Stamtræer og vintræet Jesus taler om. Umiddelbart synes det måske at være to vidt forskellige træer, og det er det for så vidt nok også.
Nogle vil i hvert faldt antageligt sige, at man sagtens kan leve uden det ene eller det andet. Og det tror jeg sådan set også, at man kan: Man kan sagtens tænkes at leve uden familiære relationer, og man kan også sagtens tænkes at leve uden tro.
Bedre tror jeg dog, det vil være for de fleste, hvis man i kan leve med begge, og hvorfor jeg mener det, er, hvad jeg vil prædike over i dag.
At familiære relationer er gode for os. Det tænker jeg, at mange af os er enige i. Bevares familiære relationer og dynamikker kan også være usunde. De er jo påtvungne, og derfor er det naturligt ikke altid, at der er sikret et godt match.
De få gange, hvor det er hændt, at jeg har bisat en person, uden at der mødte noget familie op, har jeg dog tænkt, at det har været ærgerligt.
Ikke fordi jeg skal sætte mig til dommer over, hvad der er hændt i livet, og hvad der har gjort, at ingen mødte op. Det kan der være mange gode og mindre gode grunde til.
Men alligevel har jeg altså hver gang tænkt, at det da var lidt ærgerligt, og derfor mener jeg også at kunne sige, at familiære relationer er gode for de fleste.
Kærlighed. Dét tror jeg er – hvis jeg sådan bare skal pege på én ting – hvad jeg vil sige får sådanne stamtræer både til at gro, og til at gå i hårdknude.
Det var en masse om stamtræer. Hvad så med vintræet? Jo, vintræet taler jo også om kærlighed, men er det den samme form for kærlighed, som man finder i stamtræet?
Og er vintræets kærlighed overhovedet relevant, hvis man er så heldig at have stamtræets kærlighed intakt? Det synes at være to relevante spørgsmål
Om kærligheden er den samme. Umiddelbart synes den måske at være rimelig forskellig. Og i dens væren er der da klart nok også noget, der gør, at man må tale om to former for kærlighed.
Og dog alligevel ikke helt. For som der stod om vintræets kærlighed i dagens første bibeltekst, så hed det jo akkurat, at ”hvis vi elsker hinanden, [så] bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.”
Vintræets kærlighed – Guds kærlighed – består således blandt andet i, at vi elsker hinanden – at der er kærlighed i stamtræet. Noget der på fineste vis også kommer til udtryk i, hvad Jesus siger er vigtigst her i livet for os mennesker:
”Mester,” spørger farisæeren, ”hvad er det største bud i loven?« Han,” Jesus, ”sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«”
Klart bliver det heraf, at de to former for kærlighed nok ikke er så forskellige, som vi til tid og anden måske går og tror. For hvis vi viser kærlighed, så både gør vi, hvad Gud gerne vil have os til, og i vores kærlighed er Gud også til stede – i hvert fald ifølge dagens første tekst.
Alligevel må der dog være bare lidt forskel, for ellers ville man ikke kunne sige ’jeg elsker dig’ uden at være kristen, og at tage patent på kærligheden på den måde, det tror jeg ikke helt på, kan være formålet med kristendommen.
Forskellen tror jeg kan blive tydelig for os, hvis vi anskuer vielsesritualet. Vielsesritualet, hvori et par, der – i hvert fald når det foregår her i kirken – både siger ’ja’ til hinanden – stamtræet – og ’ja’ til Kristus – vintræet.
I vores vielsesritual er der en sætning, der spørger, om man vil ’elske og ære… indtil døden skiller jer ad.’ Og denne sætning tror jeg egentlig gør forskellen på kærligheden ret synlig.
Vores kærlighed til hinanden som mennesker – vores stamtræer – viser nemlig kun kærlighed, så længe vi lever. Når vi går bort, kan vi i hvert fald ikke længere vise kærlighed.
Ikke fordi vi ikke fortsat kan have kærlighed til og mindes vores afdøde i kærlighed. Det kan vi sagtens. Og dog er kærligheden anderledes. Hjemløs om man vil.
Men vintræets kærlighed. Det, der gør den unik, er, at vi om den siger, at den i tro og i håb aldrig vil forgå. I tro og i håb tales der i hvert fald om opstandelse og evigt liv. Noget der gør, at vi aldrig helt siger farvel til hinanden. Men blot på gensyn.
Guds kærlighed – vintræets helt særlige evne – er derfor på en måde, at den gror – bærer frugt – og at den gør det både i livet og i døden.
På denne måde er den anderledes. Større. Mere vidtgående end vi som mennesker nok egentlig overhovedet er i stand til at erfare.
Jeg startede min prædiken med at sige, at man sagtens kan tænkes at leve med kærlighed til kun en af de to træer, jeg har talt om i dag, selvom kærlighed til begge, nok er at foretrække.
Til dette tror jeg, at jeg i lyset af, hvad jeg har konkluderet, gør vintræet anderledes og større end stamtræet, vil sige, at jeg håber og beder for, at flest muligt må finde sig til rette med vintræet.
Det kan godt være, at det er så overvældende, at dets kærlighed kan synes usand – det er ateisme vel et udtryk for.
Det kan også godt være, at stamtræet synes at overflødiggøre vintræet, hvilket jo i og for sig måske er et luksusproblem. Men også et tegn på, at man ikke har forstået, hvordan vintræets rødder går ind i evigheden.
For det vil jo ske på et tidspunkt, at man i sit skjul fra stamtræet vil sande dødens realitet, og der kan nihilismen altså bare komme kravlende, hvis ikke vintræet lyser stærkt for en.
At vi må bevare vores tro og lid til stamtræet vil derfor være min første bøn denne søndag.
En anden bøn vil jeg dog tilføje. Og den lyder, at vores tro på vintræet ej må visne. Vintræet selv vil ikke visne. Men vores tillid til den kan.
Trostvivl. Vi kender vel alle til det. Må tvivlen også udeblive. Lad det blive min anden bøn. Lad tvivlen udeblive så vi kan lege. Lege i livstræets krone alle vore dage. Alle vore dage og videre ind i evigheden.
Amen.