

Vi ved allesammen hvordan små ting kan være irriterende og gøre en sur og sådan noget som dårligt humør er meget smitsomt. Hvis jeg skynder på min datter om morgenen og snerrer af hende: Kom nu, vi skal afsted! Så snerrer hun helt sikkert videre af sin lærerinde eller af de andre børn når hun kommer i skole.

Når vi kører i trafikken og nogen råber eller dytter af os, så bliver vi selv irriterede og kan finde på at råbe og himle af den næste bilist der ikke kører ordentligt!

Underskudshandlinger fører mere underskud med sig!

Men sådan er det også med små overskudshandlinger. Smil det smitter! sagde man da jeg var barn. Hvis man lader en anden komme foran i køen eller giver lidt bedre drikkepenge end man egentlig burde, så bliver andre i så godt humør.

Det er de små ting i hverdagen der ændrer os.

Min mand siger altid: Hvis man vil være et godt menneske der gør gode gerninger skal man begynde med at rede sin seng om morgenen.

Man kan måske ikke redde hele verden, men man kan begynde med at rede sin seng.

Jeg har altid synes at det var fjollet at rede seng, man skal jo sove i den igen om aftenen! Men nu har jeg egentlig skiftet mening, jeg tror han har ret i sin påstand.

Så nu reder jeg seng om morgenen også selvom han ikke er hjemme til at opdage det.

Der sker noget med een, når man ser det store i det små.

Når man spørger folk om de tror på Gud, så vil de fleste ikke bare svare: Ja.

Mange mennesker vil ikke sige at de tror på Gud, de siger at de tror på noget større, der er noget der er større end os selv. Men idag viser Jesus os med sit eget eksempel at det handler om at se det store i det små.

Han kommer selv ridende sagtmodig på et æsel.

Som et lille ydmygt menneske kommer han.

Kan et enkelt menneske komme til at ændre noget ved vores liv og betyde noget større?

Advent betyder komme – og vi bestemmer selv hvem vi vil lade komme ind.

Livet handler ikke så meget om hvad man får ud af det, men livet handler i langt højere grad om hvad man får ind i det.

Vi tænder et lille lys i adventskransen idag, det er måske ikke noget stort i sig selv, men selv et lille lys kan sprede et stort mørke.

Nu har vi hørt det

Så fremad da i Jesu navn Amen

Amen