Denne søndag befinder vi os i evangeliernes epicenter. Vidste I det?
Sådan er det i hvert fald, hvis man læser beretningen om den kana’anæiske kvinde, som den står skrevet i Markusevangeliet. Her befinder fortællingen sig nemlig i midten af hele evangeliet, og fungerer som et stilistisk vendepunkt for hele frelseshistorien.
Jesus fødes som jøde, finder sine disciple blandt jøder, men han drog bort fra de områder, hvor jøderne befandt sig. Drog til hedningeland – Tyrus og Sidon – og her konfronteres han med en kvinde, der ændrer alt.
Som alvidende har Jesus nok på forhånd haft en skjult dagsorden med det hele, men for enhver samtidig læser – og for disciplene – har ovenstående bevægelse været opsigtsvækkende.
Det var ikke noget, man normalt gjorde. Normalt faldt man ikke i snak med sine naboer. Naboer var nogle, man bekrigede. Og krigerisk ser det første svar, Jesus giver kvinden, da også ud til at være idet disciplene meget naturligt spørger Jesus, om han ikke kan smide hende væk:
”Væk fra mig, hedning, dig vil jeg ikke have noget med at gøre”.
Disciplene er ikke onde her. De er helt, som enhver samtidig jøde – og hedning for så vidt – ville være: afvisende overfor ’de andre’.
Men kvinden insisterer. Og Jesus, han leger med. Noget han gør for at vise disciplene, at tro ikke længere er etnisk betinget, som det ellers har været det indtil nu. Tro overstiger etniske grænser. Ja, for så vidt alle skel imellem os:
Tro forener også køn og seksualitet, alder og erfaring, rig og fattig. Alle er lige for Gud. Det er, hvad der slås fast med dagens tekst. Det er, hvad evangelierne har som deres epicenter.
Er det ikke bare fantastisk?
Det synes jeg. Og det ikke blot fordi, jeg som ikke-jøde – og alle jer for den skyld også – ellers ikke ville være blevet inviteret med ind til festen.
Nej, det mest fantastiske er, at med dagens tekst – evangeliernes epicenter – så går tro også fra at have sit udgangspunkt i etnicitet til at have sit udgangspunkt i noget, der er meget mere autentisk for, hvordan vi – i hvert fald i dag – opfatter og forstår tro.
Hvad der med dagens epicenter slås fast er, at tro er ikke et valg. Tro er ikke en handling. Tro er snarere en følelse, men samtidig også mere end det. Det er en bevægelse. En bevægelse der starter udenfor os selv, men som rykker os. Rykker os mod Gud.
Og denne bevægelse – og dette skift i udgangspunktet for tro – er hvad kvinden i dagens evangelietekst på eksemplarisk vis åbner vores øjne op for.
Hvad der sætter denne bevægelse i gang i os, tror jeg er forskellig for hver enkelt af os. For Luther var det for alvor lynet, der næsten ramte ham, der var en øjenåbner for ham. For mig var det mobning.
I skolen blev jeg til tider mobbet – noget jeg gjorde, fordi mit modsvar ofte var udadgående. Og for mine klassekammerater var det bare sjovt at pirre til denne udadgående tendens.
Jeg kan ikke helt sætte ord på, hvorfor det var sjovt for dem, men på en sær måde forstår jeg det alligevel godt: har vi mennesker det nemlig ikke bare lidt sjovt, når vi prikker til ilden, og får en reaktion? Er der ikke noget kaotisk indeni os, der ønsker en eller anden form for ophidselse?
Det var et sidespor. Det, jeg ville sige med det, var, at det gik op for mig, at selvom det var dem, der pirrede, så var det min reaktion, der fik dem til det, hvorfor jeg ønskede at stoppe min reaktion.
I forsøget på dette var det, at jeg rykkede mig tættere på Gud. For i tro fandt jeg ro. Ro til at vende den anden kind til.
For kvinden i dagens evangelietekst er det hverken uvejr eller mobning, der sætter troen i gang i hende. Det er i stedet fortvivlelse. Hendes datter plages af en dæmon, og hun aner ikke, hvad hun skal gøre.
Men Jesus kommer til hendes egn, og hun ikke bare ser det som et tegn – men bevæges også. Bevæges til at gøre noget, der ellers var anset socialt uacceptabelt.
Hendes tanke er ikke på konsekvenser. Og det ikke så meget fordi, at hun måske allerede har prøvet at helbrede hendes datter på utallige andre måder.
Nej, hendes tanker er ikke på konsekvenser, fordi troen er så meget større, at den på sin vis er ligeglad med alt dette.
”Din tro har frelst dig,” siger Jesus til kvinden. Og hvis der er en anden pointe, som vi skal have ud af dagens evangelietekst, og som kan stå som epicenter ved siden af pointen om, at tro er for alle, så er det denne: at ro er, hvad det tro handler om.
Det lyder nok ret banalt. Men til tider er det altså bare noget vi glemmer. Glemmer når vi går op i alt muligt andet end blot at tro af hele vores hjerte.
Fortvivlelse. Udover at det også er, hvad dagens gammeltestament-lige læsning handler om – salmen om hjorden der skriger ved det udtørrede vandhul – så er det også noget, som mange er grebet af i disse tider.
Derfor tror jeg da også, at vi kan få meget ud af især disse to af dagens tekster i de tider, som vi lever i lige nu. Vi kan lære trods fortvivlelse stadig at tro. Stadig at tro på, at vi har en Gud, der elsker os, og som gør det uagtet hvem vi er og hvad vi har gjort.
Af den gammeltestamentlige salme inspireres jeg især af salmistens afsluttende ro. Jammerdalen indleder salmisten med at nævne, men trods jammerdalen afsluttes salmen med følgende:
”Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud.”
Det synes jeg er stærkt. Livet er fyldt med op- og nedture, og nogle gange kan nedturen synes evig. Men alene troen er evig og derfor også ubevægelig – altid tilstede i baggrunden.
Derfor vil troen da også altid overskygge jammerdalen om end den ikke altid har en løsning derpå. Vent. Be. Det er gode råd i en tid som denne.
Af evangelielæsningen glædes jeg i en fortvivlelsens tid over, at noget – tro – bygger broer over alle skel. I en verden hvor mure bygges op og hvor manges fokus derfor mest vendes indad, glædes jeg over, at noget fortsat rækker ud, og bevæger os mennesker til at gøre det modsatte.
Jeg håber, at vi alle må glædes over dette i disse tider. Må dagens tekster være os en trøst, en styrkelse i vores håb, og må de hjælpe os mens vi venter, venter på noget bedre.
Amen.