Selvom det ikke foregår her i landet, så ved vi alle sammen godt, at der sker en masse syd for grænsen. Der er valgkamp. Valget er ganske vist først til november. Men det er i fuld gang.
Den 13. juli blev vi mindet om, at det at stille sig til rådighed som folkevalgt for sit land ikke altid er uden risici. Der er mange holdninger om Trump og hans politik, men uagtet, hvad man synes, håber jeg, vi alle kan blive enige om, at ingen der stiller sig til rådighed på en lignende måde, bør udsættes for angreb.
Derfor beder jeg da også for, at amerikanerne i fællesskab vil tage ved lære af episoden, og mane til mere fred og fordragelighed – forsoning – ikke kun til gavn for valgkampen, men til fremtiden også.
Som mange af jer nok har, har jeg fulgt valgkampen tæt. Og ikke mindst også retssagerne der kører mod Trump. Jeg kan huske, at jeg for et par uger siden sagde i en prædiken, at det var godt, at selv ikke en præsident var hævet over loven. Nu må vi se, om jeg får ret i det.
Men om ikke andet er der noget andet, som jeg ser positivt til ved den igangværende valgkamp. Og det er, hvordan et begreb der mere eller mindre blev opfundet for 2 valg siden – tilbage da Trump blev valgt ind første gang i 2016 – ikke har været anvendt i lige så stor grad i den igangværende valgkamp, som det blev dengang.
Kan I gætte, hvilket begreb, jeg tænker på? Det er begrebet ’Fake News’.
Fake News. Jeg kom til at tænke på begrebet, da jeg læste teksterne om vildfarelse til i dag. Teksterne hvori vi hørte om, at der i denne verden både vil være falske profeter og sande profeter – folk der taler af verden og folk der taler af Gud.
Da jeg læste teksterne, kom jeg til at tænke på, at vildfarelse og sandhed ikke blot har stået overfor hinanden siden begrebet ’fake news’ kom til verden tilbage i 2016. Vildfarelse og sandhed har stået overfor hinanden siden bibelsk tid. Ja, vel – når vi tænker os om – lige siden slangen begyndte at tale til Eva i Edens Have.
Dagens tekster handler om et fundamentalt problem, som mennesket står overfor. Et problem som nuanceres i ny og næ ved, at nye begreber om det samme opstår.
I min prædiken i dag vil jeg gerne komme med forskellige eksempler på sådanne nuanceringer. Noget, jeg dog ikke vil gøre for blot at brokke mig. I stedet noget, som jeg ønsker at gøre, for tilslut opbyggeligt at kunne spørge; hvad stiller vi så op?
Men før vi kan svare på det – hvad stiller vi op – så må vi nok hellere nuancere den fundamentale udfordring om vildfarelse, som vi mennesker står overfor.
Skal jeg starte et sted, så vil jeg påstå, at vildfarelsen ikke kan reduceres til et interreligiøst anliggende. Med det mener jeg, at vildfarelsen ikke er, at nogle er kristne, og nogle tror på noget andet, og at dem, der tror på noget andet, er de vildfarne.
Så simpelt mener jeg ikke, det er. Vildfarelsen er mere fundamental. Vedrører os alle sammen. Ligesom Fake News også var og er noget, der til tider kan overbevise os alle sammen.
Snarere vil jeg derfor sige om vildfarelsen, at den er noget, der konstant udfordrer vores kritiske sans. Noget der hele tiden gør, at vi må være på vagt overfor de sandheder, som vi bliver præsenteret for. For måske er der slet ikke tale om en sandhed.
I en af dagens bibeltekster står der, at man kan stille en prøve op for at vurdere, om noget er sandt eller falskt. Prøven består i, at man overvejer, om det man hører, bekender sig til Kristus – er overens med bibelens budskab.
Hvordan en sådan prøve giver sig ud, vil jeg vende tilbage til senere, men først vil jeg blot slå fast, at prøven altså ikke alene består på vores kritiske sans. Noget, jeg synes er ret relevant at være sig bevidst.
For vores upartisk er vores kritiske sans egentlig, når alt kommer til alt. Det vil man kunne sætte spørgsmålstegn ved.
Skal jeg vende tilbage til, hvad jeg satte mig for – at nuancere vores fundamentale udfordring med vildfarelse – så kunne jeg godt tænke mig at referer kort til en af mine danske yndlingsserier – Erik Ballings Olsen Banden.
I den 11. film i serien fra 1979, ’Olsen Banden overgiver sig aldrig’, er Egon netop kommet ud af fængsel. Han bliver som sædvanlig hentet af Kjeld og Benny i den efterhånden noget slidte, men dog velkendte Chevrolet.
Hjemme venter Yvonne, og hun er lettere oprevet. Fie, Børges kone, er nemlig gravid, og hun skal føde inden længe. Kjeld og Benny formår ikke at tale til Yvonne til ro, men Egon gør.
Da Yvonne forlader dem, spørger Benny forbløffet Egon om, hvordan han bar sig ad med at tale Yvonne til ro, og her kommer Egon med en af seriens mange sjove og sarkastiske replikker.
Egon siger nemlig, at han blot har ”fulgte et kursus i fængslet i man¬age-ment og virksomhedsle¬delse”, og han tilføjer, at ”manipulation var et af hovedfagene”.
Manipulation. Det er et af hovedfagene, vi lærer, når vi omgås med hinanden. I hvert fald ifølge Erik Balling. Og desværre giver jeg ham nok lettere ret.
Og på trods af enten ikke at være anvendt i lige så høj grad eller blot ikke at være omtalt i lige så høj grad, så er det fortsat en stor del af vores verden i dag.
Gode eksempler herpå er, hvordan Rusland har forsøgt at manipulere i forhold til OL i Paris. Noget, de har gjort med falske dokumentarer, hvor både CIA og Tom Cruise falskt er portrætteret.
Vi er blevet gode til at manipulere – vildlede andre mennesker. Så gode at kritisk sans ikke altid er nok for at skærme sig. Ja, måske er manipulation umuligt at undgå i en politisk styret verden.
I sin berømte bog, ’Fyrsten’ fra 1532, skriver Machiavelli noget henad, at ”den, der kun vil det gode, nødvendigvis må bukke under for den, der også vil det onde.” Denne bog har været fundamentet for mange politikere lige siden.
For nu tror jeg, at jeg har ridset nok op, hvor stort et problem vi står overfor, når vi taler om vildfarelse. Jeg har nævnt Olsen Banden og Amerikansk Politik, Russisk Udenrigspolitik og Machiavelli.
Jeg har påstået, at udfordringen er fundamental og rækker helt tilbage til Edens Have.
Og derudover har jeg også påstået, at kritisk sans ikke er nok til skærme sig mod vildfarelse.
Spørgsmålet er nu, hvad vi så gør.
Jeg tror, det eneste, vi kan sætte vores lid til, er det, som på trods af – som Machiavelli siger det – har det med at bukke under for det onde, stadig er og bliver det største, vi kan sætte vores lid til: Det gode. Og præciseret lidt nærmere – kærligheden.
Vi kan ikke hamle op med det onde, vildledelsen, manipulationen, men vi kan kvæle det med kærlighed. Et udtryk jeg lærte at kende gennem min tidligere kirketjener – kvæle det med kærlighed.
Jeg ser for mig, et menneske der fastholder et kram på trods af ufred. Jeg ser en troende, der vender den anden kind til og tilbyder sin kappe til fjenden. Jeg ser Kristus, der i kærlighed uagtet vores synd ser til os med nåde.
I kærlighed ophæves enhver dualisme, og derfor tror jeg, at det er vores bedste våben – ikke bare mod vildfarelse – men i vores vej mod Jesus ligeså.
Lad os derfor – trods al dens nød og strid – elske den brogede verden. Og lad os derigennem vokse i tro indtil vi bliver fuldkomne i Kristus – bliver ét med Faderen.
I Jesu Kristi navn. Amen.