’Lignelsen om den fortabte søn’ er og bliver bare en af mine yndlings-tekster. Teksten er næsten 2.000 år gammel, men alligevel er og bliver den bare sindssyg aktuel.
Og så forkynder den også Guds evindelige kærlighed til os mennesker på en helt igennem eminent måde. En måde der både forbløffer og forarger, får tårerne til at trille og hjerterne til at varmes.
Derudover er den også virkelig god til at etablere en god samtale om tro. Både i bibelgrupper og i sjælesorg, en enkelt gang har jeg også brugt lignelsen som bisættelsestekst, men ikke mindst i samtale med konfirmander er teksten god.
Mange af os – men i særdeleshed måske de yngre konfirmander – kan relatere til den ældste bror. Han har gjort alt korrekt, men alligevel er det ikke ham, der får en fest holdt for sig. Hvor uretfærdigt er det ikke lige.
Det taler lige ind til konfirmandernes verden. Konfirmanderne er på en måde for unge til – i hvert fald heldigvis de fleste af dem – at de har kunnet hengå til en eller anden form for fortabelse. De er stadig lettere beskærmet for den verden, som de, når de ’træder ud ind i de voksnes rækker’, bliver udsat for.
Og fordi de er sådan lettere beskærmet, så har de også en helt igennem fascinerende retfærdighedssans. Social arv og sygdom er ikke nødvendigvis på deres radar, og derfor kan de også fastholde en tro på, at vi alle er mere eller mindre lige. Noget, de senere erfarer, nok ikke helt holder stik.
Som voksne tænker jeg stadig, at vi har en snært af denne naive retfærdighedssans lagret i os. Men med tiden nuanceres den nok for de fleste af os. Noget den gør i takt med at livets skrøbelighed bliver mere og mere synligt for os.
Men altså: Konfirmanderne kan virkelig sætte sig ind i den ældste bror. De er jo alle ham i mere eller mindre grad. Og hvor uretfærdigt er det ikke, når én enten skriver efter eller ser over skulderen, fedter eller gør noget, som man har fået fortalt, man ikke må. Så sladres der – og ofte højlydt – til den ansvarlige. I klasselokalet, læreren. Til konfirmationsundervisning, præsten.
Jeg har altid elsket, når sådanne møder med de unge mennesker er opstået i løbet af min konfirmationsundervisning, for nøj hvor har jeg så kunnet provokere dem, ligesom faderen i lignelsen ved at holde festen for den fortabte søn provokere den ældste søn.
Som en lille sidebemærkning kan jeg lige sige, at jeg fra min tidligere stilling er vandt til at have 150 konfirmander om året. Bevares. Vi var fire til at undervise dem. Men alligevel havde jeg nu god berøring med disse unge.
I år har jeg haft en konfirmand. Han skal for resten konfirmeres ved gudstjenesten d. 30. juni. Det har ikke været helt det samme, kun at have en. Dog har det været intenst, når vi har set, hvilket virkelig har været positivt.
Min ene konfirmand herovre kender ikke lige til festkulturen i Danmark omkring konfirmationer. Noget han på en måde nok skal være rimelig glad for. I Danmark er det nemlig noget, der fylder rimelig meget. Især også når vi har samtalen om lignelsen, om retfærdighed og om Gud.
Noget de i Danmark nemlig altid brokker sig over, er, at nu har de gået til præst et helt år. De har været i kirke adskillige søndage. Og så har de også gjort sig fortjent til den konfirmationsfest, som oftest i dag giver et rimelig godt afkast – i hvert fald for konfirmanden.
Men når så deres venner ovre i skolen, der ikke har fulgt konfirma-tionsundervisning. Og som heller ikke har været i kirke. Når de så også invitere til fest – en såkaldt nonfirmation – ja, så går regnskabet ikke op for de unge mennesker. De fortjener ikke en fest.
Mit provokerende spørgsmål til de unge mennesker er altid: Hm, du har nok ret i, at det umiddelbart ikke virker retfærdigt. Men er det godt? Er det godt at vi fester – både for dem, der fortjener det, og dem, der ikke fortjener det?
Er fester gode? Altså man kan jo ikke andet end at sige ’ja’. Retfærdigt, nej. Men godt, ja.
Og efter dette er stadfæstet giver jeg mig i kast med at forkynde et af kernebudskaberne i den Lutherske kristendom, der ellers godt kan være ret svært at få forkyndt. Og jeg citerer Luther:
”Guds retfærdighed er ikke en, der straffer og belønner… men en retfærdighed, der tilgiver og er barmhjertig!”
Et fantastisk citat. Et citat der viser det mest centrale for Luthers opdagelse: Gud er ikke en retfærdig dommer. Gud er en, der møder os med kærlighed.
Konfirmander stopper ikke med at spørge, hvilke konsekvenser det har, hvis man har for meget fravær. De stopper heller ikke med at udstille dem, der i deres optik ikke deltager nok i undervisningen, men jeg tænker, at noget fiser ind. Et billede af at Gud ikke er sort/hvid, men altfavnende i stedet.
Det var en masse om den ældste søn. Går vi til den yngste søn, så er det fantastiske ved lignelsen, at den i et og samme korte narrativ formår at portrættere to så forskellige, dog stadig helt igennem realistiske, brødre. Vi alle kan på en og samme tid relatere til dem begge.
Hvis I var i kirke i søndags, kan I måske huske, at jeg i min prædiken snakkede om eventyret ’den lille prins’. Her refererede jeg blandt andet til et møde mellem den lille prins og en dranker – en fortabt sjæl om man vil. I dag giver det mening at citerer derfra synes jeg:
”’Hvad bestiller du der?’ Spurgte [den lille prins] drankeren, som han fandt siddende tavs foran en hær af tomme flasker og en hær af fulde flasker. ’Jeg drikker,’ svarede drankeren og så dyster ud.
’Hvorfor drikker du? Spurgte den lille prins. ’For at glemme,’ svarede drankeren. ’For at glemme hvad,’ forhørte den lille prins sig. Han var allerede ved at få ondt af drankeren. ’For at glemme at jeg skammer mig,’ tilstod drankeren og bøjede hovedet.
’Skammer dig over hvad?’ Spurgte den lille prins, som gerne ville hjælpe ham. ’Over at jeg drikker,’ sagde drankeren afsluttende og indhyllede sig i fuldkommen tavshed.”
Hvorfor gav det mening at citere. Jo, det synes jeg, det gjorde, fordi citatet så afgjort viser, hvordan det langt fra er at tage forgivet, at den yngste søn ville turde komme tilbage til sin far.
Det er skamfuldt at være fortabt. Og selvom det kan virke mærkeligt for mange af os, så kan skammen vokse sig så stor, at man lettere overskuer at forblive fortabt, end man overskuer at bevæge sig ud af fortabelsen.
I lignelsen kæmper den fortabte søn med sig selv, og er egentlig bemærkelsesværdigt modig. Samme mod kan vi ikke tage forgivet at vi alle kan mønstre, og derfor tror jeg også, at der ligger en vigtig pointe i lignelsen om, at det måske ikke kun er den fortabtes ansvar at bevæge sig tilbage til sin far.
Måske er det også et ansvar, som den retfærdige storebror – efter han har erfaret, hvordan Guds retfærdighed er en, der ’tilgiver og er barmhjertig’ – har, at gå sin bror i møde, og så vidt muligt hjælpe ham ud af fortabelsen.
Endnu engang: Hvor er det bare en fantastisk lignelse, som vi har hørt i dag. Jeg håber også, at I synes, min prædiken har gjort den bare lidt ære i sin udlægning.
Mange andre fokuspunkter kunne man have haft. I år var disse mine. Jeg ser frem til om to år, hvor teksten endnu engang er prædiken¬tekst. Gad vide hvad mine fokuspunkter bliver der.
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.