Endnu en søndag har vi at gøre med det velkendte – dog også yderst væsentlige – tema om, at tro handler om tro. Loven er blevet gjort overflødig, for den er ikke et troskrav, den er i stedet noget, der følger. Følger af tro. Følger af Ånd.
Dette tema er det mest essentielle i Luthers opgør med den katolske kirke, og det er da også i akkurat Romerbrevet, hvorfra dagens epistellæsning kom, at han finder belæg for temaet.
Evangelielæsningen handler ved første øjekast måske knapt så meget om dette, men hvis man anskuer læsningens to karak-terer som stereotyper, bliver temaet synligt i denne tekst også.
Farisæeren. Det er ham, der er kendt for at overholde loven. Den syndige kvinde, ja, hun er den, der ikke just overholder den. Alligevel er det hende, der udviser tro. Udviser tro i måden, hvorpå hun overgiver sig til Jesus. Og det er, hvad der frelser hende. For tro handler om tro. Ikke gerninger.
Da jeg forberedte min prædiken til i dag, skete der noget ret komisk, som jeg godt kunne tænke mig at dele med jer.
Som jeg så ofte gør det, når jeg skal forberede en prædiken-skrivning, så brainstormede jeg. Ofte gør jeg dette på en gammeldags måde – i hånden – men denne gang havde jeg sat mig ned foran min computer.
Her skrev jeg så ideer ned. Og en af disse ideer var, at min prædiken kunne reflektere over det, at vi er fyldt med fejl – ligesom kvinden.
Vi er fejlbarlige om man vil. Noget vi skal anerkende i stedet for at tro – ligesom farisæeren – at vi kan leve livet uden fejl. Være ufejlbarlige.
Og nu kommer det sjove så. Min computer. Den ville ikke acceptere dette. I hvert fald prøvede stavekontrollen konsekvent at rette ordet fejlbarlig til ufejlbarlig. For jeg kunne vel umuligt mene det første!
Hvor komisk er dette ikke lige. Her skriver jeg som note, at jeg kunne prædike over, hvordan vi mere end noget andet skal erkende vores fejl. Og så påstår maskinen på en måde, at vi mere end noget andet skal stræbe efter ufejlbarlighed. Noget, som dog i bibelsk forstand kun er muligt for Gud.
Farisæerens stræben er nemlig en stræben efter noget uopnåeligt. Det er derfor hans foretagende er så meningsløst. Kun Gud er almægtig.
Hvad der i stedet for perfektion er opnåeligt for os, er tro. Og det er, hvad kvinden viser i den måde, hvorpå hun henkaster sig.
Om otte dages tid starter jeg en voksen konfirmations lejr. Noget jeg ser ret meget frem til. Gode samtaler. Gode andagter. Meningsfulde henkastelser. Henkastelser til Gud.
For at henkaste os er egentlig, hvad vi gør, når vi – i hvert fald i en luthersk kirke – siger ’ja’ heroppe ved knæfaldet. Om end det er til en dåb, en konfirmation, en vielse eller noget helt andet.
Heroppe siger vi ikke ’ja’ til at ville overholde en lov. Vi skriver ikke under på en kontrakt om, at vi fra nu af vil efterleve dit og dat, støtte op på den og den måde.
Ej heller betinger vi vores ’ja’ med en række betingelser eller klausuler, der enten begrænser ja’et eller betinger det til kun at gælde i visse situationer.
Nej, når vi siger ’ja’ heroppe, siger vi snarere ’ja tak’. ’Ja tak’ til at Gud må være os nær med sin nåde hver gang vi forsynder os.
Der findes mange – både evangeliske og sekulære – illustrationer af, hvordan vi som mennesker er fejlbarlige, og hvordan vores ’ja’ heroppe i kirken mere end noget andet er et ’ja tak’. Et ’ja tak’ til nåde.
I dåbs- og konfirmationslæsningen, som jeg ser frem til at finde frem igen om to uger, hvor deltagerne til min voksen konfirmations lejr skal voksenkonfirmeres, står der, at tro er noget, vi tager imod ’ligesom et lille barn’.
Dette billede er genialt. For i barnet ligger fejlbarligheden side om side med henkastelsen. Barnet lærer og opdager nemlig hele tiden og på en og samme tid. Noget, vi tilsyneladende aflærer os, når vi bliver voksne.
Hvordan vi aflærer at henkaste os som voksne, er der nok mange grunde til. En af de mest grundlæggende er dog nok, at vi des ældre vi bliver, får et større og større ansvar.
Vi får kontrol med flere ting – tillærer os viden og evner. Måske får vi også selv børn, som henkaster sig til os. Og så skal vi jo være der for dem.
Og med alt dette følger et ansvar. Et ansvar om at den magt, vi har overfor børn og i kraft af viden og evner, bliver brugt på den bedst tænkelige måde.
I dette ligger et stort ansvar. Men ansvaret fjerner os altså ikke fra også – ved siden af voksenansvaret – også at være børn. Børn der både skal anerkende vores fejl og mangler, og børn der skal turde henkaste os. Til hinanden og til Gud.
Derfor er det da også helt eminent, at jeg om otte dages tid ikke bare har med konfirmation af unge mennesker at gøre. Men konfirmation af voksne.
De har om noget forstået det. Forstået at det at være voksen ikke fjerner os fra også at være børn.
Den syndige kvinde i dagens evangelielæsning. Maria Magdalene, som hun hedder. Hende hører vi om senere i Bibelen også.
Her siges det om hende, at hun efter sin henkastelse til Jesus nærmest blev forvandlet. Forvandlet så hun stoppede med at være ’syndig’.
Denne forvandling – forvandlingen fra liv i synd til liv i tro – finder således sted efter hendes henkastelse. At det sker i denne rækkefølge, er endnu et godt eksempel på, hvordan tro ikke kræver handlinger.
For tro kræver ikke handlinger. Men tro skaber handlinger. Det er rækkefølgen Luther opdager. En rækkefølge der starter med en barnagtig henkastelse. I tro. Til Gud.
Må alle vi, der har henkastet os heroppe – sagt ’ja’ – på den ene eller den anden måde altid leve i troen på at denne henkastelse er nok, samt at der ud af den både følger nåde men også liv. Liv i tro.
Ikke ufejlbarlige liv. Fejlbarlige liv. Indtil vi er ét med Kristus. Kristus der var, er og bliver ét med Gud. Ét med det eneste ufejlbarlige, vi kender til.
Amen.