Som evangelietekst til i dag hørte vi den ikoniske tekst om en mand, der var syg, og som havde ligget ved en helt særlig sø hele 38 år. For søen viste sig at være special. I ny og næ kom Guds Engel i hvert fald til søen og satte bevægelse i gang. Og den første der kom i kontakt med vandet, blev straks helbredt.
En ikonisk teksts som altid har givet mig et billede på nethinden af en form for antik swimmingpool. Dog hvor syge individer indtog pladserne rundt om poolen i stedet for solbadende og feriestemte mennesker.
Hvis nogen skulle være feriestemt, så skulle det dog være Jesus, for han kom i hvert fald til poolen med en vis form for afslappethed. Noget han gjorde qua det, han ville forkynde. Og her tænker jeg ikke blot på den konkrete helbredelse, som finder sted, men sådan mere bredt på hele evangeliets budskab:
Jesus kommer til en verden i nød, tager sådan set også selv del i lidelsen ved at dø, men han synes på en måde upåvirket, for han har et budskab, der overgår ikke bare verdens nød, men hele verden.
Han bærer et budskab om evig fred. Evig kærlighed. Evigt godt helbred. Evigt liv. Og det budskab gør altså, at han kan vandre på jorden, som et solbadende og feriestemt menneske.
Hvad sker der så i teksten: Jo, hvis man skal blive i analogien omkring at være feriestemt, så kan man sige, at der i teksten er en anden, der er feriestemt. Ikke til at starte med – i starten er den person syg – men personen bliver helbredt. Og helbredelsen synes at gøre personen feriestemt. Lettere lystigt vandrer personen i hvert fald nu rundt med sin bårer.
At den syge skulle blive feriestemt, virker ret meningsfuldt. Det bliver i hvert fald et godt tegn på den tro, som Jesus inviterer ind til. Ikke blot helbreder den sygdomme, men den giver også tro, der sætter fri for denne verden.
Slutteligt er der også nogle tredje karakterer, som optræder i lignelsen. De er ikke syge, men de er ej heller sat fri af denne verden – er feriestemte. Snarere modsat.
De personer er ikke opløftede over at se den tidligere syge vandre feriestemt rundt med sin bårer. Det må han jo ikke. Det er sabbat. Og at gøre noget på en sabbat, siger reglerne, at man ikke må.
De gransker i reglerne. Hvorfor går han rundt tænker de. Og til sidst kan de ikke dy sig. De opsøger manden, og spørger ham ad: Hvorfor går du rundt som en feriestemt og solbadende person?
Manden ved ikke, hvad han skal svare. Men spørgsmålet tager pusten af ham – hiver lidt af feriestemningen ud af ham. Hvorfor skulle han ikke være glad, tænker han ved sig selv.
Da er det, han får øje på Jesus, og han spørger ham om, hvem han er. Jesus svarer, og siger også, at han blot skal fortsætte med at være i feriestemning – der er ingen grund til at synde. Men de regelgrans-kende personers kritiske spørgsmål har sat sig fast i ham, og i stedet for blot at leve i tro, går han tilbage til dem i synd.
I mit valg af analogi til i dag kan I nok godt se, at jeg stadig er lidt på ferie. Det beklager jeg. Men omvendt synes jeg egentlig, at ferie-analogien passer meget godt på evangelieteksten, samt åbner op for nogle interessante vinkler til teksten:
”Guds ord er ikke bundet”, stod der i dagens epistellæsning, og at være ubundet passer egentlig meget godt på det at være feriestemt. Analogien hjælper os således med at forstå, hvordan tro er at være sat fri – ikke bare for dagligdagen, men helt igennem både fysisk og åndeligt.
Jøderne i dagens evangelietekst beskrev jeg i min analogi som nogle, der ikke var på ferie, men som i stedet var optaget af at gøre alt korrekt.
At gøre ting korrekt vil jeg ikke sige er decideret dumt, men det kan tage overhånd. Og det gør det altså for disse jøder. De ser i hvert fald ikke miraklet, der netop har fundet sted for øjnene af dem. De ser i stedet kun deres regler, og så finder de altid kun fejl.
Manden er blevet helbredt. Men det er lige meget. For han går – går rundt med en båre! Noget han ikke må. De er på en måde som de mænd, der beskrives i dagens gammel¬testamentlige læsning:
De ”vandrer som et skyggebillede”. De ”samler rigdom til ingen nytte”. De ”ved ikke, hvem der skal høste den.”
Vi mennesker. I vores natur tror jeg egentlig mest, vi ligner evangelietekstens jøder. Noget, jeg tænker, bliver tydeligt, hvis vi spørger os selv om vores samfund og vores måde at indrette os på: Er der flest regler, eller er der mest feriestemning.
Regler. Vi er ret gode til det, er vi ikke. Og igen: Regler er selvfølgelig gode nok, men det kan nu altså også tage overhånd. Ja, det kan tage så meget overhånd, at reglerne ikke bare går imod feriestemningen. Reglerne kan også gå imod reglerne selv.
Fx siger en regel at jeg er stemmeberettiget i Danmark, fordi jeg ikke har boet væk fra Danmark i længere tid end 8 år. Rimelig fedt tænkte jeg, da der var valg til Europa-Parlamentet forleden. Jeg kunne stemme.
Der var dog blot det lille aber dabei derved, at jeg skulle godkendes først. Godkendes i den kommune, hvori jeg ikke længere bor. Og så var der også lige det lille aber dabei, at sagen efter fire måneder skulle i en styrelse, som hvis de ikke fik behandlet min sag inden seks måneder, så måtte jeg prøve forfra… Jeg venter stadig svar.
I kan sikkert også alle sammen godt huske da Nem ID blev indført. Fedt. Net sikkerhed er der jo som sådan slet ikke noget galt med. Men hvad gør man, hvis man bor i udlandet, og ikke kan downloade den app, der giver sikkerhed, fordi den af sikkerhedsmæssige årsager kun kan downloades og virke i Danmark.
Det bliver for meget bureaukrati. Det bliver for meget sikkerhed. Og for meget er jøderne også i dagens evangelietekst. Af bare regler ser de ikke miraklet, selvom det finder sted for øjnene af dem.
Hvad stiller vi op? Hvordan bliver vi mere solbadende og feriestemte mennesker?
Jeg har ikke et entydigt svar, men da jeg var i Mexico City i løbet af min ferie, blev jeg inspireret af en kunstner, som igennem hendes liv – på trods af sygdom og ulykke – synes at gøre det så godt som noget menneske nok kan tænkes at gøre det.
Kunstneren, jeg blev inspireret af, er Frida Kahlo. Da jeg var i Mexico City, besøgte jeg hendes hus. Og hvad jeg fandt så inspirerende var, at Frida på trods af at være blevet født med en sygdom, og på trods af at være blevet påkørt af en bus som 18- årig – noget som igennem hele hendes liv påførte hende uhørlige smerter – synes at have levet et godt og positivt liv.
Hun blev kun 47 år gammel, men på hendes dødsleje malede hun store vandmeloner, hvorpå hun skrev ”vida la vita”. Længe leve livet.
Om hende kan man sige, at hun havde sin bårer, men selvom hun lå i sin seng og malede, så gik hun også rundt med den. Gennem hendes malerier rejste hun sig på en måde op, og formåede at ligne Jesus mere end jøderne. Formåede at fremstå solbadende og feriestemte i stedet for tynget og bundet. Noget, jeg altså synes var ret så inspirerende.
Jeg ved ikke, hvad der muliggjorde at Frida Kahlo kunne leve sit liv, som hun gjorde – solbadende og feriestemt – men jeg håber, at vi, der har Jesus som eksempel, til tider kan manifestere at gøre det samme, for vi har alle grunde til at gøre det. Thi evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn, binder ikke, det sætter fri:
Thi ”er vi døde med ham, skal vi også leve med ham; holder vi ud, skal vi også være konger med ham.”
Amen.