De sidste tider er et både spændende og problematisk emne at snakke om. Det er spændende, fordi det er noget, der vedrører os alle. Det er dog også problematisk, fordi ingen med sikkerhed ved, hvordan de sidste tider reelt vil give sig ud.
Vil det være en realisering her på jorden? Eller vil det være en komplet nyskabelse? Vil Vi bevæge os gradvist derhen? Eller vil det være et pludseligt indgreb i vores tid?
Det er ikke fordi, der ikke findes bibelske tekster, der siger noget derom, men som med så mange andre bibelske tekster, kan teksterne tolkes, og afhængig af, hvilke briller man har på, vil man kunne læse sig til både den ene og den anden mulighed.
Let er det derfor ikke. Og betændt bliver samtalen også ofte, når der tales om de forskellige holdninger dertil. I hvert fald i Danmark, hvor der de seneste to til tre år har været en igangværende debat om, hvordan realiseringen af frelsen vil give sig ud.
Frelse. Det er egentlig, hvad dommedag handler om. I hvert fald når man taler om det positivt. Desværre tror jeg dog, at vores umiddelbare respons til ordet er negativt.
Når vi hører ordet dommedag, ser vi mere helvede og total ødelæggelse for os, end vi ser himmel og frelse. Noget, der er vildt ærgerligt, men vel – når alt kommer til alt – også må siges at være ret naturligt:
Vi mennesker har det i hvert fald svært med alt, vi ikke behersker, alt vi ikke kan gennemskue, alt vi kan blive rygende uenige om. Og sådan er og bliver dommedag bare.
Forleden læste jeg en artikel i de danske præsters fagforeningsblad. Bladet siger selvfølgelig noget om arbejdsvilkår, men mere end det giver det også både inspiration til prædikener og salmevalg gennem teologiske artikler.
Artiklen jeg læste, var skrevet af en teologistuderende – en modig en af slagsen vil jeg påstå. I artiklen gav den studerende i hvert til kende, at han synes, at vi i kirken i stedet for at diskutere konstant, skulle blive bedre til at vælge den gyldne middelvej.
Og den middelvej han konkret nævnte, var middelvejen mellem de forskellige anskuelser for realiseringen af frelse, som der pt. diskuteres imellem i Danmark.
Vi skulle blive bedre til at accepterer, at mange bibelske tekster kan anskues forskelligt, og så skulle vi acceptere, at vi aldrig helt vild kunne vurdere, hvem der har ret. Og så længe det ikke kan fastslås, skulle vi forene os på den ukonkrete og usikre middelvej, i stedet for at fastlåse os i skyttegrave, som ingen god argumentation vil kunne grave os ud af.
Jeg kaldte den studerende modig, og det gjorde jeg, fordi den position, han med sin artikel indtag – om end den er populær eller ej – er en position, hvor han står usikkert midt imellem to skyttegrave.
Håbet med artiklen er hundrede procent at opnå en form for våbenhvile. Men vi ved jo, hvordan vi mennesker har det med at indgå våbenhviler – se blot på vores verden i flammer lige nu. Vi sidder alt for godt i vores skyttegrave.
Helt kort om den igangværende debat i Danmark vil jeg blot lige kort nævne, at den konkret er omkring, hvad der vil ske med folk, der ikke er døbt, når vi kommer til dommens dag: Vil de følge Jesus, eller vil de ikke.
Det er de to skyttegrave. Og selvom debatten konkret er om dåb og dåbens betydning, så bliver debatten altså om dommedag, da det er udgangen – og muligheden for indgangen – der bekymrer folk.
Jeg kom til at tænke på den studerendes artikel, og den sårbare position han placere sig i, da jeg læste teksterne til i dag, for på en måde synes jeg, at de taler for den position, som han indtager.
I dagens gammeltestamentlige læsning står der, at ”Alle menneskers liv tilhører” Gud. Vi skal ikke gøre os selv for meget til dommere, må man forstå, for dommen er ikke op til os, den er op til Gud.
Måske kan man yderligere sige, at vores opgave heller ikke bliver at opføre os som offer. Snarere skal vi enten bede eller give pris afhængig af, hvordan vi og vores tro er skruet sammen i de nuer, vi bevæger os imellem:
Når vi frygter, skal vi bede.
Når vi glædes over nåden og Guds kærlighed, skal vi give pris.
I dagens evangelielæsning spørger Jesus folket, hvorvidt de mener, at der er en sammenhæng mellem synd og lidelse. Også denne tekst synes at tale for den studerendes position, for selvom folket må tænkes at have tænkt, at ja, der er en sammenhæng mellem synd og lidelse, så slår Jesus fast, at det gør der ikke:
Er du en synder, er det ikke sådan, at det helt naturligt også vil gå dig dårligt. Og måske endnu vigtigere omvendt: Hvis det går dig dårligt, er det ikke fordi du er en synder.
Nej, der er noget, der er langt vigtigere end synd og lidelse, og det er, om du vender dig mod Gud. Noget som man vel i og for sig kan gøre fra alle de skyttegrave, som vi kan grave os ned i. Samt noget, du kan gøre fra den midteposition, som man modigt også kan placere dig i.
Evangelieteksten. Den indeholder også en lignelse. En lignelse, som jeg holder meget af.
Dommedag. Når vi hører ordet, har vi det – som jeg påstod i starten af min prædiken – mere med at se helvede for os end himmel. Men med dagens lignelse, synes jeg egentlig, at vi opmuntres til at gøre det andet, for – i hvert fald for mig – giver teksten mig et håb om, at hver gang jeg gør noget i Guds øjne, som ikke er perfekt – hvad end det er – så vil jeg altid få en chance til.
Bevares, måske ikke altid, men i hvert fald én chance til. Næste år vil jeg få endnu en chance for at bære frugt.
I og for sig taler lignelsen vel også for en form for midteposition. Om ikke andet slår lignelsen fast, at vi ikke skal grave os for godt ned – vi skal ikke rive alt op, der ikke giver frugt. Snarere skal vi gøde og give plads – noget vi nok kun kan gøre, hvis vi kan nærme os vores næste og ikke kun kaste med granater fra hver vores hul.
Lad os gøde hinanden. Lad os kunne indgå i dialog. Lad os smide vores våben og væbne os med kærlighed Og ikke mindst: Lad os bede og give pris.
Det var nøgleordene fra min prædiken i dag. Må vi huske disse nøgleord i de søndage, vi går i møde, hvor vi skal høre mere om dommedag og den sidste tid. En tid, vi ikke ved meget om. Dog en tid som vi alle går imod – om vi vil det eller ej.
Temaet for de kommende søndage er til tider barskt, men med nøgleordene fra i dag i vores bevidsthed, kan de barske ord også være opmuntrende og opbyggelige. Det håber jeg, at vi søndag efter søndag vil erfare.
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.