›Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.‹
At en helt har en hjælper. Det er et klassisk kendetegn ved mange eventyr. For en helt kan stort set aldrig stå alene. Af den ene eller den anden årsag er der brug for én, der bistår helten med hvad end det kunne være.
Sådan er det også med Jesus. Han har brug for Johannes. For hvis ikke Johannes hjælper Jesus med at bane vejen for ham, så vil den gammeltestamentlige profeti ikke gå i opfyldelse. Jesus vil på en eller anden måde ikke kunne være Messias.
Jesus har i løbet af evangeliet også brug for andre hjælpere, fx Peter. Hjælperen behøver ikke altid være god, og behøver ej heller at være bevidst om sin hjælpen.
Man vil fx også kunne tolke Judas som en hjælper. For selvom Judas ikke er god, så får han dog en profeti til at gå i opfyldelse, og uden ham ville påsken ikke være den samme – ej heller visualiseringen af Guds grænseløse kærlighed.
Hvorom alting er: I adventstiden er det Johannes, der er hjælperen. Her er det ham, der baner vejen. Her er det ham, der får profetierne til at gå i opfyldelse. Her er det ham, hvem foruden helten aldrig helt ville komme i mål.
Helten i et eventyr bevæger sig ofte fremad af en mere eller mindre stilistisk spændingskurve, samtidig med at den overordnede bevægelse ofte går: Hjem – ud – hjem.
Bibelen er ikke et eventyr, men da Bibelen henvender sig til os mennesker, gør den det alligevel på den måde, som vi kender til. Jesus bevæger sig således også fremad på en lignende måde startende hos Gud, født som menneske, og så hjem til Gud igen.
En forfatter som virkelig formår at pensle ovenstående model ud er J. R. R. Tolkien. Tænk blot på undertitlen til hans værk Hobitten; ”There and back again.”
Mest kendt er Tolkien nok for Ringenes Herre – en bog hvor det her med hjælperen virkelig bliver synligt. Når helten, Frodo, kommer til Rivendal halvvejs inde i første bog, får han ikke bare én hjælper, men otte. Otte hjælpere som alle på hver deres måde bidrager med at helten lykkedes med sit overordnede mål: At destruere en ring som har bundet al magt til sig, og derfor er ond.
Nu vil jeg ikke lave en dybdegående analyse af alle disse hjælpere, men interessant kunne det være at sætte ord på, hvem af de otte der minder om Johannes, for derved vil vi måske bedre kunne forstå, hvordan Johannes hjælper Jesus.
Fordi jeg tidligere lavede et lille sidespring og nævnte Judas som hjælper, kom jeg i min sammenstilling af Bibelen og Ringenes Herre til at tænke på, hvordan akkurat Judas minder meget om Boromir.
Som søn af Gondors statholder bliver Boromir en del af de otte, der skal hjælpe helten, Frodo, med at nå sit mål. Han starter som en god hjælper, men han bliver dog forført af det onde, og ender derfor med at fremstå som en form for Judasskikkelse.
Dog er og bliver Boromir en hjælper, for uden det ondes forførelse af Boromir havde helten og de andre hjælpere i Ringenes Herre ikke gennemskuet hvor magtfuld det onde, de kæmpede imod, var.
Boromir er således som hjælper uomgængelig – ligesom Judas på sin vis også er det.
Nok om det. Den prædiken kan jeg holde til påske. I dag handler det om Johannes. Hvem er Johannes, hvis vi skulle sammenstille Bibelen med Ringenes Herre.
I starten tænkte jeg, at jeg ville sige Sam. Måske fordi Sam er en af mine yndlingskarakterer i Ringenes Herre. Sandheden er dog nok, at Sam minder mere om Peter, end om Johannes. Sam er i hvert fald – ligesom Peter – den, der er tættest på helten hele fortællingen igennem.
Johannes er dog kun sammen med Jesus i en kort stund. Så skilles deres veje – Johannes puttes i fængsel – og en anden eller andre – hjælpere må træde til, Peter og de andre disciple.
I Ringenes Herre er der dog en masse af de hjælpere, der kun er sammen med helten i en kort stund. Ja, i slutningen af første bog ender de fem hjælpere der ikke er Boromir og Gandalf, der dør, og Sam, som fortsætter sin færd med Jesus, de ender med at hjælpe Jesus på afstand.
Skal man derfor pege på nogen i Ringenes Herre, som minder om dagens skikkelse, Johannes, så er det menneskekongen Aragon, elveren Legolas, dværge Gimli, hobitterne Merry og Pippin. Rimelig sejt. De personer er i hvert fald nogle, som jeg gerne ville sammenlignes med.
Nu er mit mål ikke at analysere hver enkelt for at fremhæve karakteristika, som disse hver især kunne have tilfældes med Johannes. I stedet vil jeg se på det meget overordnet. Og set på sådan helt overordnet, kommer der da også et meget interessant perspektiv frem.
Hvad de fem ovenstående hjælpere fra Ringenes Herre nemlig har tilfældes, og døjes med igennem de to resterende bøger er, at de nu, hvor de er på afstand af Frodo, alle må fastholde en tro på, at Frodo ikke er død, men fortsæt er i færd med at fuldføre den mission, som han er sat i verden for.
På afstand kan de ikke få dette be- eller afkræftet, men de kan tro det. Og den tro er, hvad der kan bære dem videre i den kamp mod det onde, som de selv sættes overfor.
Det handler om tro. Ikke om endegyldige beviser og nølen efter noget, som du alligevel aldrig får helt svar på. Nej, det handler om tro. Om at lade sig henkastes. Om at turde gå på færd i, hvad der overhovedet ikke er sikkert.
Tro er at satse hele butikken. Sætte sin lid til at noget er i værk i verden, som verden hverken kan forstå eller begribe. Det er, hvad Aragon, Legolas, Gimli, Merry og Pippin sammen og hver især i Ringenes Herre gør for Frodo, og det er, hvad Johannes i Bibelen gør for Jesus.
Ved at høre om Johannes i adventstiden minder vi os som troende om dette. Vi minder os om, at et aspekt af tro ikke er, hvad der er, men at aspekt af tro også er, hvad der kommer. Ja, måske er det kommende aspekt sågar større end det værende.
Og her handler det altså om at turde. Turde tro. Tro på trods. Tro på trods af forfølgelse og fængsling, orker og ondskab, sygdom og selvoptagethed.
Amen.