Ja, sådan ser vores kirke ud. Vi har tydeligvis selv bygget den, og vi er ret stolte af den. I 1930’erne byggede vi først en kirke i Vancouver her på vestkysten af Canada en times kørsel fra grænsen til Staterne. I 1984 solgte vi den gamle bygning og flyttede ud til forstaden Burnaby.
Hvis du er i nabolaget, må du meget gerne komme indenfor til gudstjeneste
en søndag formiddag, og dine børn er velkomne i søndagsskolen.
Kirkekaffen er hyggeligere med gæster,
og enhver menighed har brug for nye medlemmer.
Vi holder gudstjeneste på dansk den første og tredie søndag i måneden,
de øvrige søndage samt de større helligdage er på engelsk, som regel
kl. 11,00; se
kalenderen.
Hvis søndag formiddag ikke passer, viser vi gerne kirken frem i
kontortiden.
Du kan finde vores adresse her.
Hvis du er på Vancouver Island, skal du vide at vi i samarbejde med Granly, den anden danske kirke i stor-Vancouver, holder jule- påske- og høst-gudstjenester i Nanaimo og Victoria hvert år.
Vores tro er bred og folkelig indenfor lutheranske rammer.
Derfor har vi gennem
Danske Sømands- og Udlandskirker
tilknyttet os
Folkekirken i Danmark.
Vi overlader normalt de eksperimentelle gudstjenesteordninger og andre nymodens udskejelser
til de indfødte, danskerne i Danmark og canadierne her,
for vi har nok at gøre med at være dansk kirke i udlandet.
Vi er meget glade for, at
DSUK
ansætter og udsender vores præst, for det sikrer,
at vores danskhed holdes ved lige og nogenlunde nutidig.
Den største forskel mellem os og en typisk dansk folkekirke er nok økonomien. Menigheden betaler det hele selv. Vi refunderer de udgifter, DSUK har på vores præst, og vi får ingen penge fra hverken den danske eller canadiske stat. Gæster fra Danmark undrer sig ofte over, at det kan lade sig gøre at holde kirke på den måde, men det kan det, når det nu er nødvendigt, og når alle yder efter bedste evne. Til gengældt for den meget tydelige sammenhæng mellem prædikens kvalitet og kirkens evne til at betale præstens løn får vi en engageret menighed, der kommer meget i kirken både til gudstjeneste og til kirkens andre aktiviteter.
Hvor danske vi er, kommer lidt an på, hvordan man ser på verden. Vores sprog er ikke så dansk, som det har været. Godt halvdelen af vore gudstjenester er på engelsk, og de fleste møder bruger et rædsomt blandings-sprog, der er uforståeligt for alle, der ikke er hjemme i både dansk og engelsk. Vores (og Folkekirkens) tro er i praksis ikke til at skelne fra The Evangelical Lutheran Church in Canada. Men man kan være meget dansk, selvom man som canadisk født måske ikke kan sproget. Vi føler lettere Vor Herres nærvær i en bygning, der ligner en dansk landsby kirke; vi begriber evangeliet bedst, når det ses gennem danske briller; og frikadeller smager nu bedre end meatballs. En kultur arv er ikke noget, man lige lægger fra sig, og vores gudstjeneste ordning, vore salmer, og vort smørrebrød er pæredanske.
Fædrenes tro | hvor I bo, | er slægtens dyreste eje.