Umiddelbart efter at kongen på Christiansborg Slots balkon annoncerede sit valgsprog, gik der ikke lang tid, førend nogle kirkefolk var ude med en kritik af valgsproget. Valgsproget talte nemlig ikke om Gud, hvilket alle regenters valgsprog siden 1863 ellers har gjort det.
Frygten bredte sig: Tog kongen afstand til kristendommen? Ville han også stoppe med at sige ”Gud bevare Danmark”, som vi ellers har været vandt til har lydt i slutningen af de sidste mange års nytårstaler. Hvad kunne det få af betydning for Folkekirken?
I dagene efter tronskiftet var debatten – i hvert fald blandt kirkefolk – til at føle på. Nogle var forargede, mens andre argumenterede for, at valgsproget sagtens kan tydes kristent. Ikke mindst i lyset af, at han, da han stod på balkonen og præsenterede valgsproget for folket, sagde, at han som konge fik brug for folkets hjælp, samt hjælp fra ”det, der er større end os.”
Få dage efter var det dog kongen selv, der kom til orde, og lukkede munden på de fleste. I hemmelighed havde han nemlig fået skrevet og trykt en bog, hvori han forklarede – ikke blot sit valgsprog, men også ”sit forhold til kongerækken, danmarkshistorien, kristen¬dommen og rigsfællesskabet”, som der står på bagsiden af bogen.
Bogen blev revet ned fra hylderne. Selv var jeg heldig at få mig sikret et eksemplar, som folk hjertens gerne må låne, når jeg er færdig med den.
Hvorom alting er: Bogen lukkede mundende på folk, for I bogen gør kongen det klart, at han ikke blot vil fortsætte med at sige ”Gud bevare Danmark” i slutningen af sine nytårstaler; han er også et meget troende menneske.
Som konge ser han det dog som en af sine fornemmeste opgaver, ikke at være ekskluderende. Og i en tid hvor kristendommen ikke længere er så selvfølgelig, som den var det engang, har han altså måttet tilsidesætte sin egen tro til fordel for at være den inkluderende konge, som han ønsker at være.
Og med bogen i hånden var det så også, at folk for alvor fik øjnene op for, hvilken dybde der ligger i kongens valgsprog.
”Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark.”
Sådan lyder valgsproget. Og den dybde som for alvor gik op for folk, var, at ordet forbundne står i flertal, hvorfor det peger på både folket og kongen. Som folk er hans ønske altså, at vi føler os som en del af noget, der er større end os selv. At vi bl.a. føler os som en del af en kultur, der får os alle sammen til at træde ind i et fællesskab med hinanden. Et fællesskab, han også er en del af.
Ordet forpligtet, der lyder lige efter, står dog bemærkelsesværdigt nok ikke i flertal, men i ental, og derfor peger dette ord ikke længere på folket, men på kongen. Som konge forpligter det, når man står som overhoved for nogle, man ønsker forbindelse imellem.
Med andre ord kan man sige, at vi som danskere er forpligtet til at være forbundne – noget som dog er svært at sige, hvordan forpligter.
Kongen derimod er forpligtet pga. at folk er forbundne, og hvordan han er forpligtet, er langt mere ligetil at sætte ord på. Fx kan man blot gå til dagens bibelske tekster.
Dagens bibelske tekster handler om menneskeligt begær. I historien om Kain og Abel handler det om begær i form af jalousi. I dagens episteltekst siges der, at begær ikke er fra Gud, men fra mennesket. Og i dagens evangelielæsning hører vi så om, at apostlene alle ønsker at blive regnet som den største. De har glemt, at en leder bør være, som én der tjener.
Én, der tjener, det er akkurat, hvad kong Frederik har blik for, at hans opgave som leder er. Det er nemlig i hans valgsprog akkurat ikke folket, der er forpligtet på ham, men ham der er forpligtet på folket. Han er folkets tjener om man vil. Noget, den lidt nørklede grammatik i hvert fald viser.
Og jeg må sige, at jeg i kraft af dette også elsker valgsproget. Hvor er det fantastisk, at vi har en leder, der på trods af at være kongerigets største, ikke anser sig selv sådant. Begær og jalousi – de menneske¬lige tendenser – er tilsidesat. Og således slog kongen fast for alle kritikere, at han ikke blot er et kristent menneske, men også en kristen konge.
I bogen, der udkom, beskriver kongen, at han med ordet forbundne ikke blot henviser til vores kultur, men også til vores etik og til vores tro. Vi er forbundet etisk med hinanden som mennesker. Og så er vi også forbundet gennem vores tro.
Om sin personlige tro skriver han:
”I hverdagen går jeg ikke rundt og forholder mig til den kristne tro hele tiden. Jeg synes, det gælder om, at vi hver på vores måde finder en god, sund balance i forhold til troen og kirken i Danmark.
Når jeg ser tilbage på mit liv, har der været en klar udvikling fra, at jeg i drengeårene sad som den urokkelige klippe på kirkebænken, fast besluttet på ikke at tænke på Gud, når der blev bedt til ham, til jeg som voksen forstod at give slip og nyde stunderne i kirken.
For mig handler det om at vise tillid til den tro, som virker for os her til lands, og så ved jeg godt, at der er noget, der vil sige, ’jamen, det virker altså ikke for mig’ og ’jeg gider ikke være i det her, jeg melder mig ud af folkekirken’.”
Citat kan jeg godt lide for sin ærlighed og sin ydmyghed overfor tro. Men citatet tog jeg også med, fordi jeg synes det meget godt beskriver, hvordan kongen måske selv i sine unge år har set sig som forpligtet til tro. Som konge har han i hvert fald ikke religionsfrihed, men er per fødsel udpeget til at skulle være kirkens overhoved.
På trods af dette har han dog fundet en tro i sine senere år, der ikke er en tro ud af forpligtelse, men en tro, hvormed man kan være forbundne – med Gud og med sin næste.
Det syn på tro, tror jeg mange danskere kunne have godt af at erfare.
Går vi til bogens kapitel, hvor han beskriver, hvordan han forstår, hvad han er forpligtet på som konge, så kan jeg dårligt tillade mig ikke at komme med et citat også, for vi er faktisk nærmest med i hans bog.
Han skriver i hvert fald:
”Det forpligter at være monark, og noget af det vigtigste i mit virke er hensyntagen og kærlighed til mine medmennesker. Jeg er konge for alle, der bor i Danmark og Grønland og på Færøerne, og – kan man tilføje – folk, der føler sig danske i sindet, om det så er i Canada, Costa Rica, Australien eller Sydslesvig.”
I bogen åbner han også op for, at ordet ’forpligtet’, som jeg ellers har rost ordet for indtil nu, ikke kun skal forstås i ental. En snert af flertal er der også i ordet, for som man skriver, så mener kongen også, at alle danskere er forpligtet af næstekærlighedsbuddet.
Han skriver:
”Vi danskere er rundet af kristne værdier som troen, håbet og kærligheden, herunder næstekærlighedsbudskabet, der handler om at møde andre mennesker med venlighed og respekt og tage ansvar for andres velfærd.
Det er et smukt og omfattende ord, næstekærlighed. Det indebærer, at man skal elske sin næste som sig selv – også det menneske, man af forskellige grunde ikke bryder sig om, og om nødvendigt sin fjende.
Vi har en pligt til at udøve næstekærlighed og kan ikke bare vælge den til og fra. Vel kan man vise pludselig og spontan omsorg for sin nabo eller kollega og give en pengeseddel til Røde Kors eller Red Barnet, når en indsamler banker på døren. Men næstekærlighed er også at føle sig ansvarlig for sine medmenneskers trivsel og velfærd på den lange bane.”
Vi slap altså ikke for ansvaret. Og ansvaret kan jeg meget passende tale mere om næste søndag, hvor vi skal høre om skabelsen af mennesket, samt om hvordan mennesket – ligesom en konge – er sat til at herske, herske med ansvar, herske ved at tjene.
Jeg er personligt glad for den konge, vi har fået os, og selvom jeg ikke altid har set ham i det lys, som jeg så ham i den 14. januar, hvor jeg var heldig at have mulighed for at overvære proklamationen fra Christiansborg Slotsplads, så vil jeg sige, at det altså tegner godt.
Med sit valgsprog og med sin bog der uddyber valgsproget, gør han det i hvert fald klart, at han er sig selv yderst bevidst, at en hersker er en tjener. Noget som dagens bibelske tekster bestemt også slår fast.
Og med det sagt, ønsker jeg sådan set blot at citere vores afgående dronning for hvad hun sagde lige efter hun havde underskrevet sin abdikation:
”Gud bevare kongen.”
Amen.