Det er menneskesønnen, der dømmer os. Altså Jesus. Ikke Gud. Det er ham, der selv har levet iblandt os, der skal dømme os. Ikke skaberen.
Nok er Sønnen og Skaberen én og samme Gud. Men alligevel er der nu en meget vigtig pointe i, som der står i dagens evangelielæsning, at:
”Faderen… har… givet Sønnen… liv i sig selv. Og… magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn.”
Pointen er, at vi ikke skal frygte dommen under den nye pagt så meget eller på sammen måde, som man skulle frygte dommen under den gamle.
Den gamle pagt er jødedommen. Religionen hvor Gud dømmer ’øje for øje, og tand for tand’. Her er Gud hævet over mennesket, og kan nærmest ikke andet end at blive skuffet.
Med den nye pagt, kristendommen, bliver Gud dog selv menneske. Gud kan godt se, at det ikke nytter noget, at Gud – og ej heller dommen – er ophævet.
Nej, Gud og dom – for bedre at kunne forstå og være retfærdighed – må blive ét med os.
Og det. Ja, det ændrer dommen markant.
Hvordan ændrer det dommen?
I stedet for at starte med et evangelisk eksempel, tror jeg, jeg vil komme med et historisk eksempel i stedet. For udviklingen af retsvæsenet i Europe viser egentlig meget godt, hvilken ændring, det i hvert fald medfører.
Op igennem middelalderen udviklede der sig i Europe stærke kongedømmer. Øverst på alt sad kongen. Hævet over landsmændene. Som en anden form for gammeltestamentlig Guddom.
Disse konger havde meget magt. Blandt andet magt til at dømme. Dømme som det passede dem. De var enevældige.
Men… hvis nu kongen var en dårlig konge, så var det ikke altid lige sjovt. Og omkring år 1215 blev det for meget for baronerne i England.
En af verdenshistoriens mest berømte konger – Richard Løvehjerte – var netop død. Løvehjerte var ham, der var på korstog mens Robin Hood rendte rundt og illegalt sørgede for mere ligestilling.
I Løvehjertes fravær var det den onde prins John, der styrede England. Og som I måske husker det fra fortællingen om Robin Hood, var John ikke ligefrem elsket.
Men som det går er det faktisk denne John, der bliver konge efter Richard. Og han er stadig ikke elsket. Han er stadig en tyran. Og han dømmer på en måde, som baronerne i England til sidst ikke kan indfinde sig med.
Så. Tilbage til årstallet 1215. I 1215 tvinger de engelske baroner kong John til at underskrive en kontrakt, der sikrer, at kongen ikke længere kan dømme, som han vil.
Hvis en baron skal dømmes, skal ligeværdige – de andre baroner – være dem, der dømmer. Dom skal foregå mellem ligemænd. Helt som en anden form for nytestamentlig dom.
Det er ikke en Gud hævet over skabelsen, der dømmer. Det er en Gud, der har levet i skabelsen – som menneske – der dømmer.
Historisk siger man lidt kliché-agtigt at året 1215 derfor er vigtigt retshistorisk, da det er året for de spæde tegn på den retssikkerhed, vi kender til i dag.
Det er nok sat lidt på spidsen. Men sandt er det dog, at vi i Europe hen over de efterfølgende 100 år ser, at lignende kontrakter mellem konge og baroner bliver lavet.
Og i vores retsvæsen i dag er det da også sådan, at ingen kan dømmes uden, at der er ligeværdige – lægmandsdommere – til stede.
Retsvæsnet skal ikke være ophøjet, men jævnt. Dom skal gives af ligeværdige, der kan sætte sig i den dømtes sted.
Jesus. Menneskesønnen. Det, der ændrer dommen fra det gamle til det nye testamente, er således, at vi får en dommer, der kan sætte sig i vores sted.
Og i stedet for at dømme os som fx Gud i det gamle testamente dømte Rama, Sodoma og Gomorra, så dømmer Jesus, menneskesønnen, os med nåde, med kærlighed, med tilgivelse.
For Jesus er en af os. Han kender til vores tilbøjeligheder, vores legeme, vores synd. Alt det, der forhindrer os i at gøre det gode.
Så i stedet for at kigge på det onde, vi ikke vil, men dog gør, så kigger han på tro. Tror du på den ligeværdige Gud? Tror du på Jesus? Tror du på, at du kan være elsket, som du er? Det er, hvad dommens spørgsmål ændres til.
Svært er det at tro på for mange. Det er nemlig en overvældende godhed. Men det er altså alt, hvad tro handler om. Kærlighed. Også i dom.
Jeg kan tydeligt huske en af mine gamle professorer på universitetet. Op til eksamen sagde han altid, at vi ikke skulle være bange, for, som han sagde, ”eksamen var jo den flittige elevs fest.”
Jeg tror han sagde det for at virke opmuntrende, men det var nu ikke helt sådan, vi som elever tog imod det, han sagde.
For om end vi havde været flittige eller ej, så var eksamen jo noget, man frygtede. Havde man nu styr på det hele? Hvad hvis man fik eksamensangst?
Eller hvad nu hvis ens computer brød sammen. Eller katten kom til at vælte stearinlyset, der så satte ild til noterne, så man slet ikke kunne terpe, og derfor ville glemme alt det, man ellers noget så flittigt havde lært.
Ja, mange ting kan man glemme, når man er stresset. Og nok så mange ting kunne jo ske. Eksamen er en dom. En dom, hvor du dømmes af en, der er højere oppe i hierarkiet end dig. Eksamen er ikke den flittige elevs fest.
Og nu forstår jeg godt, at eksaminer jo er til af gode grunde, og til det formål, de er til, er de nu nok også meget fine. Men når det kommer til en dom mellem liv og død. Den sidste dom. Så er jeg altså glad for, at dommen er anderledes.
At dommen ikke længere er ’øje for øje, tand for tand.’ At dommen ikke længere er gammeltestamentlig men ny-. At dommen dømmer med kærlighed, med ligeværd, og med forståelse.
Hvordan den endelige dom i praksis vil udfolde sig, er der mange mere eller mindre billedrige bud på. Jeg tror dog, vi gør klogt i ikke at gisne for meget om dette.
I stedet tror jeg, vi skal blive bedre til at berolige hinanden. Berolige hinanden med, at dommen er ny, og dermed er en fest. At Gud er med os og vil os. At troen dømmer os elsket.
I Jesu navn.
Amen.