15. september 2024
”Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står… du [er] klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud…”
I dag vil jeg gerne prædike over denne smukke gammeltestamentlige læsning. Noget, jeg gerne vil gøre af to årsager:
Dels fordi jeg elsker gammeltestamentlig poesi. Jeg elsker, hvordan alt der siges, gentages, og på den måde opbygger – ikke bare poetisk dybde – men fortolkningsmæssig dybde også.
Om jeg sidder eller står, går eller ligger, kender du mig og mine tanker, mine veje og ord. Er det ikke smukt?
Dels ønsker jeg dog også at tale om den gammeltestamentlige læsning i dag, fordi det er en salme, som jeg engang havde en meget interessant samtale med en mand omkring. En samtale, som jeg kom til at tænke tilbage på, da jeg skulle forberede mig til i dag.
Den gammeltestamentlige læsning – eller nok rettere salme (for det er jo, hvad teksten er) – bruges hyppigt til bisættelser. Selv har jeg da også gjort brug af den mange gange.
Især på grund af salmens slutning:
”Siger jeg: »Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig«, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.”
Kan opstandelseshåbet beskrives tydeligere eller smukkere? Jeg tror det næsten ikke.
Den mand, jeg talte med, og som jeg forud for i dag kom til at tænke på, var da også en mand, som jeg mødte i forbindelse af en bisættelse.
Jeg husker nemlig, at jeg tænkte, at han måske ville synes, at teksten var smuk. Men efter at jeg havde læst den højt, kiggede han blot på mig, og sagde, at det dog var en skrækkelig salme. Tænk at Gud holder sådan øje med mig.
Jeg husker, hvordan jeg lige skulle vende det hele i hovedet, da han havde sagt det til mig. Jeg havde lige præsenteret ham for noget, jeg synes var både så smukt og så håbefuldt, at det meget vel kan være teksten, jeg vil have læst ved min bisættelse.
Bevares. Alle behøver ikke have teksten som sin favorit – ej heller er det nok min favorit, når alt kommer til alt – men smuk er den da.
Da brikkerne i mit hoved var begyndt at falde på plads, gik det op for mig, hvordan manden, jeg talte med, overhovedet ikke kunne lide, hvad der stod i salmens begyndelse. Det der med, at Gud er overalt. Overalt! Det betyder jo, at man aldrig har fred. Og fred ville manden altså gerne have lov til at have. I hvert fald bare i ny og næ.
Er der nogle, der har det på samme måde, som manden? Hvis der er, så bebrejder jeg jer ikke. For jeg måtte give manden ret. I hvert fald delvist. Der er noget ved tanken om at være kendt helt ind til ens inderste lag, der er ret så grænseoverskridende.
I samtalen med manden kom jeg med et svar på, hvorfor jeg dog stadig synes, at teksten var god, samt mente, at det var godt at Gud ’ransager en og kender en’. Mit svar til manden vil jeg også komme med senere i min prædiken. Men først vil jeg lige dvæle lidt ved, hvad der er så grænseoverskridende ved at være ’kendt fuldt ud.’
’Kendt fuldt ud.’ De fleste af os har i situationer prøvet det her med, at vi lige har taget en maske på. Enten før vi gik ind til noget, mødtes med nogle, eller sådan bare mere generelt. At fremstå helt som vi var, det ønskede vi ikke lige.
Meget kan få os til at handle sådan: Vi kan skamme os over, hvem vi er. Vi ønsker at fremstå anderledes, enten for at opnå noget eller bare blende in – være anonyme. Vi kan ikke overskue, at være, hvem vi er, så det er lettere bare at bære en maske.
At handle sådan vil jeg ikke sige er uklogt. Det kan nemlig både være en forsvarsmekanisme, det kan være praktisk. Det kan bevares også give dig visse selviske fordele, hvilket nok er ret så egoistisk, men så kan det altså også være noget, der kommer andre til gode.
Fx hvis du vælger i en situation blot at tie og lytte, så andre kan få lettet hjertet. Vel at mærke selvom du også godt selv kunne have brug for at lette dit.
Uklogt er det ikke. I hvert fald ikke altid. Noget, som manden, jeg snakkede med på en eller anden må havde erfaret og taget til sig.
’Kendt fuldt ud.’ Kender i filmen ’Stranger Than Fiction’ fra 2006. Den handler om en forfatter, der er i gang med at skrive en bog. Forfatteren ved bare ikke, at den person, hun skriver om, kobler sig til en ægte levende person.
Den person, hun skriver om, er Harold Crick, og Harold finder ud af, at en forfatter har taget kontrol over hans liv ved, at han begynder at høre en fortællerstemme inde i sit hoved – ja, bevares, filmen er lidt funcky.
Filmen kendte jeg ikke til, dengang jeg talte med manden, men da jeg skulle skrive min prædiken til i dag, kom jeg til at tænke på filmen, for at Gud kender os fuldt ud er ret meget ligesom, hvordan en alvidende forfatter ved alt om de karakterer, forfatteren skriver om.
Harold synes bestemt ikke, det er fedt, at der er en alvidende forfatter i hans hoved, der kender alle hans tanker, for på en måde bliver hans liv jo blot opdigtet – ikke blot hans eget – noget, han har samtaler med en psykolog om.
Helt kort ender filmen med, at Harold finder frem til forfatteren – en forfatter som selvfølgelig er notorisk kendt for at dræbe alle sine hovedpersoner – og mere vil jeg så ikke røbe. Ønsker I at se filmen, skal I have lidt ud af det.
Slutningen er heller ikke vigtig for min prædiken, hvad der i stedet er vigtigt, er det her med, at Harold i filmen mister gnisten i sit liv. Alt bliver nemlig på en måde ligegyldigt for ham ved, at én kender ham fuldt ud.
Tab af egenrådighed. Måske det også var noget, som manden, jeg dengang talte med, tænkte på, da han sagde, at han ikke synes, det var særligt betryggende, at Gud skulle kende alt om en.
Jeg ved det ikke. Men det kunne det nok godt have været. For selvom filmen selvfølgelig blot er en sjov og kringlet fortælling, så er der noget sandhed bag det her med, at noget er godt ikke at vide noget om. Fx er det nok de færreste der ville vide, hvornår og hvordan de går bort.
Nuvel, hvad sagde jeg så til manden dengang, jeg talte med ham? Jo, jeg fortalte ham, at jeg godt kunne sætte mig ind i hans tanker, men nu var det jo ikke hvem som helst, der ransagede. Det var jo Gud.
Og fordi det er Gud, så bliver man jo hverken ransaget for at blive dømt eller hængt ud. Man bliver ikke ransaget på samme måde som sikkerhedsfolkene i lufthavnen tjekker dig for, om du har noget på dig, du ikke må. Ej heller på samme måde, som skattevæsnet kigger igennem dine papirer på, for at se om du har snydt med dine ’credits’.
Du bliver ransaget for at kunne blive vist kærlighed: Omsorg og tilgivelse lige dér, hvor du skulle have brug for det.
Manden foretrak stadig efter mit svar, at vi fandt en anden bibellæsning til den bisættelse, vi var i gang med at planlægge. Har man først haft en association i mødet med en tekst, er den svær at lægge fra sig, så jeg bebrejder ikke manden noget.
Ej heller ser jeg dog, mit svar som dårligt. Ikke mindst fordi det nemlig lykkedes os at finde en anden bibellæsning til bisættelsen. En bibellæsning, der forkyndte det samme håb om lys i mørket. Dog på en måde, som manden kunne forene sig med.
Det beviste jo blot min pointe. Thi det forunderlige ved, at Gud magter at ransage os, er, at Gud også kan tale til os. Til os alle. Direkte og uden filter.
Amen.