Pinse. Kirkens tredje højtid. Nok den mindste af de tre – jul, påske, pinse – men ingenlunde uvæsentlig. I dag fejrer vi Helligåndens komme til os mennesker.
Af mange kaldes pinsen også for ’kirkens fødselsdag’, og det er der ret god grund til. Dagens tekster handler i hvert fald om, hvordan de kristne – som både dengang og i dag kommer fra alle steder rundtomkring i verden – kan fastholde en form for enhed. Det kan de nemlig – det kan vi – i kraft af Helligånden.
Og enheden er altså grundlaget for kirken som institution. Det kan godt være, at vi i dag har flere kristne institutioner – det lader vi lige ligge – men uden Ånden, der i dagens tekster synes at facilitere en tværkulturel samtale og samhørighed, så ville kirken altså bare ikke være den samme.
Helligånden. Den er på en og samme tid nok den mest snørklede og den mest ligetil af treenighedens tre personer; Faderen, Sønnen og Helligånden.
Helligånden er snørklet, fordi det nok egentlig aldrig helt er til at sige, hvad dens gerninger helt præcist er. Den giver liv, ja, men hvordan måler og vejer vi det liv, den giver?
Den giver tunger af ild, står der. Hvad vil det betyde?
Samtidig med at Helligånden er snørklet, så tror jeg dog også – underligt som det nok lyder for de fleste – at den er den mest ligetil af de tre. Noget jeg tror, fordi den forandrer os.
Gud skabte verden. Jesus kom til verden. Guds velsignelse og Jesu gerning virker stadig i verden ud fra et panenteistisk synspunkt. Men alligevel vil jeg mene, at Helligånden på en måde er mere ligetil, fordi den ændrer os. Ikke verden.
Det svære ved Helligånden er, at den ændrer os forskelligt. Noget den gør, fordi vi er forskellige. Vores forskellighed er, hvad der gør Helligånden snørklet kan man sige. Men i sig selv – fordi den tager udgangspunkt i os – vil jeg altså alligevel påstå, at den – i hvert fald på papiret – bør være den mest ligetil.
Hvordan ændrer Helligånden os så? I dagens tekster fremstår det ret tydeligt. Den skaber foreningen mellem os. En Guds-givet forening, der kan overkomme alle skel.
Jeg ved ikke, om I som individer i denne kirke har prøvet at føle jer forenet på tværs af skel. Det tænker jeg nok, at I har.
Måske har man ikke lige tænkt over, at det kunne have været Helligånden, der var på spil. Måske var det noget helt andet end Helligånden, der var på spil. Men om Ikke andet tror jeg, at vi alle kender til at der er noget, der hedder fællesskab. Samt at der er visse fællesskaber, hvor forskelle imellem os synes irrelevante.
Canada. Som land tænker jeg, at det er et godt eksempel på dette. Som borger i Canada eksponeres man i hvert fald ret markant for både forskelle og fællesskaber. Noget, jeg egentlig er ret positivt stemt overfor. Jeg mener i hvert fald både, at det gavner vores selvforståelse og tolerance, når man som her i landet, ikke lever i en monokultur.
Mange af disse møder med forskelle og fællesskaber har ikke nødvendigvis noget direkte med Helligånden og Pinse at gøre. Alligevel er sådanne møder dog nok på hver sin måde væsentlige for, at vi forstår hvad der sker den dag, hvor det så er Helligånden, der står bag det fællesskab, der skabes.
Som jeg sagde tidligere i min prædiken, så er mødet med Helligånden nok både det mest snørklede og ligetil. Snørklede fordi, hvad der sker, er individuelt. Samtidig dog også ligetil af samme grund – fordi det rammer os som individer.
På trods af de potentielle udfordringer heri, vil jeg gerne prøve at fortælle jer alle om et personligt møde, hvor en eller anden form for Helligånd synes at være på spil.
Det er svært at gøre – helt ærligt frygter jeg at mit personlige møde kan både misforstås eller overtolkes af nogle. Samtidig er og bliver det dog nok også bare den stærkeste pinseagtige oplevelse, jeg nogensinde har haft. Så ’here goes’:
Jeg var i Rom med en kammerat. Det er mange år siden efterhånden. Vi ville begge gerne besøge nogle af byens mange fantastiske kirker, og én af dem, vi gerne ville besøge, var den gamle pavekirke, Laterankirken.
Vi har været i kirken i godt 20 minutter og beundret dens utallige statuer, hvorefter vi beslutter os for at gå ud. På vejen ud går en lille italiensk mand direkte imod os. Der er meget plads omkring os, men ingen af os viger. Ikke af uhøflighed, men fordi det bare sådan ikke gav mening.
Han smiler. Jeg smiler. Og så begynder han at tale. Tale på italiensk.
Mødet var før jeg studerede teologi – og derfor også latin – på univer-sitetet, så i starten forstår jeg ikke et kvæk af, hvad han siger. Men den lille mand insisterer, og fortsætter med at gentage sin historie.
Jeg vil ikke selv sige det sådan, at hvad der pludselig skete var, at jeg forstod italiensk. Men noget skete imellem os. For lige pludselig forstod jeg på trods af den sproglige barrierer godt, hvad det var, den lille mand stod og sagde.
Jeg forstod, at hans søn var gået bort, og at han efterfølgende havde forkastet alt tro. Han kunne nemlig ikke tro på en Gud, der lod noget sådant ske.
Men en dag var han alligevel taget op i en kirke – den kirke, som vi stod i – og så havde han oplevet noget, der nærmest havde forvandlet ham. Han havde haft en religiøs erfaring.
Og lige siden den dag tog han næsten dagligt forbi kirken for at tænde et lys. Måske delvist for sin afdøde søn, men delvist altså også fordi, at noget havde forvandlet ham.
Pinse. Både mandens forvandlende oplevelse. Men også dét, at jeg forstod mandens oplevelse på trods af vores sproglige barrierer. Det er, hvad pinse handler om.
Igen: Jeg vil personligt ikke gå så langt at sige, at jeg pludselig forstod italiensk. Ej heller kunne jeg selv sige noget på italiensk. Men mellem mennesker er der – på trods af alle skel, vi kulturelt eller personlig-hedsmæssigt sætter op imellem os – alligevel noget der binder os sammen. Binder os sammen i ånd. Det vil jeg sige.
I tro, der tror jeg i hvert fald på at vi aldrig som mennesker vil være langt fra hinanden. Tro handler nemlig ikke om forskelle. Tro handler om noget, vi er lige overfor, og som intet kræver. Noget der kommer til os. Noget der er større end alle jordiske skel.
I dagens epistellæsning står der, at det ikke handler om, hvorvidt man er ”parthere, medere og elamitter… bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen.”
I vores verden i dag kunne man mere aktuelt nok sige, at det ikke handler om, hvorvidt man er europæer eller asiat, jøde eller muslim, barn af en alkoholiker eller barn af en millionær. For i Guds Rige er vi alle lige.
Og overfor det budskab – troens budskab, pinsens budskab – kan jeg næsten kun sige: Gud, din vilje ske. Foren os mennesker ligesom du forenede dig med os. Giv os Helligåndens enhed. Lad dit pinseunder være for os fra evighed til evighed.
Amen.