Du skal, du skal, du skal!
Lovens imperativ, som vi sang om i dagens anden salme, er på en og samme tid både en gave og en byrde. Noget som salmen giver rigtig fint udtryk for.
Med salmens mange ’du skal’er’, er der i hvert fald ikke tvivl om, hvordan loven er en byrde. Man bliver nærmest helt overrumplet.
Salmen har seks vers. Fire linjer i hvert vers. Og i salmens fire første vers har salmisten gjort plads til hele tre ’du skal’er’. Det giver tolv ’du skal’er’ i alt.
Du skal, du skal, du skal!
At loven kan synes en byrde, er også noget, vi oplever i dagens evangelielæsning. Peter kommer til Jesus og spørger, hvor mange gange han skal tilgive sin broder.
Peters umiddelbare tanke er, at syv gange må være rigeligt. Syv er tallet for fuldendelse i jødisk tradition, så tallet er ikke helt tilfældigt.
Men Jesus afviser Peters svar, og siger 77 i stedet. Noget Jesus gør, ikke for at give et eksakt antal gange man skal tilgive sin broder – 77 er bare et absurd tal – noget Jesus i stedet gør for at forsøge at fortælle Peter, at tilgivelse ikke kan sættes på formel.
Tilgivelse. Hvis der skal være tale om rigtig tilgivelse, skal tilgivelsen ikke gøres til et regnskab. Tilgivelsen skal i stedet bryde med regnskabet.
For er tilgivelse ikke akkurat, at man giver afkast. Afkast på det jødiske øje for øje, tand for tand-princip.
Hvad kommer så i stedet? Her er det, at evangelielæsningen kommer med en lignelse. En lignelse om en tjener, der står i gæld til sin Herre.
Herren eftergiver tjeneren sin gæld, og helt kort er pointen i dagens lignelse, at det også er noget, som vi altid bør forsøge at få os selv til at gøre.
Vi skal se bort fra regnskab. Vi skal se bort fra umiddelbar retfærdighed. Vi skal se bort fra øje for øje, tand for tand. Og vi skal i stedet eftergive. Tilgive om man vil.
Det er helt kort dagens glædelige budskab.
En frygt for en hver prædikant, er dog, hvis dette glædelige budskab ikke forstås glædeligt, men i stedet blot bliver opfattet som endnu et ’du skal’.
For hvis vi kun oplever ’du skal’er’ – hvis vi stopper med at synge dagens anden salme efter de fire første vers – så udebliver det mest centrale i vores tro. Nemlig at der ved siden af disse ’du skal’er’ står tilgivelse.
Tilgivelse. Det er derfor det vigtigste at prædike om i dag. Peters spørgsmål til Jesus handler jo faktisk også akkurat derom.
Dagens gammeltestamentlige læsning handler også om tilgivelse. Her er det Josefs brødre, der spørger Josef om tilgivelse. Josef tilgiver dem.
Og det vigtigste i dagens anden salme er derfor ej heller de fire første vers – dem med alle de mange ’du skal’er’. De vigtigste vers er de to sidste, hvor vi mindes om, hvad vores tro akkurat stiller op med alle disse imperativer.
Vores tro tilsidesætter dem ikke. Det vil være for meget at sige. Men vores tro sætter dem altid i perspektiv.
I anden salmes fjerde vers lyder det blandt andet, at ’det du ikke gjorde, (ligger) på de andres natteborde’.
For mig at se er det en rigtig smuk måde at tale kollektivet – kirken – op på. Med vores tro står vi aldrig alene. Vi har andre troende ved vores side, som er i samme båd.
Opfyldelsen af Gudsriget er ikke vores tjans alene. Vi er på vej sammen med andre, og de andre medtroende må vi godt læne os op ad, mens vi bevæger os rundt i verden af skyld og skam.
I sidste vers kommer den vigtigste pointe dog. Nemlig den tilgivelse, som jeg har talt så meget om. På trods af alt det, vi ikke formår, går Gud os i møde og siger til os med sine øjne ’milde’, at det er ok ’at være lille’.
Det er ok ’at være lille’. Det er noget, vi skal minde os selv om, når vi om troens imperativer tænker, at de er alt for uoverkommelige.
Sagt på en anden måde. Når vi føler os skyldige over ikke at gøre alt det, vi skal, skal, skal, så skal vi faktisk mere end noget andet ikke kræve mere af os, men slappe af i, hvad vi faktisk formår.
For troen handler ikke om, hvad vi ikke formår. Kun Gud formår alt. Tro handler i stedet om at finde glæde over det, vi rent faktisk formår, samt glæde over den tilgivelse, som vi altid vil blive mødt med. Måske af tjeneren, måske ikke af tjeneren, men dog altid af Gud.
På tirsdag er der kommunalvalg i Danmark, og der tales derfor naturligt om stort og småt. En af de fra kirkens side meget interessante temaer, der snakkes om, er åndelig oprustning.
Åndelig oprustning er en frase, som vores statsminister introducerede for et års tid siden. I en verden, hvor der tales meget om militær oprustning, er det vigtigt ej at glemme, at man også kan opruste på flere måder, var hendes pointe.
Den pointe tager jeg faktisk hatten af for. Dels er åndelig oprustning jo egentlig, hvad jeg taler om hver søndag. Dels tror jeg, at et åndelige aspekt kan være det største lys i det mørke, vi pt. befinder os i.
Når der tales om åndelig oprustning politisk er det dog selvfølgelig ikke uden visse bekymringer, for politik og Ånd går bare ikke altid godt hånd i hånd.
Politik har nemlig at gøre med ideologi. Politik har at gøre med værdier. Politik har at gøre med moral.
Det har tro også. Men tro sætter alt dette i perspektiv ved at kaste lidt evighed, lidt tilgivelse, lidt kærlighed udover det.
Når politikere derfor taler om åndelig oprustning er det vigtigt at huske, at Ånd ikke må reduceres til ideologi, værdi eller moral.
For gøres det, så har vi glemt den vigtigste pointe i dag. Så har vi lyttet til anden salmens første fire vers uden også at få de sidste to med.
Lad os derfor bede for, at de kommende kommunalpolitikere altid må have Ånd med i deres beslutningstagning. Lad os bede for at ordene, ’du har lov at være lille’, altid må runge i vores og alles hjerter mere end noget andet. For deri ligger Ånd. Deri ligger det glædelige budskab.
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Amen.