Hvad er det perfekte? Mennesket er skabt i en gudbilledlighed, som i mange tolkningstraditioner tolkes som, at mennesket er skabt perfekt.
Men noget går galt. Den hyppigste tolkningstradition lader dette ske for mennesket med Adam og Eva i Edens Have. Andre lader det blive mere eksistentielt.
Men faktum er, at vi som mennesker ikke længere er perfekte. Vi, ligesom hele verden, higer efter en genoprettelse. En genoprettelse, som startede med Kristus, og som endeligt vil indfinde sig ved Gudsrigets komme.
Denne genoprettelse af en urhistorisk perfekthed vil jeg ikke dvæle ved i dag. I stedet vil jeg tale om en perfekthedskultur, som udspringer – utilsigtet vil jeg påstå – af dagens evangelietekst.
I evangelieteksten har vi at gøre med en helbredelse. Det har vi så mange andre steder også. Jeg vil ikke påstå, at skaren beskrives som en samling af perfekte mennesker. Dem siges der dårligt noget om.
Men én ting er sikker: Den syge har et problem. Den syge er i hvert fald ikke perfekt. Han må helbredes. I dette tilfælde for hvad der synes at være epileptiske anfald.
Jesus helbreder. Alt synes godt. Men et ’men’ må man måske alligevel indskyde. Måske ikke et ’men’, som vi er bevidst om. Ej heller et ’men’, som måske er tilsigtet. Men alligevel et ret stærkt ’men’.
’Men’et’ blev jeg mig bevidst, da jeg talte med en kollega, der fortalte mig om en digtsamling skrevet af en person ved navn Caspar Eric, der lider med en funktionsnedsættelse
I digtsamlingen skrev Caspar digte om, hvordan livet med en funktionsnedsættelse er, men også digte om, hvordan mennesker lidende med funktionsnedsættelser i mange henseender er noget, som man ikke ser.
I film, i kunst, i bøger gemmes funktionsnedsatte mennesker væk. Og for så vidt er spørgsmålet – men’et – om en årsag hertil ikke blandt andet er at finde i Bibelen.
I Bibelen er en funktionsnedsættelse i hvert fald aldrig noget, der skal leves med. Det er noget, der skal helbredes. Blinde skal ikke fylde i Bibelens billede. De skal få syn. Miraklet er, hvad der skal fylde.
Og det er jo for så vidt også meget meningsfyldt og uskyldigt, men nu er der jo altså bare folk i vores samfund, der lever med noget, der ikke kan helbredes, og hvordan stiller det så dem?
Stiller det dem i en situation, hvor de uden hensigt om at gøre det, dog alligevel bliver placeret som andenrangsborger. En gruppe for folk, som hverken Jesus eller os – bøn for så vidt – kunne stille noget op med.
Jeg tror ikke, at Bibelen har haft dette som sit sigte. Det må være utilsigtet. Men kulturelt er jeg ikke i tvivl om, at det har været med til at forme, hvordan vi omtaler og forholder os til medmennesker, der lider under en funktionsnedsættelse.
Interessant i denne sammenhæng er det, at flere religioner, hvor flere guder er at finde, ikke har denne udfordring. Her kan guderne godt leve med skavanker. Noget de kan, fordi ingen af guderne egenrådigt behøver at være perfekt. Samrådet af guder er det nok, men enkeltvis har de hver deres fejl.
Thor har sine vredesudbrud, Odin sin blindhed. Loke har sin forfængelighed, og Freja sin griskhed.
Men i religioner med kun én Gud, er billedet altså et helt andet. Her er Gud perfekt. Uden skavanker. Noget der uden tvivl er med til at gøre, at vi som troende i sådanne trosfællesskaber får det sværere med skavanker. For hvordan skal vi overhovedet kunne håndtere dem?
Det bedste, jeg tror, vi kan gøre ved dette men, er at slå fast, at ingen af os er perfekt. Samtidig kan vi også lige slå fast, at sygdomme nævnt i Bibelen ofte også skal forstås billedligt.
Når Jesus helbreder en blind stigmatisere han ikke blinde som dårligere mennesker. Der er mange måder, hvorpå man kan være blind. Fysisk, selvfølgelig. Men man kan også være blind overfor det spirituelle. Og dette er nok egentlig en mere væsentlig blindhed at tale om i kristen forstand.
Nej, Bibelen kommer selvfølgelig med eksempler. Men ikke for at stigmatisere. Bibelen kommer med eksempler for at tydeliggøre for os, at vi alle har fejl.
Om dette har Caspar Eric skrevet et provokerende digt om aktiv dødshjælp, som jeg godt kunne tænke mig at læse op.
Lad det ikke være en debat om aktiv dødshjælp. Det er digtet som sådan heller ikke. Nej, det vigtige ved digtet er i stedet, at Caspars far på et tidspunkt spurgte Caspar, om han ville hjælpe ham med at dø, hvis han en dag skulle miste forstanden. Eller ’ende som en grøntsag’, som man ofte ynder at sige på dansk.
Dette tænkte Caspar over, hvorefter han skrev et digt om, at det sygelige selvfølgelig er den tilstand – ’at være en grøntsag’ – som faderen ikke ønskede at være i.
Men noget endnu mere sygeligt var måske det, at faderen langt hen ad vejen altid kun havde ønsket at være ’en rigtig mand’. Og hvad er så det?
Jo, man kunne vel tolke det som en eller anden form for perfekthed, der i hovmod havde sneget sig ind i vores selvforståelse. Er vi vitterligt ikke perfekte?
Digtet lyder sådan:
Jeg siger: jeg kommer ikke til at hjælpe dig med din afmagt.
Det er en historie, som jeg har hørt så mange gange før.
Mænd, der ser deres død som en slags opofrelse.
Mænd, der ikke vil være en byrde for deres familie.
Mænd, der er bange for ikke at kunne tørre sig selv.
Mænd, der frygter ikke at kunne være sammen med deres koner.
Det virkelige handicap er at skulle være en rigtig mand.
Vi lever i en perfekthedskultur, og digtet taler direkte ind i denne. Forsøger at bryde den ned om man vil.
Det gør Bibelen for så vidt også. Nogle gange kommer Bibelen dog måske til utilsigtet at gøde en perfekthedskultur, og gør derved det diametralt modsatte af, hvad den ønsker.
Dette forhåbentligvis dog kun flygtigt. Lad os i hvert fald se henover dette, og komme ind til kernen: Ingen er perfekte. Vi er alle funktionsnedsatte, og vi har alle brug for Gud.
I alt er vi ikke lige – vi døjer med hvert vores. Men i det væsentligste er vi lige. Lige i ikke at være perfekte. Og derved er vi lige for Gud.
Amen.