De ti bud. Det var den gammeltestamentlige tekst til i dag. Var der nogle af jer, der talte efter? Det håber jeg næsten ikke. Og så alligevel. Noget af det sjoveste ved teksten er i hvert fald, at man sagtens kan argumentere for, at der er 11 bud og ikke kun ti.
Det må jeg nok hellere lige forklare:
Det er sådan, at de ti bud er gengivet to gange i Bibelen. I 2. mosebog og i 5. mosebog. Og afhængig af hvilken af de to gengivelser man læser, giver det mening at slå enten 1. og 2. bud sammen til et.
Det er budene der lyder: ”Du må ikke have andre guder… Du må ikke lave dig noget gudebillede…”
Eller slå 10. og 11. sammen til et. Det er budene der lyder: ”Du må ikke begære din næstes hus… Du må ikke begære din næstes hustru osv.…”
Det sidste er, hvad Luther foretrækker.
Af en så central tekst er det egentlig noget værre bøvl. Ikke kun teologisk, men også ikonisk. Det må jeg nok også hellere forklare:
Buddene blev ifølge teksten skrevet på stentavler og givet til Moses, og man har ofte tolket det sådan, at den ene tavle handlede om, hvordan du skulle forholde dig til Gud, mens den anden tavle handlede om, hvordan du skulle forholde dig til næsten.
Men afhængig af hvordan du deler buddene op, handler enten tre eller fire bud om Gud, og derfor har det været svært for kunstnere helt at vide, hvorvidt de skulle skrive tre bud på den ene og syv på den anden, eller fire på den ene og seks på den anden.
Det er noget værre rod, og lettere bliver det da derfor også for alle med Jesus, der raskvæk nedtoner betydning af de ti – eller elleve – bud for i stedet at fremhæve det ene bud, der er over disse: ”Du skal elske din næste som dig selv.”
Dette bud fik vi genfortalt i dagens evangelielæsning. Men sammen med buddet blev vi også præsenteret for en beskrivelse af, hvor omfattende det bud er: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige… Og kom så og følg mig!”
I Det Gamle Testamentes lovtekster – det man kalder toraen eller de fem mosebøger – er der omkring 613 love. Jeg ved ikke med jer, men det lyder som en uoverskuelig mængde.
Jeg er ikke i tvivl om, at der er langt flere love i vores samfund i dag. Nu har jeg aldrig prøvet, men jeg er faktisk i tvivl om, hvorvidt jeg vil kunne skrive 613 love ned på et papir. Det vil i hvert fald tage mig ret lang tid.
Jeg ville nok godt kunne, men rimelig hurtigt vil jeg nok komme til en erkendelse af, at jeg hellere måtte inddele lovene i kategorier. Ikke blot for at gøre det mere overskueligt, men også fordi nogle love ikke er rigtige love.
Hvad jeg mener er, at jeg fx ofte siger til min søn, at han ikke må spise dessert før han spiser aftensmad. Det er en lov, som de fleste forældre fortæller deres børn, men det er jo ikke en rigtig lov.
Konsekvensen for overtrædelse er i hvert fald ikke straf, men mere lavpraktisk: Hvis du har spist dig mæt i noget usundt, er der ikke plads til den sunde mad.
Og loven synes nogle forældre også at glemme, når de bliver bedstefor¬ældre. Hjemme hos bedstemor og bedstefar må man godt få en is før aftensmaden. Er det sådan for nogle af jer?
Sådanne lavpraktiske love er der mange af i Det Gamle Testamente. Love som vi da heller ikke skuer til i vores lutherske kirke i dag. Et eksempel er spiseforbuddene.
I et samfund uden køleskab er der bare noget, der er uhygiejnisk – noget som der derfor er blevet reguleret med lavpraktiske love – dog noget, som ikke er vigtigt i et samfund med køleskabe.
Kristendommen – og ikke mindst lutherdommen – har naturligt set det gamle testamente igennem, og overflødiggjort en række af sådanne lavpraktiske love, og hvis man skal forblive troværdig og aktuel synes jeg det giver ret god mening.
Men når det er sagt, så er reduktionen af love ikke alene gjort af lavpraktiske hensyn. Der ligger noget dybere bag, når Jesus fornyer det gamle og slutter en ny pagt.
Og det dybere er egentlig beskrevet meget godt i dagens epistellæs-ning, hvor der står, at: ”Vi kristne mener, at et menneske frikendes ved at tro på Gud, ikke ved at overholde loven.”
Tro. Troen er, hvad der er vigtig i Guds nye pagt med os – kristendom-men. Loven er, hvad der var vigtig i Guds første pagt – jødedommen. Men siden den pagt er der sket noget. Noget Luther formulerede smukt da han sagde noget henad, at: ’Guds retfærdighed ikke er én, der straffer. Men at Guds retfærdighed er én, der tilgiver.’
Tilgivelse. Med skiftet hertil er det ikke sådan, at love er blevet totalt overflødige. Måske de lavpraktiske af slagsen er – Jesus skær det i hvert fald ved flere lejligheder ind til benet, hvad kristendommen handler om – men love er stadig til.
Den helt igennem omsiggribende og fantastiske forskel er dog bare, at hvor love tidligere var til for at straffe dem, der ikke overholdt loven, så er love nu til for at skabe anger hos dem, der erfarer, at de ikke er i stand til at overholde lovene.
Manglen på straf har fået kritikere af lutherdommen til at kalde lutherdommen for billig. Jeg har da også en ven, som fik en religiøs erfaring, hvorefter han satte sig for at blive kristen. Han begyndte at gå i en katolsk kirke, for som han sagde, så ville han gøre det ’ordentligt’, og ikke halvt.
Sådan tænker jeg ikke kun, at kritikere af lutherdommen kan have det. Måske kan lutheranere også selv til tider føle, at deres tro er billig. Uden konsekvens, uden straf, uden lov.
Luther forsvarede sig overfor kritikerne ved at sige, at anger overho¬ve-det ikke var billig. Anger er jo både skamfuldt og en udstilling af ens dybeste fejl og mangler. Anger beskriver Luther i sin tese nummer 36 som at være ”oprigtigt sønderknust”. Det er ikke billigt.
Men udover ikke at være billig, som kritikerne hånligt siger om luther-dommen, så argumentere Luther også for, hvordan anger og tilgivelse er bedre end lov og straf. Noget han gør i sin tese nummer 44.
Her siger Luther at: ”Gennem kærlighedens gerninger vokser kærligheden og gør et menneske bedre, men gennem aflad gøres ingen bedre, man slipper blot for straf.”
Konkret er tesen – som så mange andre af hans teser – et argument mod aflad, men jeg synes egentlig også, at hans tese siger noget mere fundamentalt, som er ret så essentielt:
Anger og tilgivelse bevæger et menneske i retning af kærligheden. Man mødes med kærlighed, og derudaf vokser mere kærlighed. Vel på en form for ’pay it forward’ agtig måde.
Men med lov og straf forholder det sig anderledes. Heraf vokser ikke kærlighed. Der vokser måske frygt, alternativt had. Lov og straf medfører et modsvar – at man forholder sig mod.
Men med anger og tilgivelse forholder man sig med. Og det synes jeg, ikke bare er smukt, men også hvad tro er for mig. Tro er at være med Gud i alt, ikke mod.
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.