Til gudstjenesten i dag har jeg som præst den fantastiske luksus at kunne vælge mellem to tekster som epistellæsning. Som mange af jer jo nok godt ved, så vælger jeg ikke selv, hvilke tekster, jeg vil læse for jer. Det er dikteret ud fra gamle tekstrækker, som forholder sig til, hvor på kirkeåret, vi er.
Få søndage giver disse gamle tekstrækker mig mulighed for som præst selv at kunne vælge, men denne søndag havde jeg så muligheden derfor, og det benyttede jeg så lejligheden til i dag.
Jeg kunne vælge mellem en kort tekst og en lang tekst. Og jeg valgte naturligvis: Den lange!
Ej, det er faktisk ikke naturligt. Oftest, når jeg har et valg, vælger jeg helt instinktivt enten den korteste eller den af teksterne, hvortil en god salme egner sig godt. Lange salmer har jeg, som mange af jer nok har bemærket, intet imod. Men tekster. De kan godt blive for lange efter min smag
Men altså: I dag gjorde jeg derfor noget anderledes, og hvorfor så det?
Jo, nu vil jeg ikke hænge nogen ud, men det skyldes faktisk, at en fra menigheden en gang sagde til mig, at vedkommende var dybt fascineret af den lange tekst, som jeg kunne vælge. Teksten hvor Saulus bliver til Paulus. Teksten hvor forfølgeren blindes, men tilslutter sig de forfulgte og derved får synet igen. Teksten som giver os den 12. apostel, Paulus – forfatteren til langt de fleste af epistelteksterne.
Og det er da også en dybt fascinerende tekst. En tekst hvor vi præsenteres for to personer, som jeg tror vi alle kan leve os ret godt ind i.
Den ene, Ananias, hører vi ikke særlig meget om udover i denne tekst, men den anden, Paulus (eller Saulus som han hed før han blev kristent døbt), han er jo en af Bibelens helt store kanoner.
Teksten har I jo hørt, så den behøver jeg ikke at gengive, men jeg kunne godt tænke mig at gå i dybden med, hvad jeg synes der er fascinerende ved teksten, og hvorfor jeg synes, at de to personer er nogle, som vi alle på en måde kan leve os ind i.
Hvis vi starter med, hvad der fascinerer mig, så er det klart det her med, hvordan forfølgeren vender på en tallerken, og tilslutter sig den gruppe af mennesker, som han tidligere forfulgte: De kristne.
Billedet på sangarket viser Saulus’ dåb. Klædt i romerlignende klæder famler han i blinde, men Helligånden kommer over ham, og han døbes af Ananias.
Og det har sin pris. At han selv forfølges, beskrives ikke i dagens tekster, men hvis vi fortsætter med at læse i Apostlenes Gerninger, beskrives det, hvordan han først har det svært med at blive accepteret af de kristne. Noget jeg tænker, er ret naturligt at forestille sig.
Kan det virkelig passe, at ham der tidligere forfulgte os, nu prædiker for os, må de kristne have tænkt. Men sandt var det, og med tiden steg han i graderne – eller hvad man nu siger – og blev en af Bibelens mest fremtrædende skikkelser.
Efter at blive accepteret af de kristne må han dog flygte, for nu vil dem, han tidligere arbejdede sammen med, dræbe ham. Forræder tænker de sikkert om ham, og sådan nogle er der i deres optik kun én ting at gøre ved.
Fortællingen om Saulus der bliver til Paulus er et fantastisk indblik i virkeligheden for de første kristne, og det er, hvad jeg synes, der gør dagens tekst fascinerende.
De første kristne blev forfulgt. Og det ikke blot af den jødiske elite. De blev forfulgt helt indtil Konstantin den Store blev kejser over Romerriget, og lagde grobunden for, at kristendommen blev eneste tilladte religion i Romerriget i år 394.
Hvad er det så, der gør de to personer til nogle, som vi kan leve os ind i. Jo, hvis vi starter med Saulus, så synes jeg beskrivelsen af ham er en fantastisk portrættering af, hvor meget der skal til for at vi mennesker ændrer os.
Når først vi har en mening, så er den nærmest urokkelig. Gode argumenter. Løfter om fred. Lige lidt hjælper det til at få os ud af kurs, når først vi har bestemt os for en retning. Og det er på både godt og ondt.
Godt er det selvfølgelig, at vi står ved, hvem vi er, hvad vi står for, og på den måde forbliver troværdige – både for os selv og for andre. Men ondt er det altså også, når stædighed gør os blinde – helt ligesom Saulus til at starte med er det.
At Saulus bliver blind for at blive til Paulus. Det er et godt billede på, hvad vi – hvis vi bliver for fastlåste i vores holdninger – også kan blive. Sker det, er det vigtigste vi kan gøre for os selv og andre at bede Helligånden om at fjerne vores skel for øjnene, så vi kan få øjnene op for, hvad der virkelig betyder noget:
Fred, kærlighed, omsorg, barmhjertighed, medmenneskelighed. Alt det Gud kommer med gennem sin Søn, og prædiker for os.
Ananias. Hvad med ham? Jo, det fantastiske ved ham synes jeg er, at han viser os, hvordan vi til tider kan være bange for at gøre det, som vi godt ved er det rigtige.
Men måske ikke blot bange for. Måske kan vi også bare enten ikke overskue eller decideret ikke have lyst til at dele Guds budskab med andre mennesker.
Hvorfor skulle man fx have lyst til at tilgive en voldsperson? Og når man alligevel kun selv står for så lille en andel af den globale opvarmning, hvad nytte skulle det så gøre, om man tilpassede sin levevej til at være mere grøn.
Vi mennesker er ikke fuldkomne, så at kræve af os, at vi altid gør det rigtige, er ikke målet – det ville i sidste ende også blot overflødiggøre Gud.
Men er der én ting, som vi bør gøre, så er det at slå blikket op, og indse vores ufuldkommenhed. Ikke sådan at vi altid skal forlange af os selv, at vi kan komme den til livs. Men sådan at vi indser, hvor meget vi har brug for Gud.
For vender vi et kort blik mod dagens evangelietekst, så siger den akkurat dette. Om synd siger den fx, at synd ikke er vores enkelte overtrædelser af en lov. Nej, synd er ikke at vende sit blik mod Gud.
Evangelieteksten siger også, at retfærdighed ikke er, at vores ufuldkommenhed gøres fuldkommen. Retfærdighed er i stedet, at Gud gennem Jesus tog vores uretfærdighed på sig.
Slutteligt om dom siger evangelieteksten, at den ikke er en dom af os som syndere. Det er i stedet Satan, der er dømt. Dømt og overvundet, så vi – ufuldkommene, som vi er – gennem Kristus kan få del i fuldkommenheden.
Det kan godt lyde lidt kryptisk, men egentlig er det ligetil. Vi mennesker er ikke guder, og vil aldrig blive det. Lad os derfor i stedet sætte vores lid til Gud, ved at slå vores blik op.
Hvad der springer derudaf, kan vi gå i detaljer med en anden søndag, men helt kort kan man jo tage et kig på Paulus og hans gerninger. Gennem Helligånden blev han påvirket til at arbejde i verden. Og hans arbejde var for det bedre. Det kan vores også sagtens være – om end ikke hele tiden – så noget af vejen. Vejen vi altid bør gå med Gud.
Amen.