I et essay under titlen ’Vold og Metafysik’ reflekterer den franske filosof, Jacques Derrida, over, hvordan vi mennesker møder det, der er anderledes end os selv.
Hans udgangspunkt er den vestlige verden, som han er en del af, og det er med udgangspunkt i denne, at han udfolder sine tanker.
I denne verden finder han, at vi af mange årsager har et enormt ønske om at gøre det fremmede forståeligt og håndterbart. Vi ønsker at begribe, hvad vi ikke forstår. Om det så er gennem tænkning eller forskning.
Dette er jo som sådan fint nok. For med dette ønske er megen viden opnået. Viden der udvider vores horisont. Viden der har frembragt store mængder af medicin. Viden som dagligt forbedrer grøn energi.
Der er bare en bagside af medaljen, og det er den, som Derrida i sit essay mere end noget andet kredser om. Bagsiden er, at med dette store ønske, er der en risiko. En risiko for at man reducerer det, man ønsker at begribe.
Hvad mener han med at reducerer? Jo, det, Derrida mener, er, at man med sin iver efter at begribe ting potentielt kommer til at presse de ting, man gerne vil forstå, til at passe ind i den verden, som man er en del af – også selvom det, man forstå ikke er en del af denne. Noget, han finder, er særligt udbredt i den vestlige verden.
Sagt med nogle andre ord. Den vestlige verden forstår verdenen ud fra sin verden – ud fra sine ord og begreber – men hvis noget ikke lader sig forstå gennem disse ord og begreber, så stopper man ikke i Vesten. Så forsøger man alligevel. Man ændrer det, man ikke forstår til at passe ind i det, man forstår.
Dette kalder han for metafysisk vold, hvorfor disse ord også er titlen på hans essay.
I dagens evangelietekst er det lidt det samme, der sker. Peter forsøger at bekende sig til Kristus – bekende sig til det, der for ham er helt anderledes: Gud.
Og i første forsøg går det egentlig meget godt. Med sine begreber får han frembragt ordene ”»Du er Kristus, den levende Guds søn.«” idet Jesus spørger disciplene ”»Men I, hvem siger I, at jeg er?«”.
Og denne bekendelse jubler Jesus over. Den er nemlig helt korrekt. Det er lige akkurat, hvad Jesus er.
Men har Peter overhovedet forstået, hvad han netop har sagt? Det kan man komme lidt i tvivl om, for i næste øjeblik, sadler han om.
Her fortæller Jesus disciplene om, hvordan Jesus som denne levende Guds søn må gå i døden for menneskeheden. Hvordan han må forfølges, tortureres og korsfæstes.
Det kan Peter ikke have. Dette strider imod Peters forståelse af Gud. Og derfor går han i rette. I rette med Jesus. Han yder vold. Han ønsker at Jesus – det helt anderledes – skal begribes af hans forståelseshorisont. Også selvom Guds horisont unægtelig må være større.
Og på trods af ellers i første omgang at have fået rosende ord med sig på vejen af Jesus. Ja, Jesus siger sågar til Peter, at han skal blive klippen, hvorpå Jesu kirke skal bygges. Så siger Jesus nu til ham:
»Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.«
Når vi skal forstå os selv som mennesker – og som kirke for den sags skyld – (og især som nogle, der befinder sig i den Vestlige verden) så tror jeg altid, vi må have dette for øje: At vi har en tendens til at yde metafysisk vold.
Glemmer vi det, så kan det nemlig gå helt galt. Ikke blot kan vi reducere noget til noget, det ikke er. Vi kan også gennem vores vold bringe det andet til fald.
Og faren er stor – især når det kommer til metafysiske ting – for her er skaden, vi gør, ikke altid let at se.
Hvis vi nu sammenligner med, hvad der ville ske, hvis skaden ikke var mod noget metafysisk, men mod noget fysisk, så bliver det mere tydeligt, hvor farligt det er.
Hvis man fx ikke har lavet sine beregninger omkring opsætningen af en rumraket ordentligt. Hvis man ikke har taget rummets fysik for højde, men kun har beregnet ud fra jordens fysik, ja, så vil man ikke lykkedes.
Raketten vil – hvis den da overhovedet vil komme ud af atmosfæren – gå i stykker, og mange millioner, milliarder, vil gå spildt.
Fysisk vold – fysisk reducering – er derfor meget synlig at få øje på.
Sådan er det bare ikke med metafysisk vold. Har du en tænkning om noget – noget andet – der ikke stemmer overens med, hvad det andet er på sine egne præmisser, så er skaden eller volden ikke altid til at få øje på.
Indenfor spiritualitet tror jeg dette sker ret ofte. Kan du ikke forlig dig med, at der er noget, som tro, så er tro for dig bare underligt – uforståeligt for dig. En illusion måske.
Indenfor andre områder ser vi resultatet af volden let om end vi måske knap så ofte sætter lighedstegn mellem fænomenerne og volden. Fænomenerne, jeg tænker på, er racisme og ulighed.
De har begge rødder i en metafysisk reducering af noget, der er anderledes end en selv. De er udtryk for, at man ikke har været i stand til at sætte sig selv udover sig selv, og tolke det helt anderledes på præmisser andre end sine egne.
Hvordan forhindrer vi vores tendens til i Vesten at yde metafysisk vold? Det er nok svært helt at svare på, men hvis vi endnu engang vender os mod dagens evangelietekst, så er der da noget, vi kan sige.
Når vi fx bekender os til Gud, som vi gør det, hver gang vi er samlet her i Guds hus, så kan det virke som om, vi begrænser Gud til vores ord – vores bekendelse. Helt ligesom Peter.
Til dette kan man sige to ting, som jeg gerne vil slutte min prædiken med at sige:
For det første er det vigtige ikke, hvad vi siger. Det vigtige er, at vi ikke lader os begrænse af, hvad vi siger. Det vigtige er, at vi altid husker, at noget – Gud ikke mindst – altid vil være langt større end, hvad vi kan sætte os ind i og forstå.
For det andet kan vi måske drage nytte af at huske på, hvordan man i oldkirken – dengang man formulerede bekendelserne – forstod disse bekendelser. Her beskrev man dem nemlig som mystik.
Mystik. Måske det er et nøgleord, vi skal tage med os – både i forhold til tro, men måske også sådan mere bredt. Lad os ikke bedrive vold, men lad os turde kaste os ud i mystik.
Giv os mod til at turde udvide vores horisonter i stedet for at begrænse dem. Begrænse dem til vores egen verden.
Det, tror jeg, at jeg vil bede for denne søndag. For mig selv, for alle os, for hele verden.
Amen.