I løbet af december har jeg holdt et hav af prædikener. Opsummerende for alle sammen tror jeg, man kan sige, at jeg har forsøgt at sætte ord på, hvad julefreden gør ved os. Både år efter år. Men også i en verden, som måske ikke altid synes at gå ét skridt frem, men snarere to tilbage.
I mange af mine prædikener har jeg talt om traditioner. Talt om at de på en måde er med til at skabe julefreden. Selv er traditionerne ikke freden – lyset – men de peger mod det, baner vejen for det, og er på en eller anden mere eller mindre synlig måde forbundet dertil.
Når jeg sådan kigger tilbage, tænker jeg bestemt, at jeg har sagt, hvordan jeg godt kan lide vores traditioner, men måske har jeg ikke helt fået sat nok ord på, hvordan vores traditioner hænger sammen med selve freden – lyset. Det tænker jeg derfor, at jeg meget passende kan gøre i denne juledagsprædiken.
Traditioner. I løbet af december har mit udgangspunkt meget været danske juletraditioner. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at træde lidt ud på udebane – eller snarere min nye hjemmebane. Noget jeg godt kunne tænke mig at gøre ved at tale om et nordamerikansk juleikon, som jeg efter at være flyttet herover er blevet bekendt med:
The Grinch.
Når jeg laver sammenstillinger i mine prædikener, er der altid in risici for, at I, som lytter til min prædiken, ikke ved hvad jeg taler om. Det skulle så forhåbentlig heller ikke være strengt nødvendigt at gøre, selvom jeg godt kan se at det – i hvert fald blot nogle gange – vil være ønskværdigt.
Med det sagt; så håber jeg dog, at de fleste af jer kender Grinchen, og hvordan den grønne skabning engang stjal julen. Gør I det?
(Ja)
Puha. Se nu er jeg jo lidt på udebane med dette nordamerikanske juleikon – jeg kender den faktisk kun fra en børnebog, som vi købte til Bjørn – men jeg må sige, at jeg ret godt kan lide fortællingen, for i al sin enkelthed er det en fantastisk beretning om det særlige ved julen: Om traditioner, om lys, og om fred.
Grinchen. Den hader julen. Alle render rundt og er så underligt glade over ingenting. Det er som om, de bare beslutter sig for, at nu er det december, og så skal man være glad, og så gør man alle mulige underlige ting.
Grinchen. Måske tænker den at det er utilregneligt. Jeg ved faktisk ikke helt, hvorfor den hader julen så meget, men den får lyst til at gøre noget. Gøre noget drastisk. Den får lyst til at stjæle den.
Grinchen beslutter sig derfor for juleaften at klæde sig ud som juleikonet over dem alle – julemanden. Men i stedet for en kane fyldt med gaver, begiver den sig afsted med en tom gave, så den kan tage med sig alt det julehalløj, som alle de andre hygger så meget omkring.
Nøj, hvor den hygger sig. Hver et træ. Hver en gave. Den fjerner det rup og stup. Maks en krumme til musen efterlader den. Og hvis nogle ser den, spørger den bare efter flere småkager til julemanden.
Med kanen fyldt bevæger Grinchen sig væk for byen. Lige tidsnok til at den er ude af byen som hanen galer julemorgen. Grinchen er klar til at skubbe julen udover en stejl klippe, men venter lige på at høre ramaskriget nede fra byen.
… Det kommer dog ikke. I stedet kommer der sang. Julesang!
Først forstår Grinchen det ikke. Den stjal jo julen. Men som den lyttede til julesangen gik flere ting op for den. Først og fremmest at julen slet ikke er noget, der kan stjæles. Julen bor nemlig i vores hjerter.
Dernæst nok også, at julemanden faktisk ikke er juleikonet over dem alle. Nej, det er Gud. For kun Gud kan skrive på en sådan måde på vores hjerter, at intet materialistisk kan hverken skabe eller fjerne det. Julen er traditionerne. Men julen er også mere.
Som det går op for Grinchen får den dårlig samvittighed. Og den beslutter sig for at ville aflevere julen tilbage. Eller rettere: Den afleverer materialiseringen af julen tilbage – traditionerne.
Julen kunne den ikke stjæle. Den var mere en tradition. Det kunne Grinchen først se, da den stjal traditionerne. Men dem, den stjal traditionerne fra, har nok vidst det hele tiden. Ja, traditionerne er egentlig nok helt simpelt bare et udtryk for både taknemlighed og glæde over det, som traditionerne er bygget op omkring.
Grinchen bydes velkommen. Og den får del i – ikke bare traditionerne, men også det bag – og fejrer således jul for første gang.
Traditioner. Hvis ovenstående tolkning af fortællingen om Grinchen der stjæler julen er korrekt, så er budskabet på en måde, at traditioner er udtryk for taknemlighed og glæde.
Når jeg tænker tilbage på den måned, der er gået, og de ting vi både her i kirken og rundt om i verden har gjort af underlige ting i traditionernes navn, så synes jeg egentlig, at det er ret smukt.
Flere gange har jeg vist nok sagt, at det godt kan være lidt svært at se koblingen til jul. Hvordan hænger en rund pandekage – eller en æbleskive om man vil – sammen med jul?
Men hvis man vender spørgsmålet om vores traditioner på hovedet, og ser dem som udtryk for lovprisning, så handler det jo heller ikke om en kobling. Så handler det alene om det, der går forud: Gud.
Nu vil jeg ikke stjæle mere af jeres juledag. Lad os i stedet – efter en bøn og en hilsen – henvende os til Gud i sang om, at vi også altid må have julen skrevet på vores hjerter. Må vores hjerter altid vanke i Jesu kryberum.
Amen.