The Danish Lutheran Church of Vancouver, B.C.

1. søndag i advent

Tag lysets rustning på. Gør jer klar. Varm stemmerne op til Hosianna råb. For vores himmelske konge er os nær. Det er i al sin enkelthed dagens budskab på denne første søndag i vores nye kirkeår.

Kirkeåret starter på nogle måder et lidt underligt sted – med beretningen om palmesøndag, som jo hører påsken til. På andre måder giver det dog fint mening, for akkurat Jesu indtog i Jerusalem på palmesøndag viser, hvordan det, der var i færd med at komme til verden, var så meget anderledes end det, der allerede var i verden

Jesus. Kongernes konge. Guds egen søn. Han er uden tvivl den leder, som vi alle bør have foran os. Det kan der ikke herske tvivl om. Og det helt fantastiske ved beretningen om palmesøndag er, hvordan denne leder skiller sig ud fra de fleste andre.

Jesus er ikke en leder, der leder for at lede. Jesus er ikke en leder, der leder for egen vindings skyld. Snarere tværtimod. Han leder ved at tjene, og han leder for at forsone – ikke hvad han har forskyldt, men hvad der bare er sket.

I nåde gør han dette. Af kærlighed. Han er ikke krigeren der indtager sin post med magt. Han kommer ridende på et æsel. Ydmyg og sårbar.

 

Da jeg i år læste teksterne til denne søndag – og da jeg mere overordnet reflekterede over adventstiden – kom jeg til at tænke på den antikke filosof Platon og hans værk ’Staten’.

Jeg har altid været betaget af dette værk. Ikke fordi jeg er enig med alt, der står i værket, men fordi det trods dets alder har så ualmindelig meget visdom i sig.

Værket. Det er blevet til før Kristus, og hvad jeg kom til at tænke på, da jeg læste teksterne til i dag, var, at erfaringen som det gamle testamente bidrager med – erfaringen af os menneskers dårligdom – er en erfaring, som Platon også har gjort sig, og forsøger at afvikle.

Platon, han forsøger at afvikle dårligdommen filosofisk og politisk. Det nye testamente forsøger at afvikle dårligdommen religiøst og spirituelt.

På trods af dog at virke i forskellige sfærer, så vil værkerne bemærkel-sesværdigt nok det samme. Og endnu mere bemærkelsesværdigt er sammenfaldet mellem Jesus som han fremstår palmesøndag, og den leder, som Platon anbefaler os at vælge. En leder som først og fremmest skal besidde ydmyghed.

Skal man opsummere lidt fra værket ’staten’ kan man sige følgende om den leder, som Platon anbefaler os at vælge:

  • En god leder skal besidde visdom samt en dyb forståelse af, hvad der er godt for alle i samfundet. Lederen skal være retfærdig, og aldrig gøre noget for egen vindings skyld.
  • En god leder skal også have mod, især modet til at træffe svære beslutninger, som måske ikke altid er populære. Dette indebærer, at lederen skal kunne modstå korruption.
  • En god leder skal anskue verden filosofisk. Det betyder, at problemer ikke blot er noget, der praktisk skal løses. Problemer er noget, der skal analyseres, så man kan finde dybere meninger bag og universelle principper til at håndtere lignende udfordringer.

Ovenstående synes jeg passer ualmindeligt godt overens med min opfattelse af, hvilke egenskaber akkurat Jesus besad.

 

Staten. Interessant i en sammenstilling af dette værk og evangeliet er også, hvordan Platon i Staten ikke bare beskriver den ideelle leder. Platon beskriver også, hvordan han vurderer, at et idealsamfund altid vil forfalde. Det beskriver han på følgende måde:

 

”Det særegne… vil være en vis ængstelse for at give ”de indsigtsfulde” regeringsmagten; da man ikke længere har mænd af den enkle og uforfalskede type… vil man foretrække de heftigere og grovere temperamenter, krigeriske naturer from for fredelige.

Hvis disse ledere så også er opfindsomme til krigslist og lumske manøvrer, beundrer de andre dem højt, da jo hele staten befinder sig så at sige på bestandig krigsfod.”

På bestandig krigsfod. Det synes jeg egentlig er en god beskrivelse af, hvordan vores verden er for tiden. Desværre. Men endnu bedre og rammende er nok beskrivelsen af de ledere, som vi så vælger: Vi vælger de lumske og opfindsomme, de krigeriske og egoistiske. Mere behøver jeg vist ikke at sige.

Siges skal det dog, at dette forfald ikke er et moderne fænomen. Bevæger vi os nemlig tilbage til evangelieteksten, så er forfaldet jo nemlig noget, der finder sted indenfor en uge.

Minde end en uge skulle der i hvert fald blot gå i evangeliet førend de hosianna råbende og glade mennesker skiftede deres kapper og grene ud med fakler og høtyve.

 

Vores verden har således på et politisk plan ikke rykket sig langt – på trods af Platons Staten og på trods af Guds evangelium. På grund af evangeliet har verden dog ændret sig spirituelt og metafysisk. Det er noget, vi måske ikke kan se, men det er noget, vi kan tro.

Vores verden er på bestandig krigsfod, men midt i denne bestandige dårligdom trådte Gud ind, gjorde sig til ét med os, og viste os en vej ud – ikke lavpraktisk, men i tro.

I Staten kommer Platon med et bud på, hvad der kan være med til at sørge for, at det ikke blot er i tro, at verden er genoprettet. Hans bud er kunst.

Al kunst er ikke opbyggeligt, gør Platon meget bestemt klart, men omvendt kan kunst også noget. Det kan, som han formulere det, give os mere indadvendt harmoni og udadvendt solidaritet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det ikke er lidt af de samme grunde til, at Jesus siger, at det er som små børn, vi skal nærme os Gudsriget.

Det kan vi tænke over. Og mens vi gør det, kan vi så også i tro tage lysets rustning på. Sørge for – på trods af at verden måske aldrig bliver det – at vi er klar.

Lad os istemme os verdens Hosianna råb, og lad os så måske også forsøge os med det der kunst. Det tror jeg, vil være mine ønsker for det kommende kirkeår.

Kære alle sammen. Jeg ønsker os alle et godt nytår.

Amen.

0 Comments