’Jeg er vejen og sandheden og livet’. Hver gang jeg læser dette bibelcitat, så kommer jeg til at tænke på min bedstefar. Noget, jeg gør, pga. et helt særligt minde, jeg har om ham.
Mindet stammer fra engang, hvor jeg var på besøg oppe hos ham på hans Vestjyske gård. Jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var. Jeg var ikke præst endnu, men jeg vidste dog godt, at det var et arbejde, som jeg godt kunne tænke mig på sigt. Så jeg har nok været sådan i slutningen af teenageårene.
På en måde – mens vi sad der i dagligstuen sammen med min mor og bedstefar – kom vi til at tale om tro. Og det viste sig, at min bedste¬fars tro på en måde var bygget op over dette elskede bibelcitat.
For da vi talte om tro, spurgte jeg ham lettere direkte: ”Bedstefar, hvorfor tror du på Gud.” Hertil svarede han uden at tøve: ”Jamen Gud er jo vejen!”
Hans svar kan jeg huske fik mig til at spørge ham, hvad der fik ham til at svare, at Gud var vejen. Og hertil svarede han: ”Det er noget, Gud er, fordi Gud er sandheden.”
”Hvorfor er Gud så sandhed?” var det helt naturligt også at spørge. Og dertil lød svaret: ”Gud er livet.”
Sådan var min bedstefars tro.
Jeg kan huske, at jeg synes, at hans svar – og dermed også hans tro – på en måde var ret så fascinerende. Den rummede en eller anden ’hvor svært kan det være’-agtig attitude over sig. En attitude, som synes at være ret så befriende.
Samtidig kan jeg dog også huske, at jeg ved siden af min fascination følte en eller anden form for tomhed over hans svar. Var der virkelig ikke mere at sige om tro? Og var simpliciteten måske ikke også lettere reducerende?
I søndags prædikede jeg over begreberne ’once-born’ og ’twice-born’, der dækker over det fænomen, at troende mennesker synes at kunne deles ind i to overordnede grupper.
Der er dem, for hvem tro nærmest giver sig selv – ’once-born’ – og så er der dem – ’twice-born’ – der ved siden af deres tro også til tider tvivler – oplever trostvivl.
Jeg ved godt, at det måske er lidt at gentage sig selv, men jeg tænker egentlig, at forskellen mellem disse grupper er, hvad der dengang jeg sad med min bedstefar fik mig til både at føle fascination og undren.
Fascinerende er simpliciteten over troen, som ’once-born’s’ oplever den, men undren kan simpliciteten også give hos folk, for hvem tro ikke er helt så selvindlysende. Folk som måske minder lidt mere om disciplene Thomas og Filip i dagens evangelielæsning.
I evangelielæsningen har Jesus netop spist sit påskemåltid med disciplene – indstiftet nadveren. Nu siger han – som han har sagt det så mange gange før – at han er på vej væk fra denne verden, men vil komme igen på et senere tidspunkt. Noget som – som Jesus siger det – disciplene dog ikke skal lade sig forfærde af.
Forfærdede bliver Thomas og Filip dog, og de spørger derfor om noget, som Jesus ellers allerede havde sagt til dem. De gribes af frygt og tvivl. Noget vi også kan gribes af.
Gennem disciplene er der mange eksempler på, hvordan tro og tvivl sagtens kan hænge sammen. Noget, som jeg dybest set synes er en kæmpe befrielse. Ikke altid skal man være urokkelig – ej heller i sin tro.
Hvorom alting er: På grund af dagens royale islæt tænkte jeg, at det kunne være sjovt at komme med en beskrivelse af, hvordan Dronning Margrethe, som blev fejret i går, beskriver sin egen tro. Også for at min bedstefars tro ikke er den eneste nutidige, som jeg sætter under lup i dag.
I en bog fra 2005 beskriver Margrethe, hvordan hendes trosliv har udviklet sig gennem hendes liv. Hun beskriver også, hvordan hun selv har oplevet, at trosliv kan være forskellige. Dels fordi vi spirituelt er forskellige, men dels også fordi vi, ja, kan deles i de to grupper, som jeg talte om sidste søndag, og så også denne søndag med.
Dronning Margrethe fortæller i bogen om, hvordan hendes far nok er ligesom Moses og min bedstefar, mens hun er mere som disciplene. Om sin far, Frederik d. 9., skriver hun følgende:
”Far var ikke en from mand. Det ville være helt forket at sige det. Men det betød noget for ham at komme i kirke. Han havde sømandens enkle og karske tro på, at uden Gud gik det ikke.”
Jeg elsker måden, hvorpå hvad der i religionspsykologien betegnes som ’once-born’, af dronningen – mellem linjerne ganske vist – sammenlignes med en sømands enkle og karske tro. Det er et godt billede.
Om hendes egen tro siger dronningen, at den for alvor først blomstrede, da det gik op for hende, at tro og intellekt ikke stod i modsætning til hinanden. Hun har nok følt sin fars tro lidt for simpel, ligesom jeg også fandt min bedstefars – tros min fascination – lettere tom.
Koblingen mellem tro og intellekt sker konkret for hende gennem læsningen af Tolkiens fortælling ’Ringenes Herre’ og gennem nogle teologiske møder, som hun begynder at deltage i – Schackenborg-møderne.
Dronning Margrethes tro ved jeg ikke, om man vil kunne betegne direkte som ’once-born’ eller ’twice-born’. Det er dog heller ikke så vigtigt. Hvad der i stedet er vigtigt – og som kobler alt, jeg har talt om i min prædiken i dag fint sammen – er, at troen for hende er en, der er til stede, når man henvender sig.
Om sin tro siger dronning Margrethe selv:
”Jeg hører ikke til dem, der beder aftenbøn, selvom jeg synes, jeg burde gøre det. Men når det brænder på, kan man alligevel ikke lade være med at ’henvende sig’. Det er den henvendelse, som forudsætter, at man ikke er alene. Og det er man så heller ikke…
Når der virkelig er noget, der er vanskeligt i ens liv, er det ikke sådan, at fordi man henvender sig, får man den hjælp, man beder om. Men jeg tror at bare det, at man kommer i tanke om at henvende sig, er begyndelsen til hjælpen.”
Gud. Gud er. Gud er til stede. Til stede som sandheden og livet. Er til stede på vejen. Vejen, hvor vi henvender os.
Vi henvender os på forskellige måder. For så vidt er og bliver måden dog ligegyldig. Det vil jeg godt, som dronningen skriver det, lade være det væsentligste i min prædiken i dag:
Vores vej til tro er ikke det væsentligste. Det væsentligste er, at vi på vores vej henvender os til Gud. Gud som er sandheden og livet. For det er i henvendelsen Gud kommer til os – tager del i vores vej – uagtet om vejen er en sømands eller belagt med tvivl.
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.