The Danish Lutheran Church of Vancouver, B.C.

Helligtrekonger søndag

På en måde er nytår jo i virkeligheden som alle andre dage. En dag starter og en dag slutter, og egentlig kunne man jo placere nytåret, hvor man ville. Noget vi nok er ekstra opmærksomme på her i Canada, hvor alle ikke fejrede nytår i tirsdags.

Men for de fleste af os startede noget nyt i tirsdags, og det er og bliver bare sentimentalt på en helt særlig måde.

Når der er tale om liv og død er begyndelsen og afslutningen nok den mest omsiggribende. Omsiggribende er begyndelsen og afslutningen ikke rigtig omkring nytår i kraft af, at den blot er placeret et sted af os mennesker. Men alligevel forbliver nytår sentimental.

Hvorfor den gør det, satte jeg mig ned og tænkte lidt over, da jeg læste teksterne til i dag, og jeg kom frem til, at nytåret nok mest af alt er sentimentalt, fordi det er et tidspunkt, hvor vi på en måde helt naturligt stopper op og gør regnskab. Vi kigger frem og tilbage, og reflekterer lidt.

Igen: Det kan man jo sagtens gøre året rundt. Men ved nytårstid er det altså noget, vi gør hver især i mere eller mindre grad.

Her omkring nytår kunne jeg fx læse statusopdateringer på Facebook fra mine to jævnaldrende bekendte, som begge lider med kræft – den ene terminalt, den anden nydiagnosticeret.

Det var lange opslag de skrev, men de skrev dem omkring nytår, og jeg læste dem omkring nytår, for det går på en måde bare hånd i hånd. Vi gør status, og vi ser frem. Uagtet om det, vi har gået igennem, og det, vi ser frem mod, er godt eller dårligt.

 

I kirken der fejres nytåret også, men hvad der slog mig, da jeg forberedte mig til i dag, var, at kirkens nytår ikke starter noget nyt. Den gentager sådan set blot noget gammelt.

Her er vi igen. Og her skal vi endnu engang høre om de tre vise mænd. Intet er nyt. Nok er præstens prædiken ny, men teksterne er de samme. Ja, de salmer som præsten vælger, er stort set også de samme. Fx kommer man ikke udenom at synge ”Dejlig er den himmelblå” på i helligtrekonger søndag som denne.

Nok er ovenstående grunden til, at mange synes kirken til tider godt, kan være lidt forstokket og kedelig. ”Så følg dog med tiden”, kunne mange sikkert godt have lyst til at sige.

Som ung præst har jeg hørt det en masse fra venner og bekendte. ”Hvorfor gider du at arbejde i så forældet en organisation?” ”Kunne kirken ikke godt peppe sig selv lidt op?”

Nu mener jeg bestemt, at kirken – ikke bare sådan som overordnet organisation, men også her lokalt – pepper sig op i ny og næ, men samtidig forbliver noget altså bare det sammen.

Og det er altså godt. Det var, hvad jeg efter at have tænkt mig lidt om, kom frem til. Det er godt, at noget er genkendeligt. Det er godt, at noget er uforanderligt. Det er også vildt, at noget kan forblive vedrørende henover så lang tid. Men det er det altså. Det er godt og vedrørende.

Men mere end alt dette, så kom jeg frem til, at det mest fantastiske ved kirkens evindelige gentagelse er, at den dermed vidner om, hvad vi har os i vente: Evigheden.

 

Kirken og dens budskab. Med Jesus Kristus Guds Søn er dens tid fuldbragt. Kirken er overgået fra tid til evighed, og det er, hvad der på smuk vis synes jeg, afspejles af den – ikke bare årlig, men så vidt også ugentlige og daglige – gentagelse som kirken har som sit varemærke.

Og i vores liv i tid hvor vi konstant er i bevægelse – og især i en tid hvor tid på sin vis synes at passere hurtigere end tidligere – så er kirken, dens rum og dens evighed i højere grad et unikum i vores tilværelse, som vi bør værne om.

Kirkens evighed vil først aktualiseres endegyldigt ved Kristi genkomst, men at tage forskud på den giver altså mening: Dels fordi vejen til Guds Rige derved kan fornemmes graduerende, men dels også fordi der intet større håb er i vores verden, end det anker som Guds evighed hidbringer.

 

En ven sagde engang til mig, at han synes det var mærkeligt, at man i kirken satte så meget pris på evigheden. Ville man ikke bare kede sig, var hans kommentar?

”Liv – tid – skaber jo spænding,” sagde han. Og ja; ”liv gør også ondt”, fortsatte han, ”men det er jo akkurat dér, hvor det kan mærkes, at man lever, at man har det sjovt.”

Det har min ven jo som sådan ret i. Sådan kan liv bestemt opfattes. Men alligevel var mit respons til ham, at jeg nu altså ret godt kunne lide kirkens evighed.

Og det er Ikke alene fordi, at os der lever nu, er så ’heldige’ vil man i min vens optik nok sige, at vi både lever og har evigheden i vente. Nej, evigheden er et lys i vores verden, en stråleglans, som jeg synes er hammersmukt beskrevet i dagens gammeltestamentlige læsning:

”… mørket dækker jorden… men over dig bryder Herren frem… Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans.

Løft blikket, og se dig omkring: De samles alle og kommer til dig…

Da stråler du af glæde, når du ser det, dit hjerte banker og svulmer, når havets skatte bringes til dig og folkenes rigdom kommer til dig…”

 

Hvorfor, igen, er kirkens gentagelse og dens derved forgribelse af evigheden sådan et lys? Jeg tror, det ord, jeg mest har på sinde, når jeg reflekterer over det spørgsmål, er uendelighed.

Uendelig. Uden ende. Men ikke blot tidsligt. Ikke blot uden ophør – evighed. Nej, uendelig også i omfang. Det er i hvert fald noget, som man kan minde sig selv om, når man fejrer helligtrekonger.

Bevægelsen for de vise mænd siger i hvert fald det hele. De starter i det højeste. Hos selveste kongen. Og de har gaver med, som kun de nobleste kunne give og få.

Men Guds søn finder de i en stald. I det uendeligt modsatte sted. Og dér falder de på knæ, og lovpriser det allerhøjeste – Gud – for lyset.

Uendelig. Således både i længde og bredde. Tredimensionalt, fire-, fem- og evigt-dimensionalt, hvis sådan noget overhovedet giver mening at sige.

 

Uendelighedens lys. Må det skinne på os og på alle i det år, som vi netop er trådt ind i. Må det blive et håbets anker, der holder os oppe – både når vi i spænding virkelig lever, som min ven sagde det, men også når sygdom og andet kaster skygger over vores tilværelse.

Vi må godt gøre status, men vi må også godt kaste os på knæ. Det er vi sat fri til i Kristus. Thi ikke blot ledte stjernen vise mænd, til vor Herre Kristus hen; vi har og en ledestjerne, og når vi den følger gerne, kommer vi til Jesus Krist, kommer vi til Jesus Krist.

Amen.

0 Comments