Det er ordet, der skaber. Sådan er det både i den gammel-testamentlige skabelsesberetning og i Johannesprologens beskrivelse af Jesus.
Det er dog også noget, vi kender til fra vores egen verden:
- Hvis man siger noget nok gange, så bliver det ofte også sådan. Måske det ikke er den eneste sandhed. Men det sagte føles sandt alligevel.
- Hvis man bliver kaldt noget nok gange fx, så føler man også at man er, hvad man bliver kaldt. Også selvom man langt fra er det.
Det sagte skaber en virkelig – ligegyldigt om det er virkelig virkeligt eller ej. Men det bliver en virkelighed, fordi vi tror sådan om det.
Derfor er mobning farligt, derfor er ekkokamre farlige, derfor skal man altid prøve at tale ordentligt til sine børn (selvom de endnu engang har gjort noget dumt), derfor er higen efter ’likes’ på sociale medier ikke helt uden problemer.
For hvis man gentagne gange siger noget grimt, gentager en løgn, skælder ud eller bare kun har blik for sine ’likes’ eller mangel på samme så skaber det noget – sandt eller ej – som dog på mystisk vis bliver virkeligt.
I dag er det julemorgen. Det betyder at Gud er blevet til ord. Blevet til ord i Jesus Kristus. For fra krybben i Betlehem – fra julen – vil Jesus bevæge sig rundt iblandt os og forkynde for os. Forkynde for os med ordet.
Gud er blevet jordnær. Men ikke bare det. Gud er blevet en ny virkelighed, der på lige så kraftfuld en måde som de foromtalte dårlige ord – hvis ikke kraftigere – kan forkynde Guds kærlighed for os. En kærlighed som er fyldt med de bedste ord af alle.
Julen. Den inkarnerede sig i Kristus. Men den har også sat sig i os. Det tror jeg, vi alle mærker. Vi gør i hvert fald i måneden op til jul en række skøre ting, som vi ikke ville gøre, hvis vi ikke var påvirket af noget – påvirket af ordet – til at gøre det.
Og fordi ordet sådan har sat sig i os, er julen også for mange den bedste og mest magiske tid på året. Nogle vil måske kalde julen børnenes fest, men nu hvor jeg er blevet voksen – måske ikke på fod med gennemsnitsalderen herinde, men alligevel – så vil jeg altså sige, at julen også er en fest for voksne.
Det kan godt være, at julen stresser voksne mere end den stresser børn. De voksne har jo det hængende over sig, at de ikke ønsker at skuffe. Skuffe deres børn.
Men ej heller vil de skuffe svigerfamilien, hvis nu denne skulle komme på besøg. Ej heller vil man skuffe sin egen familie, for hvis nu man får svigermekaniken på besøg, skulle det gerne udligne sig med ens egen familie. Igen: Man vil så nødig skuffe.
Alt dette stress og fare for at skuffe til trods, så er julen dog fortsat magisk – for børn såvel som voksne. Og tak Gud for det. For det alt sammen går jo tilbage til den føromtalte inkarnation, hvor Ordet tog bolig. Bolig iblandt os.
Jeg kan ikke huske, om jeg har delt denne fortælling med nogle af jer, men nu får I den altså lige uanset. Det er en fortælling om en familie, der en jul gerne ville være foruden alt julestressen.
De havde haft så travlt så travlt sidste jul, at det hele var gået i totalt kluddermudder. Gaverne var blevet pakket ind forkert. Anden var ikke taget ud af fryseren i god tid.
Julebesøg havde man fokuseret på – familien ville jo ikke skuffe nogle – men hyggen var lettere udeblevet, fordi de altid havde haft et ben videre. Der var jo så meget.
Familien besluttede sig derfor for, at de ville være i bedre tid næste år, og forberedelserne startede de derfor allerede lige efter høsten.
Det er en fortælling om en dansk familie, og den er et par år gammel, så det kunne de godt. Dengang i Danmark var der nemlig ikke nogen Halloween til at sætte en grænse for, hvornår julen kunne startes.
Og da det er en dansk fortælling, var det første, familien gjorde, selvfølgelig også at får styr på maden. Slagteren sagde til familien, da de købte anden, at de var i god tid til Mortens Aften. Så da de sagde, at det var til deres jul, så slagteren forundret på dem.
Det samme gjorde de ude i butikkerne, når de spurgte, om de kunne få deres gaver pakket ind i julepapir. Jo, nu skal jeg se, om vi har noget på lager, sagde ekspedienten sødt. Men for det meste kom de hjem med julegaver indbundet i fødselsdags-papir.
Og sådan gik det med langt størstedelen af deres forberedelser. De var ikke stressede, for de var jo i god tid, men noget af det magiske udeblev nu alligevel også.
Man kan godt tænkte om julemusikken, der spiller ud af højtalerne i supermarkederne hele december, at det da er lidt for meget. Stakkels ansatte.
Men familien havde nu talt om, at det var lidt mærkeligt at jule rundt derude – uden den behørige musik og uden de oplyste butiksvinduer.
Ja, selv havde det været mærkeligt, at det var lyst udenfor – sågar nogle dage også solskin – mens de gjorde deres indkøb. De var jo vandt til, at juleindkøb var forbundet med korte dage og kedeligt vejr.
Da de således kom til kulminationen – juleaften – kunne de godt se, at de nok ikke havde været stressede. Men omvendt havde julen nu heller ikke været den bedste. Og hvorfor så ikke det?
Jo, hvis jeg skal give et bud på det, så vil det være, at det skyldes, at julen jo ikke er en to-do-liste. Den kan godt give sig sådan ud, hvis man kigger på den nøgternt.
Men hvis man forbinder den til det føromtalte Ord, som den har bund i, så er og bliver julen jo langt mere.
Ord. Familiens jul blev gjort til en praktikalitet. Og fordi de kaldte julen det – en praktikalitet – så blev den ej mere. For som jeg argumenterede for i starten af min prædiken: Hvad vi kalder noget, bliver sandheden om det noget, om end det er sandt eller ej.
Året efter fejrede familien derfor jul med den sædvanlige julestress. Og det var bedst. For så vedblev det magiske. Så vedblev Ordet.
Familien havde ikke tidligere tænkt over sammenhængen deri – og det kan vi alle til tider nok glemme. Men heldigvis er det noget, vi altid kan rette op på.
Fx ved at gå i kirke, hvor Ordet lyder året rundt – søndag efter søndag – og forkynder om alt det største i alt det mindste. Forkynder om Guds iboende kærlighed. Forkynder om et magisk nærvær, der vækkes, når vi fejrer det: I underlige traditioner, i stress og jag, i sang, i ord.
Amen.