At inddrage et billede i en prædiken kan for mange virke som noget nyt. Helt anderledes for min stil er det dog ikke. Som mange af jer nok godt ved, så ynder jeg jo fx gerne at tale om alt fra eventyr og film i mine prædikener – også selvom i nok ikke altid kender til det, jeg taler om.
Billeder. De kan være lidt sværere at tale om, for hvor fortællinger kan udspille sig i folks hoveder uden kendskab til andet end det genfortalte plot, så kræver en god snak om et billede gerne, at man har billedet foran sig.
I dag valgte jeg at gribe chancen for at printe et billede til jer, så jeg kunne tale om det: Dels for derved at vise, hvad godt der kan komme ud af skærme i en kirke. Men dels også fordi billedet, jeg har printet til jer, siger alt der behøves at sige om tegnet vand til vin og bryllupsfesten i Kana – dagens evangelietekst.
Billedet er malet af den danske billedkunstner Michael Kvium. Kort om Kvium kan jeg nævne, at han er født i 1955, at han modtager Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse, samt at han siden 2010 har været Ridder af Dannebrog. Han er således en ret så anerkendt dansk kunstner.
Desuden er han opvokset katolsk, og religion fylder en del på mange af hans malerier – ikke mindst helgenen Santa Lucia.
På billedet ses et menneske. Et menneske som skildres ret så klassisk for Kvium: i karikatur, lettere forvrænget, og så på en mørk baggrund.
Mennesket er nøgen bortset fra et armbåndsur på venstre hånd og et glas rødvin i højre hånd. Rødvinen hælder mennesket ned i et glas, men på vej ned i glasset forvandles rødvinen til vand.
På rammen af billedet går et velkendt motiv fra Kviums malerier igen: Et foster, der ikke har sin navlestreng forbundet til en moderkage, men til sig selv i stedet. Dette motiv omslutter maleriet ved at være på alle rammens fire sider.
Maleriet er desuden næsten helt kvadratisk, hvilket er med til at skabe en fornemmelse af, at mennesket på billedet er låst inde i en boks. Eneste udvej synes at være det cirkulære spejl.
Spejlet viser dog intet spejlbillede, hvorfor udvejen – i hvert fald ikke pt. – er mulig for mennesket, der optræder på billedet.
Billedet hedder ’Handlingen’, og leder os derfor – sammen med vinen der bliver til vand – på sporet af, hvordan vi skal tolke billedet, og måske også den udvej, som vi ved at tolke billedet, skal hjælpes med at få blik for.
Som der stod i dagens evangelietekst, var Jesu’ handling ved at gøre vand til vin et tegn – det første tegn – og således sættes menneskelig handling på en stærk måde overfor Jesu tegn på Kviums maleri.
Hvad synes I om det?
…
Det er jo ikke ligefrem det mest muntre billede. Det er Kviums billeder for det meste aldrig. Men hvor er det bare stærkt i sin symbolik, og hvor stiller det bare en stor modpol op til den bryllupsfest, som vi havde lagt os for dagen med evangelieteksten til i dag.
Helt kort er tolkningen af billedet jo ret simpel, selvom der selvfølgelig er dybder og nuancer, som lige skal overvejes nærmere. Men helt kort viser billedet jo mennesket fjernet fra Gud. Fjernet fra festen. Ja, på en måde fjernet fra liv på trods af, at liv akkurat er, hvad skikkelsen lever i.
Armbåndsuret. Det er jo i hvert fald et symbol på liv. Tid er liv. I hvert fald liv som vi kender det her på jorden. Og kendetegnet ved vores liv er jo, at de – i hvert fald uden Jesus – alle peger mod død.
Død. Det kan vi mennesker ikke stille noget op overfor. Det er noget, vi alle må gennemgå. Og at vi er så magtesløse overfor døden, er på en måde akkurat, hvad billedet viser os. Det viser, hvor lidt vi – når alt kommer til alt – formår, når vi alene har rod i os selv
Afskåret fra billedet er al hovmod. Afskåret fra billedet er al indbildskhed. Afskåret fra billedet er tro imidlertid ikke, for gennem Jesus formår vi mennesker ikke blot at tømme vores glas, vi formår også at få fyldt det igen, ligesom Jesus fyldte de jødiske renselseskar med vin til bryllupsfesten, så alle gæsterne kunne – ikke bare feste videre – men leve deres liv i tro. En tro, der byder døden trods, og frelser os fra det mørke, som billedet rummer.
De grusomme og rædselsfulde mennesker, som Kvium ofte lader være omdrejningspunktet på sine billeder, vækker måske afsky hos mange, men for Kvium handler det blot om at vise os mennesker som vi – om ikke altid, så dog i hvert fald nogle gange – er.
Billederne kan virke håbløs, men til det siger Kvium egentlig noget andet, som jeg synes er ret stærkt. Han maler det jo akkurat som et udtryk for håb. Ikke at male ville være udtryk for magtesløshed eller håbløshed.
Men Kvium maler vores menneskelige tendenser, afkroge og fald, så vi ikke fornægter, men får øje på. Og alene ved at gøre det, og ikke lade være, bliver billederne således fyldt med håb. Et håb, som måske er svært at få øje på.
Men er håbet til tider ikke bare sådant – svært at få øje på. Er det fx ikke svært at få øje på lige nu, hvor vores verden måske mere og mere ligner den, som Kvium udstiller.
Med min analyse af Kviums billede håber jeg ikke blot, at jeg har præsenteret jer for, hvordan billeder kan inddrages gavnligt i en prædiken. Jeg håber også: Dels at jeg har indgydt mod i os alle sammen til ikke at bevæge os ud ad en selvfornægtelsens vej. Det er nok, når alt kommer til alt, hovedmålet bag al Kviums kunst.
Dels håber jeg dog også, at vi midt i alt det håbløse og grusomme, som vi som mennesker kan opleve, må finde en spire af håb. Må vi se i spejlet, og finde vejen, der leder os sammen. Sammen som mennesker og sammen med Gud. Må vi få rod i noget andet end os selv – rod i Jesus, rod i evigheden.
Amen.