Den danske forfatter, Villy Sørensen, udtale engang:
”Der er liv i døden og død i livet, og måske mest liv i livet, hvis døden er med i det.”
Citatet passer ret godt til dagens tekster. Tekster der med Job starter i død men som gennem epistellæsningens håb ender med evangelielæsningens liv.
”Der er liv i døden og død i livet.”
Citat siger dog mere. Nemlig at der måske også er:
”mest liv i livet, hvis døden er med i det.”
Hvad menes der så med det?
Jo, hvad jeg tror, Villy Sørensen har tænkt på, er, at vi nogle gange enten kommer til at grave os ned i død. Frygt…
En anden tendens er dog også, at vi graver os ned i livet så dybt, at vi mangler at anerkende dødens tilstedeværelse. Og når den så kommer, så rammer den hårdt.
Og overfor disse to poler – frygt og selvbedrag – hvad er så bedst? Jo, det må selvfølgelig være en eller anden form for balancegang
Man skal ikke evigt og altid frygte døden, men samtidig skal man ej heller leve i en falsk virkelighed, hvor døden – noget der egentlig er yderst naturligt – gøres til noget unaturligt. Nej, vi må balancere mellem de to.
Liv må leves med død. Ikke med dødsangst. Det tror jeg ikke, der kommer noget godt ud af. Men vi må anerkende døden. Ikke blot for at vi ikke lever i selvbedraget, men nok også mere for, at vi måske først rigtigt forstå at sætte pris på livet, når vi anerkender, at livet er på lånt tid.
Den sidste pointe er nok den vigtigste. Vi må ikke fornægte livet ved at fornægte døden. Men vi må leve livet i glæde over livet anerkendende at en dag vil døden naturligt indtræffe.
Dette tror jeg både troende og ateister kan lære af. Men troende mennesker har så også den gave at kunne tro på, at det liv, som værdsættes, kommer igen. Kommer evigt igen, thi Gud har besøgt sig folk i Jesus Kristus.
Ateister har ikke helt den tro, så for dem kan jeg godt forstå, at døden måske ikke er det fedeste. Men alligevel forbliver, hvad jeg netop har sagt sandt:
Livet bliver livet værd, når vi anerkender døden. Eller som Villy Sørensen sagde det:
”Der er liv i døden og død i livet, og måske mest liv i livet, hvis døden er med i det.”
Vores tro på opstandelsen er, hvad dagens tekster handler om. Død bliver til liv i Nain, hvor Jesus beder en død ung mand om at rejse sig op.
Nogle gange tror jeg, at disse fortællinger om opstandelse kan blive lidt flyvske for os. Nok har man prøvet at miste, men man har jo ikke prøvet opstandelsen. Den lader ligesom vente på sig indtil Jesu genkomst.
Nok har man måske også gjort, som jeg har talt om indtil nu, og anerkendt døden som en naturlig del af vores liv. Men alligevel. En ting er at anerkende det, en anden ting er at have et håb på noget hinsides.
Dertil kommer, tænker jeg, at teksterne om opstandelse er blevet os så velkendt, at det, der sker, er blevet så almindeligt på en måde, at vi tager det omslagsgivende for givet.
Har I det lidt på den måde?
Hvorom alting er: Hvis man har det sådan, med fortællingerne om opstandelse, tror jeg, det er en god idé at gøre noget, jeg altid siger til mine konfirmander de skal gøre. Konfirmander, som jeg langt fra kan tage for givet overhovedet har en erfaring med døden.
Jeg siger: Prøv at forstå dagens tekst som noget omslags-givende. Som et point of no return. Som et tidspunkt, hvor alt sættes på hovedet. Og så lad være med kun at tænke død. Men bred det ud.
Hvornår har du fx følt dig død indeni, kan jeg finde på at spørge?
Når man møder ensomhed, modstand, skam over noget, man har gjort. Man kan døje med lavt selvværd, eller man kan i det hele taget bare have en rigtig lortedag.
Der er mange ting i vores liv, som ikke er det samme som død – heldigvis langt fra – men som nu alligevel godt kan få os til at føle os døde inden i.
Når konfirmanderne så hver især har tænkt og fundet frem til sådanne tidspunkter, hvor de har det sådan i sig selv, så beder jeg dem om at tænke på den følelse, de kender til, når døden inden i er blevet vendt til noget godt.
Her kommer konfirmanderne ofte til at tænke på alt fra når man sammen med venner føler sig værdsat, når man får hjælp til noget, man har svært ved, eller når man møder tilgivelse, så skammen skammes.
Nok kender vi ikke til omvendelsen fra død til liv, fordi den lader vente på sig til genkomsten, men vi kender altså alle til omvendelsen fra følelsen af at være død inden i til pludselig at føle liv og glade dage.
Og selvom end dagens tekst er om opstandelse, kan man måske også sige, at dagens tekst er om omvendelse. At Jesus vender tingene på hovedet.
Døden var ikke kun død. Ligesom ensomhed, modstand, skam, lavt selvværd, lortedage ej heller kun er det. Der er også det omvendte. Og det omvendte lader sig altså gøre.
Det tror jeg vi har brug for at minde os selv om, når vi har det værst – om det så er af den ene eller den anden årsag. Pga. død eller pga. af noget mindre voldsomt, dog mere nært.
”Der er liv i døden og død i livet, og måske mest liv i livet, hvis døden er med i det.”
Lad os evigt anerkende døden. Både den fysiske og den inden i. Lad ikke dødsangsten få tag over os, men lad i stedet håbet på den omvendelse – både den endelige, som vi ikke kan erfare, og de jordiske, som vi kan erfare – blive vores skjold, så vi går livet i møde i overensstemmelse med Villy Sørensens citat.
Det tror jeg, vil være min bøn for os alle denne søndag.
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Amen.