»Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!«
Udover Jesus, er Maria nok den mest dyrkede og afbillede menneskeskikkelse, som optræder i Bibelen. Og med god grund. Hun er den mest håndterbare. Hun er jo noget, vi alle kender og har: en mor.
Når hun er afbilledet, er det nok mest af alt også som en mor, vi ser hende. Med Jesusbarnet på armen. Og det er da også akkurat sådanne billeder, der pryder forgården til Bebudelseskirken i Nazareth.
Har nogle af jer været der? I 2015 besøgte jeg stedet, og hvad der er kendetegnet for kirken er, at alle kristne kirker verden over har kunnet finansiere et billede, som så kan pryde forgården.
Billedet skulle portrættere Marie med Jesus – det var kravet – men billedet måtte samtidig også godt indeholde både nationale og lokalt kulturelle islæt.
Og det var bare helt fantastisk at se. At se, hvordan Maria – Bibelens fremmeste moderskikkelse – havde gjort sit indtryk på forskellig vis verden over.
Jeg kan ikke huske, hvor mange billeder, der var. Men mange var der. Den Danske Folkekirke har også et billede hængende. Det blev dog først doneret i 2017, hvorfor jeg ikke så det, da jeg besøgte kirken.
Billedet, som blev doneret af Den Danske Folkekirke, har jeg desværre ikke kunnet finde online. Og derfor er det da også, at et andet billede pryder bagsiden af sangarket. Et billede, som jeg godt kunne tænke mig at tale lidt om i min prædiken i dag.
For her er det ikke Marie med Jesusbarnet vi ser. Her er det et andet portræt af Maria, som også er meget gengivet i kunsten. Nemlig et maleri af bebudelsesdagen – den dag vi fejrer i dag.
Men… Ser Maria ikke lidt trykket ud på billedet?
Det kan selvfølgelig skyldes, at ærkeenglen, Gabriel, netop har vækket hende. Og at Maria lettere søvndrukken spørger; ”hvad sagde du?”
Mere korrekt er det dog nok, at billedet afbilleder noget af det, der akkurat har gjort Maria til den populære skikkelse, som hun er. Hun er afbilledet som et menneske.
Jeg sagde tidligere, at Maria var blevet populær, fordi hun var så håndterbar, og det er akkurat, hvad vi også ser på billedet. Hun reagerer i hvert fald som et menneske til ærkeenglens budskab. Ikke perfekt. Men med frygt og tvivl.
Titlen på billedet viser tydeligt, hvordan det er frygten og tvivlen, som maleren har villet have os til at forholde os til. For hvor evangelieteksten slutter med den sætning, jeg også indladte min prædiken med:
»Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!«
Så har maleren i sin titel til billedet udeladt sætningen:
»… Lad det ske mig efter dit ord!«
Men derudover har kunstneren også rykket et udråbstegn. For hvor Bibelen har et udråbstegn efter sætningen:
»… Lad det ske mig efter dit ord!«
Så har kunstneren i sin titel til billedet rykket udråbstegnet op til forrige sætning, hvorfor titlen er:
»Jeg er Herrens tjenerinde!«
Billedet er fyldt med symboler, der får os til at forstå Marias frygt og tvivl. Den hvide lilje symboliserer hendes renhed, men den overrækkes til hende som et sværd, der peger lige mod hendes skød.
Og foran hende er den uomgængelige skæbne. Den selvsamme liljer hænger død og slatten på en blodrød planke. ”Er det virkelig dét, jeg har mig i udsigt,” udråber hun fortvivlet.
Og det er akkurat den fortvivlelse, der har gjort Maria populær. Den gør hende jo håndterbar. Gør hende menneskelige. Gør hende til repræsentant for, hvordan vi alle til tider kan have det både godt og hårdt med tro. Føle tro som en velsignelse, men samtidig også møde tro med frygt og tvivl.
I vores lutherske tradition satte Luther en stopper for Maria-fromheden – ja, mange typer for fromhed – da fromheden ifølge ham var løbet af sporet.
Og det var der bestemt også noget om. I en dramaturgisk gengivelse af Jesu korsdød fra 1476, som er overleveret til os på latin, er det bemærkelsesværdigt, hvor stor en andel forfatteren har brugt på Maria. Jesus synes at være bikarakteren. Og sådan skulle det jo helst ikke være, mente Luther med rette.
Når det dog er sagt, så minder dagen i dag – Mariæ bebudelsesdag – mig dog altid om, hvordan jeg i mødet med Gud har lov til at være et menneske. Intet mere, intet mindre.
Jeg har lov til at have dage, hvor tro er for mig, som en mors kærlighed til sit barn: naturlig, lige til, umiddelbar, mægtig. Dage, hvor mit svar til tro altid lyder:
»… Lad det ske mig efter dit ord!«
Men jeg har også lov til at have dage, hvor tro er for mig, som en sorg og en frygt, en tvivl og en afmagt, en uhåndterlig størrelse. Jeg har lov til at have dage, hvor mit svar til tro mere lyder:
»Jeg er Herrens tjenerinde!«
Mariæ bebudelsesdag forblev en helligdag i Danmark efter reformationen. I 1700-tallet blev helligdagen dog fjernet som egentlig fridag, og i stedet henlagt til søndagen før palmesøndag.
I dag genopdages helligdagen i kirker rundt omkring, men klart er det, at Maria ikke dyrkes på samme måde længere, som hun gjorde det i sin storhedstid. I hvert fald ikke i en dansk kontekst.
Jeg er dog glad for, at den gode moder vinder lidt indpas i vores tradition igen. Ikke fordi jeg ønsker, at hun på noget tidspunkt igen skal overskygge Jesus, men fordi hun med sin menneskelighed kan pege på Jesus på en måde, der til tider gør evangeliet mere ligefremt for os.
Luther har ret i, at det på sin vis bør være nok med inkarnationen. Vi tror jo på, at Gud blev fuldt ud menneske i Jesus Kristus.
Men Maria kan nu altså også noget. Og så er der af den ene eller den anden årsag kommet en tradition om at spise pandekager, når man fejrer hende. Og det kan jeg godt lide.
Så kære alle sammen. God bebudelsesdag.
Amen.