Kender I det, når man har inviteret ti venner – måske sågar 20 eller 30 – til en fest af en eller anden art, og så der kun er én – måske to eller tre – der med det samme svarer, at vedkommende glæder sig helt vildt meget, og selvfølgelig kommer. Resten nøler.
Ved ikke lige om I vil bruge ordet ’nøler’, men resten lader i hvert fald vente på sig. Og man bliver sådan lidt småfrustreret: Hvorfor vender de ikke tilbage?
Man ved godt, at deadline måske ikke er lige om hjørnet, men lidt entusiasme vil man nu altså bare gerne have, når man sådan har gjort sig umage og planlagt noget for sine venner.
Jeg tænker lidt, at Jesus i dagens evangelielæsning har det på en lignende måde med den sløve lovprisning – kun én ud af ti! Og så af alle personer en samaritaner, en hedning, en fremmed. Ingen fra gudsfolket, ingen af jøderne.
Jeg tænker, der kan være mange årsager til, at venner sådan ikke giver respons på et event, man har inviteret til, lige med det samme:
Dels kan de være sådan nogle typer, der altid først melder tilbage i sidste øjeblik. Det kunne jo være, at noget bedre dukkede op. Det er nok, hvad man altid frygter, for det er nok det værst tænkelige scenarie.
Det kan også være mere fredsommeligt, som fx at en person først lige skal have sikret sig fri fra arbejde, at en person skal have afsat børnene eller fundet en babysitter, at der lige skal koordineres med en partner.
Og så kan det jo sådan set også være, at personen så inderligt gerne vil komme til eventet, at personen lige skal finde på et påskud for at aflyse noget andet, så personen kan komme. Og det er jo faktisk ikke så slemt endda.
Men vi har det jo nok med instinktivt ikke at tænke alle disse muligheder. Vi hælder til den første. Utålmodigheden får det til at sitre i os. Hvorfor vender vennerne ikke tilbage? Nu er der gået snart et døgn!
Jeg kan sige jer, at det hjælper at flytte til Canada. Jeg løber i hvert fald ikke ind i ovenstående problemstilling længere. Når jeg skriver til venner og familie, at jeg kommer ’hjem’ for en to-ugers-tid, så er der flere der rydder deres kalendere. Hvilket privilegium.
Hvorom alting er: Det kan godt være, at I ikke kender helt på samme måde til ovenstående, som jeg gør det. Jeg vil i al fald sådan lettere påpasseligt sige, at det nok er en tendens, der er blevet mere udbredt i det senmoderne samfund.
Et samfund, der er kendetegnet med en øget individualisering og en øget brug af massemedier. Altså et samfund, hvor folk qua massemedier i højere grad bliver ’inviteret’ til noget, samtidig med at folk qua individualiseringen har et stort ønske om, at det, der vælges til på en eller anden måde altid skal styrke dem selv.
Det er ikke helt underligt, at den største angst i et sådan samfund er at vælge forkert. Tænk engang, hvis man gik til noget, og ikke havde det sjovt. Mann kunne have været til noget andet, hvor armene dårligt ville kunne komme ned.
Jeg er glad og stolt af det senmoderne samfund. Individualiseringen kan nok kritiseres af nogle, men samtidig har det også ført en masse med sig. For med øget fokus på en selv, skabes der også større bevidsthed om, hvad man ikke bør finde sig i.
Og med det tror jeg på, at alt fra mobning, dårlige arbejdsforhold og undertrykkelse af minoriteter kommes til livs, så man ser bedre vilkår – ikke bare for individet, men for gruppen også.
Selvom det senmoderne samfund derfor måske ser en øget tendens til, at folk ikke vender tilbage på en invitation med det samme, så er der altså også nogle fordele deri.
Nok om det: Hvad med Jesus? Hvordan forholder han sig til de helbredte, som ikke vendte tilbage til ham lovprisende Gud? Ja, egentlig er dagens evangelielæsning forholdsvis tom for en beskrivelse af lige akkurat det.
Nok virker han lettere skuffet – det har jeg indtil nu i min prædiken i hvert fald argumenteret for, at jeg ville være. Og hans spørgsmål: ”Var der ikke ti, der blev rene?” Virker da også til at indeholde en form for nedtrykthed.
Omvendt er det bemærkelsesværdigt, at der ikke siges mere om den sag. Jesus henvender sig jo sådan set ikke til disciplene sigende et eller andet alla: ”Dem som ikke kommer til mig, vil gå tabt.”
I stedet siger han til samaritaneren, der rent faktisk kom, at ”din tro har frelst dig.” De andre er rimelig hurtigt tilsyneladende faldet udenfor hans radar.
Om det er der to ting, jeg gerne vil sige:
Den første ting er, at tekstens fokus på samaritanerens tro og hans lovprisning af Gud, selvfølgelig skal virke som en form for opmuntring til os: Det giver mening at give igen.
Det er også noget, vi lærer vores børn. Én ting er at modtage en gave – det er dejligt. Men dejligt er det altså også at give. Det kan ligesom også noget.
Og ikke bare fordi, at det gør modtageren – i dette tilfælde Jesus – glad, men også fordi vi selv bliver glade af gennem en gave – eller i dette tilfælde en lovprisning – at give igen.
Det var den første ting. Den anden ting, jeg gerne ville sige, er, at man med dagens epistellæsning in mente, nok ikke skal overtænke for meget over, hvad Jesus så ellers mener om de ni, der ikke kom tilbage til ham.
I epistellæsningen står der i al fald det her med, at vi nok ved, hvad der er godt, men alligevel kommer vi bare til at gøre det forkerte. At gøre som de ni, er derfor – kan man sige – nok det mest naturlige.
Nok ved de ni godt, at de bør svare på invitationen – Jesu helbredelse – men så er det bare, at alt det der forskellige – godt og ondt – hindre dem i det. Og så får de det ikke lige gjort.
Med det sagt tror jeg vist nok, jeg kom til at legitimere den senmoderne tendens vi oplever med, at man ikke lige får svaret med det samme på en invitation!
Det ved jeg ikke helt om var meningen. Måske lidt. Men måske meningen i højere grad også var at sige, at den senmoderne tendens i al fald er ret naturlig.
Samt at hvad der omvendt – når alt kommer til alt – er unaturligt, er at gøre som samaritaneren gør det. Og hvis man reflekterer lidt over det, så skal man måske ikke være helt så sur alligevel.
Måske man snarere skal være lykkelig over, at én svarede på invitationen, én kom til tro. Thi enhver frugt – lille som stor – udvander synden. Og det må i sidste ende være det bedste, vi kan opnå i en verden, hvor vi blot er på vej. På vej mod gudsriget.
Amen.