“Suzanne takes you down to a place by the river.” Sådan starter en af Leonard Cohens allerførste sang, Suzanne, som udkom i 1967.
Suzanne er en fantastisk sang – eller snarere nok et digt eller en fortælling – om et møde Cohen havde med en kvinde, der altid tiltrak ham på en unik måde. En så unik måde at Cohen i sit digt sætter hende lig Jesus.
Ligesom Jesus tiltrak folk og disciple til sig, sådan gjorde Suzanne også med hendes unikke personlighed og interesser.
I første og tredje vers beskriver Cohen Suzanne, men i andet vers er det, at vi finder sammenligningen med Jesus. En sammenligning jeg kom til at tænke på, da jeg læste dagens bibeltekster.
Nogle af jer husker måske, at jeg lavede en lettere analyse af digtet, da vi afholdt vores Leonard Cohen Sing Along gudstjeneste for snart et år siden.
På trods af at have analyseret det lettere dengang, kunne jeg dog også godt tænke mig at analysere digtet i dagens prædiken. Dog med et andet fokus.
Mit fokus i dag vil være at undersøge, hvad Cohen siger om sig selv og de disciple, der følger disse særlige personer: Suzanne og Jesus. For det er, hvad dagens bibeltekster handler om.
“To a place by the river.” Det var der, Suzanne tog Cohen med ned, og det var der, han for alvor blev draget til hende. Sådan synes det også at være med skaren der fulgte Jesus og med disciplene. Udgangspunktet for deres virke er ved vandet.
Vand er som kosmologisk størrelse – ligesom Suzanne og Jesus – unik. For vand er på en og samme tid både destruktivt og livgivende. Vand rummer en unik dualisme, og det er da ikke uden grund, at det er vand, der netop kobles til både Suzanne og Jesus.
Hvorfor? Jo, helt simpelt fordi det budskab, de begge bringer, fordrer af dig, at du giver dig selv op – destruere egoet. Men du får også noget igen: nyt liv. Derfor vand – det destruktive og livgivende.
“You know that she’s half crazy, and that’s why you want to be there.” Sådan lyder tredje linje af første vers.
Hvad der fordres, er ’half crazy’. Det er ikke lidt, de beder om. Og hvis vi skal dykke ned i dagens evangelietekst, undrer Simon sig da også:
”Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!” Siger Jesus til Simon. Men Simon har allerede været ude. Det vil være nyttesløst – crazy – at forsøge igen.
Men Simon svarede: ”på dit ord vil jeg kaste garnene ud.” For på trods af at være ’crazy’ gør det skøre akkurat også, at du har lyst til at være der: ”that’s why you want to be there.”
Simon. Han fortrød ikke at følge Jesus. Fangsten var stor. Sandelig var det destruktive – eller i hvert fald tilsyneladende meningsløse – forsøg om at sejle ud endnu engang livgivende. På en ubeskrivelig – guddommelig – måde.
Jakob og Johannes, Zebedæus sønnerne, fortryder heller ikke, at de sejlede ud til Simon for at hjælpe ham. Alle tre fanger ikke bare fisk, men fanges også af Jesus, og bliver til menneskefiskere, disciple.
Cohen’s første vers slutter med følgende: “and just when you want to tell her that you have no love to give her / she gets you on her wavelength, and lets the river answer / that you’ve always been her lover.”
Dette sker sådan set også for Simon. Simon siger i hvert fald til Jesus, at han ikke føler sig værdig til at være hans disciple. ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” Siger han.
Hertil svarer Jesus med de ord, som er ikoniske for evangelierne: ”Frygt ikke.” Frygt ikke for at du ikke har nok at give igen med – er syndig. Nåde vil blive vist dig.
Frygt ikke for, at det, jeg vil bede dig om, kan virke ’crazy’. Der er en mening bag galskaben: Alt mørke skal vendes til lys. Alt destruktivt skal blive livgivende. Døden skal overvindes.
“And you want to travel with her / and you want to travel blind / and you think you’ll maybe trust her / for she’s touched your perfect body with her mind.” Sådan lyder omkvædet.
Som min sammenstilling af første vers af Cohen’s digt og evangelie-teksten viser, er der meget tro gemt i de lettere kryptiske linjer om Suzanne. Og at Cohens digt for alvor også handler om tro, bliver endnu tydeligere i andet vers, hvor hovedpersonen – som tidligere nævnt – ikke længere er Suzanne, men Jesus.
Hvor meget af første vers handler om dem, der følger sådanne ’crazy’ skikkelser som Suzanne og Jesus, så handler andet vers mere om, hvilke refleksioner Cohen tænker, at Jesus må have haft i mødet med os mennesker.
“And Jesus was a sailor when He walked upon the water / and He spent a long time watching from a lonely wooden tower / and when He knew for certain only drowning men could see Him / he said all men shall be sailors then until the sea shall free them / but He himself was broken long before the sky would open / forsaken almost human, He sank beneath your wisdom like a stone.”
Jesus. Han beskrives af Cohen som værende så underfuld, at han er som en sten, der tabes i vand. Han forsvinder. Kan ikke rummes af os mennesker. Nåden i Jesu budskab er simpelthen for ufatteligt stor.
Man kan dog følge stenen. Ned i vandet. Ned i døden. Noget man på underlig vis også har lyst til at gøre – ligesom man havde lyst til at følge Suzanne.
Crazy er det. Men det er gennem det crazy vi skal for at erfare, at nyt liv springer ud af opgivelsen af det gamle. Og heldigvis er det heller ikke sådan, at vi i fysisk forstand skal drukne for at følge Jesus. Men i spirituel forstand skal vi. Noget vi skal – og gør – i dåben.
Dåben. Det er egentlig, hvad andet vers – verset om Jesus – handler om. Og hvis vi skal vende os mod evangelieteksten igen, så er en dåb på en måde også, hvad der finder sted, når Simon – trods sin synd og frygt – ”lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham”, som der så smukt står.
Dåb. Tro. Det handler således ifølge sangen om at turde kaste sig ud på dybt vand, og følge noget, der både er dragende og ’crazy’. Om at opgive sin menneskelighed og henkaste sig til noget guddommeligt.
Det har en pris. Men det har også en gevinst. Og gevinsten står der lidt om i tredje vers:
”She shows you where to look amid the garbage and the flowers / there are heroes in the seaweed, there are children in the morning / they are leaning out for love and they will lean that way forever / while Suzanne holds the mirror.”
Verset handler som tidligere nævnt egentlig om Suzanne. Men igen: i digtet er Jesus og Suzanne sidestillet. Så troens gevinst beskriver Cohen som at være, at vi får øje på alt det smukke i verden. Skrald og blomster bliver ét. Vi finder helte i det små, og vi finder kærlighed alle steder. For Gud vil pludselig være det spejl, hvorigennem vores verden vil udfolde sig.
Et fantastisk digt. Og et digt der udvider vores forståelse for, hvad det har villet sige for Simon at blive discipel. Og hvad det vil sige for os, at vi har modtaget dåbens genfødsel.
Mange tænker ikke om deres dåb som en så stor omvæltning, som digtet og min prædiken udlægger dåben som at være. Men vitterligt er det så stor en omvæltning. I hvert fald er Guds kærlighed til os mennesker så overvældende, at dåben dårligt kan være andet.
Så kære Gud. Tak for din omvæltende og ’crazy’ kærlighed til os mennesker. Må vi følge dig og få øjnene op – ikke blot for din kærlighed – men også for din skabelses iboende kærlighed. Må du være vores spejl i dag og alle dage.
”Show us where to look.”
Amen.