At have Kristus som sin hyrde. At blive ledt an af Gud. Det er omdrejningspunktet i dagens tekster.
Den skønne gammeltestamentlige salme, Herren er min hyrde, slår temaet an. Her beskrives det i billedrige metaforer, hvor skønt et liv i tro kan være.
Dagens to andre tekster går mere i dybden med, at du udover at blive ledt af Gud, også kan blive noget andet. Du kan, om man vil, ikke blive ledt, men forledt. Forledt af noget falsk.
I dagens to sidste tekster er forledelsen helt konkret jødedommen. Alle dem som ikke omvender sig. Men forledt kan vi blive af mange ting. Og som prædiken i dag reflekterede jeg lidt over, hvad der kan forlede os.
Nu har der lige været valg i Danmark. Og enhver valgkamp er vel i og for sig et spørgsmål, ikke så meget om at blive ledt, men om at blive forledt.
I et ideelt samfund handlede en valgkamp måske mere om det første – at blive ledt – men alle partier – og det gælder verden over for så vidt – er på en måde blevet enig om, at forledelse er en strategi, som man må gøre brug af.
Forledelsen kan kaldes mange ting: Fake News, valgflæsk, tomme løfter.
Jeg vil sådan set ikke kritisere, at forledelse er en del af vores demokrati, for som man bare må konstatere, så snart det er et våben, som bare en politiker gør brug af, så må alle ligesom blot følge trop. Ellers taber de jo bare.
Derfor nævner jeg ikke politik som kritik, jeg nævner det blot for dels selvfølgelig at fastholde vores kritiske sans, men dels for også blot at sige, at forledelse bestemt er noget, vi kender til.
Forledelse kender vi også fra andre sfærer en politik. Ja, vi kender sågar til det fra sfærer, der end ikke har noget med en mellemmenneskelig relation at gøre.
Nogle gange forledes vi af gode tilbud eller reklamer om behov vi ikke vidste, vi skulle have, men som vi pludselig får. Men nogle gange forleder vi også os selv.
At vi kan forlede os selv, synes obskurt. Skulle vi ikke altid ønske det bedste for os selv?
Det skulle man tro. Men noget i os forleder os. Og det synes jeg altså er ret interessant, så lad mig tale lidt mere om det.
I kristendommen kan dette onde i os iboende, der forleder os, kaldes synd. Mere konkret end det kan man nok også gøre det.
I buddhismen har de også et navn for det. Der hedder det ’Trisna’. Her er det en form for længsel, der driver os væk fra øjeblikket.
Øjeblikket er, hvad buddhismen pejler mod. Det er det for så vidt også i kristendommen. Her stræber vi nemlig efter at få øjeblikke med ro i tro – i hvert fald indtil den komplette ro indfinder sig i Gudsriget.
Det er der meget mere at sige om, og helt ens er det kristne og det buddhistiske ’øjeblik’ nok heller ikke. Synd synes for så vidt også – i hvert fald potentielt – at kunne dække over flere ting end ’Trisna’.
Nok om det: Hvad der står klart er, at vi kan blive forledt. Ikke bare af andre mennesker, men også af længsel – noget i os.
Som eksempel på dette har jeg fundet en meget god historie om en mexicansk fisker og en amerikansk turist der mødes, og har en øjenåbnende dialog. Historien går således:
En båd med turister lagde til i en havn i en lille mexicansk landsby. En amerikansk turist stoppede ved en lokal fisker, som var ved at lægge til med dages fangst. Han komplimenterede mexicaneren for hans friske fisk og spurgte ham, hvor lang tid det tog ham at fange dem.
”Ikke særlig længe,” sagde mexicaneren.
”Men hvorfor blev du så ikke længere tid derude og fangede flere fisk?” spurgte amerikaneren
Mexicaneren forklarede, at denne lille fangst var rigeligt til, at han og hans familie kunne klare sig.
Så spurgte amerikaneren ham: ”Hvad bruger du så resten af din tid til?”
”Jeg sover længe, leger med mine børn og tager en siesta med min kone midt på dagen. Om aftenen går jeg in i landsbyen og ser mine venner, får et par drinks og spiller guitar og synger et par sange… Jeg har et dejligt liv.”
Amerikaneren afbrød ham: ”Jeg har en MBA fra Harvard, og jeg kan hjælpe dig! Du skal begynde at fiske længere tid hver dag. Så kan du sælge de ekstra fisk, du fanger.
Med denne ekstra indkomst kan du købe en større båd. Med den større båd kan du fange endnu flere fisk, og med de ekstra penge kan du hen ad vejen købe en båd mere, og en mere og en mere, indtil du til sidst har en hel flåde af fiskekuttere.
I stedet for at sælge din fisk til en mellemmand, kan du da begynde at forhandle direkte med fiskefabrikkerne, og du kunne måske endda åbne din egen fabrik.
Du kunne forlade denne lille landsby og flytte til Mexico City, Los Angeles eller måske endda til New York. Derfra kunne du administrere dit store firma.”
”Hvor lang tid ville det tage?” spurgte mexicaneren.
”20, måske 25 år,” svarede amerikaneren.
”Og hvad sker der derefter?”
”Derefter? Det er der, det bliver rigtig interessant,” svarede amerikaneren med et grin. ”Når din forretning virkelig bliver stor, kan du begynde at handle med aktier og tjene millioner!”
”Millioner? Virkelig? Og hvad sker der derefter?”
”Derefter kan du trække dig tilbage og leve i en lille landsby ude ved kysten. Du kan sove længe, lege med dine børn, tage en siesta med din kone og bruge aftenerne til at hygge med dine venner.”
Sådan slutter den lille historie.
At stræbe efter millioner eller at stable en virksomhed på benene er langt fra, hvad jeg agitere imod. Det kan give folk et drive, det kan være givende, det kan sågar være noget, man gør med folk, man holder af.
Så bestræbelsen som amerikaneren har, er ikke forledelsen. Forledelsen er, hvis formålet med det hele skulle være at opnå noget, som man altid allerede har haft lige ved siden af.
Ligesom jøderne, der i dagens evangelietekst har haft Jesus lige ved siden af sig. De så ham dog ikke. De som ham ikke fordi de var forledt til at se en anden vej.
Måske så de nok, hvad han gjorde – hvordan han udførte mirakler og sådan – men de kunne ikke forene sig med det. Noget i dem stred imod. Forledte dem.
I vores verden tales der meget om, hvordan noget udenfor dig selv – andre mennesker hovedsageligt – forsøger at forlede dig. Med dagens prædiken håber jeg, at vi alle vil sætte lidt tid af til ikke blot at tænke på dette.
Lad os også bruge lidt tid på at overveje, hvad der indeni os selv forsøger at forlede os: Hvilke tendenser har vi. Hvilke drifter. Hvilke succeskriterier. Hvilke idealer.
Lad os overveje dem alle. Og lad os så sætte spørgsmålstegn ved, om de leder os eller om det forleder os. Hjælper de os med at vokse i tro – i kærlighed – eller udskyder de det ligesom i historien, eller arbejder de måske direkte imod?
Og Gud. Vi beder dig selvfølgelig at lede os i den selvransagelse. Amen.