Matthæusevangeliets stadige fokus på dom – en dom der ofte synes at stå i kontrast til Guds tilgivelse – er noget der både gør, at jeg personligt ikke bryder mig vildt meget om evangeliet, men som også gør evangeliet ret svær at tøjle.
For når vi ét sted læser om alles frelse og et andet sted læser om, at kun dem, der er klar, bliver frelst, hvad skal man så stille op?
Personligt gør jeg lidt, som de fleste nok har klogt ved at gøre: Forsøger ikke at give et svar, men lader det være op til Gud at svare. Jeg lader troen forblive et mysterium.
At overlade det til Gud eller til mysterium kan virke som en ansvarsfraskrivelse. Men omvendt mener jeg egentlig det ville være slemmere, hvis jeg lavede overgreb på teksterne, og ikke stod ved den dobbeltsidighed, teksterne rummer.
Teksterne rummer både for det ene og for det andet, samt mod det ene og mod det andet. Det må vi anerkende. Ligesom vi derfor også må anerkende:
Dels at Bibelens tekster er og bliver historisk nedfældede, og derfor evigt bør stå overfor en kontekstuel tolkning og analyse. Dels at Guds gerninger og veje ikke kan rummes af vores veje og forståelseshorisonter. De vil altid være større.
Med dette forbehold, hvad kan vi så få ud af dagens tekster?
Den største læring jeg tager med mig ud af dagens evangelie-tekst er, at jeg aldrig må grave mig alt for dybt ned: Hverken i holdninger eller materialisme.
Jeg skal altid være rede til at opgive mine holdninger og hvad jeg har, for hvad der er vigtigt for mig, er ikke nødvendigvis vigtigt for Gud.
Analogien med brudepigerne handler ikke om olie. Den handler om så meget mere. Den handler om at vi kan blive forgabt over noget, så vi ikke ser, at det samme gør os fortabt.
For mange vil dagens evangelietekst måske i disse tider lyde meget anderledes, end den har lydt tidligere. I disse tider bedes vi om som husstande at være beredt på krig.
Vi bedes om at have nok mad og drikke i vores hjem, så vi kan klare os selv i op til tre dage. Mad og drikke til tre dage kan derfor måske af mange ses som analogiens olie.
Vær beredt, siger det gode gamle spejderordsprog. Det er af god grund, hvad mange har i deres tanker for tiden.
Dagens tekst handler dog ikke om denne form for beredelse, og måske akkurat derfor er teksten også aktuel at tale om – trods dens irriterende Matthæustypiske opdeling af verdens befolkning.
For denne opdeling til side handler teksten om forberedelse – men altså ikke sådan en med mad til tre dage. Den handler om mental forberedelse.
Forberedelse til at turde lade sig forundre. Forberedelse til at turde lytte – både til Gud og sine medmennesker.
Gud vil om et par uger – til jul – lade sin egen søn føde på jord, og kærligheden i den handling er ikke en, vi bare kan forstå, hvis vi ikke mentalt forbereder os.
Mental forberedelse. Det kræver troen. Den kræver at vi tilsidesætter al forstand – bliver som børn – og rent faktisk tør sætte vores lid til Gudsrigets omsiggribende ændring af alt vi kender til.
Gudsriget, som Jesus bringer, spås der om i dagens gammel-testamentlige profeti, og her beskrives det omsiggribende og gode på smuk vis:
”Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen…
Koen og bjørnen bliver venner… løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule…”
Hvor omsiggribende er ovenstående ikke lige. Og hvor meget mentalt kræver det ikke af os end at forestille os?
Jeg ser for mig Zelensky og Putin spise sammen. Trump og hans modstandere det samme. Jeg ser krig stoppe, våbenproduktion standset. Selv arvesynden – slangen – synes mennesket – spædbarnet – at være blevet forsonet med.
Omsiggribende. Det er julens budskab. Det er derfor, vi har adventstiden. Der skal tygges godt på dens budskab, hvis vi virkelig skal forstå dybden af dens nåde – hvis vi da overhovedet kan komme til et punkt, hvor vi forstår den ret.
Og som jeg startede med at sige, det første spadestik, jeg tror, vi må tage, er ikke at grave os alt for godt ned.
Skyttegrave. Både nogle brugt i krig, men mere relevant også alle dem, vi laver i alle tænkelige medmenneskelige relationer – ekkokamre fx – det er dem, vi til enhver tid skal forsøge at komme ud af.
Vi skal turde bevæge os op, og være lammet, der tør lege med ulven. Koen, der går fredeligt med bjørnen. Løven, der spiser som oksen.
Det må lyde umuligt. Men heldigvis har vi dog et lysende eksempel fra første verdenskrig, hvor dette til trods var muligt. Eksemplet hvor soldater fra begge skyttegrave julenat mødtes i ingenmandsland og sang ”glade jul”.
Vil vi formå det samme i vor tid? Det ved jeg ikke. Men jeg vil bede for det. I dag og resten af adventstiden. Tiden, hvor vi forbereder os på underet over alle undere. Messias.
Hvis min prædiken skal være den længde, som mine prædikener plejer at være, har jeg lige lidt taletid endnu. I stedet for at prædike vil jeg dog sige, at vi som sidste salme i dag skal synge en salme, som er skrevet til dette års 150-års jubilæumsfejring for Den Danske Kirke i Hamborg.
Under nadveren vil vi høre melodien, og når vi kommer til salmen, vil vi synge første vers som prøve. Herefter vil vi synge hele salmen mens det filmes.
Filmen vil jeg så dele med menigheden i Hamborg med lykønskninger for deres opnåede milepæl.
Relationer – og måske især dem der går over grænser – er vigtige i disse tider, hvor grænser – skyttegrave – bliver tegnet mere og mere tydeligt op.
Ved derfor at sende salmen til dem, håber jeg, at vi på en måde kan være et forbillede på noget andet. Sammenhold på tværs af grænser.
Jeg håber, I vil synge med.
Og med den opfordring er min taletid vist også brugt. Derfor:
Amen.