En af de ting der nok førte til, at jeg valgte som voksen at blive præst, var, at jeg havde en meget inspirerende kristendomsundervisning, da jeg gik i folkeskolen. Jeg synes i hvert fald, det var inspirerende. Noget, jeg gjorde, på trods af, at undervisningsformen egentlig var ret simpel. Det eneste, vi skulle, var at lytte og tegne.
Jeg nåede lige netop at prøve at gå i folkeskolen, hvor kristendom var et fag. Senere blev faget kaldt religion, og rummede læren om alle verdens religioner og mytologier. Noget, jeg egentlig synes giver ret god mening.
Det er i hvert fald mere inkluderende, og så er jeg heller ikke – som nogle kristne – bange for at lære om andre religioner. I min optik er det blot noget, der kan styrke min forståelse af religion som helhed, samt være med til at skabe en god tværreligiøs dialog.
Jeg husker da også, hvordan halvdelen af min klasse, som var muslimer, pludselig var tilbage i klasserummet, når vi nu havde faget, for pga. deres religion deltog de ikke i et fag kaldet kristendom – det blev anset som missionerende. Faget religion kunne de derimod godt deltage i.
Det sagt, så ville jeg altså ikke have været min første år i folkeskolen med kristendomsundervisning foruden, for jeg tror vitterligt, det har banet min vej til – ikke bare at blive præst, men også at blive et troende menneske.
Grunden til, jeg nævner dette, er, at det var noget, som jeg kom i tanke om, da jeg læste dagens gammeltestamentlige tekst, for som jeg husker det, var det virkelig én, der gjorde indtryk på mig.
Jeg har ikke mit fysiske eksemplar af min bog med bibelske tegninger fra den gang længere, men nogle af tegningerne har alligevel på en måde lagret sig i mit hoved.
Og den tegning, som nok fremstår mest tydeligt, er tegningen af Moses på toppen af et bjerg talende med Gud, og israelitterne for foden af bjerget tilbedende en guldkalv.
Jeg husker tydeligt tegningen. Men jeg husker egentlig ikke, hvordan jeg forstod tegningen. Nok forstod jeg ikke, at hvad der fik israelitterne til at gøre, som de gjorde, var, at de følte sig efterladt. Efterladt af Gud.
En anden ting husker jeg dog – ikke bare fra den tegning, men fra alle tegningerne, der havde med Moses og israelitterne at gøre, og det er, at jeg ikke så israelitterne som særligt udvalgte. I stedet så jeg dem som dig og mig. Som repræsentanter – ikke af en særlig etnisk gruppe, men som repræsentanter for hele menneskeheden.
Og det er noget, som jeg egentlig er ret væsentligt at huske på, når vi taler om dagens – ikke bare gammeltestamentlige læsning, men evangelielæsning også: Teksterne vedrører os alle sammen.
For når alt kommer til alt, så er følelsen af en gudsforladthed jo heller ikke noget, som eksklusivt kan tilskrives jøderne. Vi alle kan til tider føle os efterladt – både af Gud og af medmennesker. Ja, faktisk vil jeg påstå, at akkurat den følelse er ret universel for alle mennesker. Det er jeg i hvert fald blevet mig bevidst i de senere par måneder.
Som de fleste af jer godt ved, har jeg en treårig søn derhjemme. Og hvad der har fået mig til at erfare, hvordan frygten for at blive efter¬ladt synes at være en universel frygt i os alle sammen, er, at det er en frygt, som min søn nyligt er begyndt at blive meget opmærksom på.
Der skal ikke meget til. Og det forløber dagligt og udover hele dagen. Lige fra om morgenen, hvor jeg står op for at lave kaffe: ”Far, hvor skal du hen?” – lyder det.
Efter morgenkaffen går jeg gerne ud for at smøre hans madpakke, mens han – tænker jeg – lige kan lege videre med den leg, vi havde gang i. Men hurtigt lyder det: ”Far, du må ikke gå!”
Når han afleveres i børnehave, er det ikke vildt slemt, for der er der så mange venner at lege med, at gensynsglæden synes at trumfe over frygten.
Men når man så henter ham igen, går det op for ham, at man har været væk, og så er man på den igen. ”Far, hvor kunne du gå fra mig!” Ja, let er det ikke.
Dagens tekster de handler om denne frygt for at blive efterladt. En frygt, som jeg altså vil mene er universel – dvs. gælder for os alle sammen. Men så vil jeg også mene, at det er en frygt, der kan tage mange former.
Den kan være, som den er for min søn. Den kan være en reaktion på noget, der sker her og nu. Og så kan den også være en reaktion på noget, der pludselig går op for en.
I dagens gammeltestamentlige læsning ser vi, at frygten også kan være en reaktion på noget, der sker over længere tid. I starten har israelitterne måske følt sig trykke nok uden Moses nær dem. Moses, som var deres talerør til Gud.
Men med tiden føler de sig måske enten skuffede eller negligerede. De har måske reageret forskelligt på dette. Med vrede, med afmagt, med glemsel. Alle disse reaktioner er dog nogle, som er opstået i dem pga. deres oprindelige frygt – frygten for at blive efterladt.
Ultimativt gør de, hvad de kan, for at tilsidesætte deres frygt og stoppe deres uheldige reaktioner. De gør, hvad de kan, for at skabe en substitut til det, de havde før. Og meget ikonisk er det – et godt billede på, hvad vi mennesker let tyr til – at noget af guld bliver deres substitut.
Af oldtidens filosoffer blev mennesket ofte karakteriseret som et politisk dyr. Noget, hvis væsentligste karakteristika nok gav sig til kende ved, at man anså mennesket som opsøgende sociale konstruktioner: Stater, husholdninger, familier, venner.
Som menneske har man et behov for at være social, var tanken. Noget, der passer meget godt på alt det, jeg har sagt om, at mennesket i min optik har som universel frygt at blive efterladt.
Denne filosofi er alle ikke enige om. Fx mente senmiddelalderfilo-soffen, Thomas Hobbes, at mennesket i stedet var styret af begær og en drift til at opretholde sin eksistens.
I lyset af hvad jeg har sagt i min prædiken i dag, synes disse to filosofiske standpunkter dog ikke at være modsigende. For hvor hvad oldtidens filosoffer sagde om mennesket – at mennesker i udgangs-punktet er sociale – passer meget godt på, hvordan jeg oplever min treårige søn for tiden, så passer hvad Hobbes sagde – at mennesket mere har sig selv i centrum – meget godt på, hvordan israelitterne reagerer i dagens gammeltestamentlige læsning.
Om end det synes at være modstridende, så er det, der dog er vigtigt at have sig for øje, at det hele har det til fældes, at det er styret af frygt. Frygten for at blive efterladt – både af Gud og af mennesker.
Uanset hvem vi er som mennesker. Og altså også uanset hvilken filosofi vi føler os mest komfortable med. Så vedrører dagens tema os altså. Vi vil ikke efterlades.
I Bibelen opfordres der til, at man vælger sin vej nøje, hvis denne følelse skulle ramme os. Mange dumme ting kan vi komme til at gøre. Vi handler jo ikke altid lige heldigt, når vi er presset.
En ting, man dog altid kan overveje, er at ty til bøn. Det opfordres vi ikke blot til i dagens tekster, men også i det hele taget igennem hele fastetiden. Og en bøn vil vi da derfor også meget passende tage nu.
Kirkebønnen, som I sig prøver at bede for alle: Rig og fattig, ensom og døende, ledende og tjenende.
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Amen.