Forfatteren bag Narniabøgerne, C. S. Lewis, udtalte engang, at Jesus med, hvad han påstod – at være Guds søn – kunne være en af tre ting:
Enten kunne han være en løgner. En der udgav sig for at være Guds Søn velvidende at han ikke var.
Ellers kunne han være sindssyg. En der udgav sig for at være Guds Søn uvidende at han ikke var.
Og så er der den sidste mulighed at Jesus rent faktisk var Guds Søn – den han også udgav sig for at være.
Disse tre muligheder eksisterer. Tror man, tror man den sidste, tror man ikke, må man om Jesus tænke en af de to første.
Dagens evangelietekst får mig altid til at le. ”… fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.” Jesus får virkelig lukket munden på farisæerne – ligesom dagens evangelietekst i starten også siger, at han fik gjort med saddukæerne.
Han får lukket munden på dem. Ikke gennem trusler, men nok snarere ved at få dem til at sætte spørgsmålstegn ved sig selv og deres antagelse af, hvem Jesus var.
Før troede de nok, at han var en løgner eller var sindssyg, men nu er de ikke sikre. Kunne han alligevel være den, han sagde, han var?
I dag kobles, hvordan man forholder sig til Jesus, op på det yderst velkendte dobbelte kærlighedsbud: ”Du skal elske Herren din Gud… og du skal elske din næste som dig selv.”
Ja, egentlig kan man sige, at det dobbelte kærlighedsbud i sig selv gør det – det er jo dobbeltheden deri.
Jeg tænker, at det nok for mange er lettere svært at gennem-skue, hvorfor disse to ting kobles sammen. Hvad har kærlighed helt præcis med Gud at gøre. Kan kærlighed ikke sagtens anskues uden Gud i ligningen?
Jo, bestemt. Og det gør vi da også mange steder ude i vores verden. Ja, faktisk vil jeg påstå, at kærlighedsbuddet, ”du skal elske din næste som dig selv,” for mange ikke bare er et religiøst bud.
Buddet er nemlig blevet så udbredt, at det bruges af alle som et ideal for både en samfundsopbygning, samt en moral og etik – religøse mennesker såvel som irreligiøse.
Hvori ligger så forskellen, når man har Gud med ind i ligningen? Skal jeg give mit syn på det, er det, at Gud i ligningen gør noget ved kærligheden.
Afkoblet fra Gud er kærligheden i buddet et uopnåeligt krav til os. Et ideal, som vi nok kan ønske, men aldrig i praksis realisere.
Med Gud i ligningen bliver kærligheden i buddet dog realiseret. Realiseret i og med, at Gud er det væsen, der ene kan leve op til kravet om at elske sin næste som sig selv.
Man kan lettere paroleagtigt sige, at med Gud i lignelsen lever vi ikke efter kærlighed, men af kærlighed. Og at leve af og ikke blot efter, gør altså en forskel.
Det gør den forskel; dels at vores egen fejlbarlighed anerkendes, dels at vores fejlbarlighed mødes med kærlighed fra Gud.
Kærlighedsbuddet. Et ofte diskuteret emne når man taler herom, er, hvad man skal lægge i ordet næste. Næste er ordet, der bruges på dansk. Og det er et ord, jeg er ret glad for.
På engelsk bruges ordet ’neighbour’. Og det er altså bare ikke helt lige så godt. Det er i hvert fald langt lettere at argumentere for, at ordet nabo har en begrænsning indlagt i sig. At man kun skal elske dem, der ligner en selv.
Den tolkning er desværre ret udbredt. Men det er altså en fejltolkning. Med ordet nabo forstås der næste. Og med ordet næste peges der vitterligt ud på alle dem, du møder og påvirker igennem dit liv.
Kærlighedsbuddet har sine rødder i Det Gamle Testamente, og her er der klart en begrænsning på kærligheden. Substantivet der bruges, ’re’a’, peger i hvert fald kun på dem, der er dine landsfælder, eller som bor i samme land som dig.
Men med Det Nye Testamente – med Kristus – ændres dette. Ordet, plehsios, peger i hvert fald mere generelt på dine medmennesker. Noget der bliver tydeligt i bjergprædikenen, hvor næsten og fjenden sættes lig.
Du skal elske din næste – herunder også dine fjender – slår bjergprædikenen fast. Noget der gør buddet ret så radikalt, men som samtidig altså også gør buddet til, hvad det er: et ægte kærlighedsbud.
Når vi taler om dette, giver det mening endnu engang at inddrage forfatteren C. S. Lewis. I Narniabøgerne har han i hvert fald skildret det radikale og det gode i kærlighedsbuddet, som man skal forstå det i en kristen forstand, ret så stærkt.
I bøgernes univers findes der to riger: Aslans rige og heksens rige. Aslan er en løve, og som skikkelse er han stort set en til en med Kristus.
- S. Lewis var uden tvivl ikke bare inspireret af, men så det også som en gnist i hans forfatterskab, at forkynde kristendommen.
Overfor løven – overfor Kristus – findes heksen, som selvfølgelig er ret så satanisk. Modsætninger er de to skikkelser og de to riger i sagens natur.
Men den modsætning der i dagens kontekst giver mening at inddrage, er, hvordan rigerne på forskellig vis anskuer næsten.
I heksens rige hjælper man kun dem, der ligner sig selv. Alle andre støder man ud. Man kan næsten kalde riget for styret af en etnisk udrensning, men så også styret af frygt.
For alle dets beboere gør jo alt, de kan, for ikke at falde udenfor kategorien ’næste’. Gør de nemlig det, smides de for porten.
Aslans rige er naturligvis helt modsat. Her er alle velkomne – ja, selv de væsner, der stødes ud af heksens rige. Nok har de engang været fjenden. Men ingen er måske i virkeligheden fjender.
Er fjender ikke blot næster, der forhåbentligt efter nok møder med kærligheden, også vil blive venner?
I sin skildring af de to riger i Narnia sætter C. S. Lewis på spidsen, hvordan – men nok også hvorfor – ordet næste i kristen forstand skal tolkes så åbent og bredt, som det skal.
Begrænses kærligheden er man på en måde ikke bedre end heksen. Man lader frygten styrer fremfor kærligheden.
Altid at elske sin næste – og sin næste forstået på den brede måde, man bør – er bestemt ikke en let opgave. Men derfor er det akkurat også, at man skal huske at have Kristus med i lignelsen.
Vi skal huske, at vi ikke blot lever efter kærlighed, men også af kærlighed. Og når vi ikke formår, må vi bede for og tro på at Gud formår.
Må vi mødes af kærlighed, når vi ikke selv magter kærligheden, og må vi elske Gud for det, så vi forhåbentlig få styrken til næste gang vi møder en næste at elske vores næste som os selv.
I Faderen og Sønnens og Helligåndens navn.
Amen.