For mig er og bliver dagens evangelietekst en af de lignelser, der beskriver Guds uretfærdige retfærdighed på den allerbedste måde. Vi forstår det virkelig i lignelsen. Vi kan sætte os ind i tankerne, der går gennem de første, når de får det samme som de sidste:
Nøj, hvor er det bare ikke fair. De har knoklet hele dagen. De har i deres ansigts sved båret dagens byrde. Men kompenseres de for deres slid? Får de som fortjent?
Ja, det gør de jo så. De får i hvert fald, hvad de oprindeligt var blevet enige om, men tossede bliver de over, at nølerne – dem der har danderet den på torvet hele dagen – de får det samme!
Uretfærdigt. Det er den eneste måde at beskrive det på.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan en middelalderlig katolik har udlagt ovenstående, og fået det til at passe ind i en institution, som dengang – om ikke altid varmt – så dog i praksis talte for alt fra aflad og andre veje, hvor man gennem jordisk rigdom kunne opnå himmelsk gunst.
Men for vores kære reformator, Martin Luther, så udsprang hele hans projekt, som jo egentlig ikke var at splitte kirken i to – det blev blot udfaldet – men som i stedet var at tage afstand til himmelsk gunst gennem jordisk rigdom, ja, det udsprang af en refleksion over dette:
Guds retfærdighed. Hvad der gik op for Luther – ikke da han arbejder med dagens lignelse, men da han helt konkret arbejdede med Romerbrevet – det var, at ja, Guds retfærdighed er uretfærdig ud fra et menneskeligt perspektiv.
Men det skyldes alene, at Guds retfærdig ikke er retfærdig på den måde, som vi normalt går og millimetermåler al ting på – øje for øje, tand for tand. Guds retfærdighed er i stedet barmhjertig. Og at Gud ’dømmer’ med barmhjertighed, ændrer bare al ting.
Ikke blot har antallet af donationer du har givet til kirken ikke længere nogen betydning, antallet af gerninger – gerninger i det hele taget – er ej heller noget, som tæller hos Gud.
Hvad der alene tæller er, om du tror. Tror på den nåde, som Gud vil vise dig. Vise dig, hvis du blot slår øjnene op for den, og i tro indser, at syndig vil vi alle til alle tider være, men i anger kan vi vende synden til taknemlighed over en grænseløs kærlighed, som Gud vil for os mennesker.
Angeren er sønderknusende, som Luther skriver det i sin smukke tese nummer 36:
”Enhver oprigtigt sønderknust kristen har fuldkommen eftergivelse af straf og skyld…”
Men eftergivelsen af straf og skyld er og bliver også bare et lys, som sætter alt det sønderknuste i et guddommeligt perspektiv. Eftergivelsen – nåden – er, som Luther et sted formulerer det:
”… den sødeste musik i mine øren… porten til Paradis.”
Jeg havde engang en bisættelse, hvor jeg forud for handlingen stod og hilste på gæsterne, der kom. Jeg var i god tid, og det var en af gæsterne også. Og fordi vi havde god tid, så han også sit snit til at sige noget til mig, som han aldrig havde kunnet tro på.
”Folk, der har gjort noget dårligt – Hitler fx – dem tror jeg altså ikke på kommer i himlen. Det kan i hvert fald ikke passe.” – sagde han.
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. ”Det tror jeg på,” havde jeg mest lyst til blot at sige. Jeg skal ikke endeligt sige, om en som Hitler er i himlen eller ej, men med en tro på Guds retfærdighed som en barmhjertig en af slagsen, så er døren derfor jo i hvert fald aldrig endegyldigt lukket.
Men det mente ham, jeg snakkede med altså, og det tog ærlig talt lidt fusen af mig. Ikke mindst fordi jeg stod der, og skulle bisætte en, som han havde kær. En person, som jeg ikke helt kan huske alle detaljer om – en Hitler var han bestemt ikke – men uden tvivl havde han da også i sit liv begået nogle knap så heldige ting. Ting, som i nogens optik sikkert sagtens også kunne medføre fortabelse.
I hovedet på mig gik det op for mig, hvor kompromisløse vi ofte er, når vi snakker om et emne som dette. Noget, vi nok bliver, fordi det, vi har i sigte efter døden, også ofte er opstillet på samme kompromisløse måde: Himmel og helvede. Barmhjertighed eller fortabelse.
I hovedet vendte jeg også lige min bisættelsestale, for havde jeg ikke skrevet noget i den om, hvordan Gud møder os alle med barmhjertighed, og ville det ikke stritte i ørene på manden, jeg talte med?
Uanset hvad: Jeg stod ved min lutherske lære, og manden sagde da også tak for talen efter bisættelsen. Efterfølgende har jeg ofte tænkt tilbage på manden, for egentlig sagde han jo nok egentlig blot, hvad mange går og tænker, og hans tanke er og bliver jo bare et udtryk for, hvor svært vi har det med at forene os med tanken om Guds uretfærdige retfærdighed. Guds Barmhjertighed. Tilgivelsen af vores synder givet ved tro alene, uden gerninger, men i nåde.
Barmhjertighed. Indtil videre har jeg talt en masse om, at Guds uretfærdige retfærdighed kan være svær at begribe for os mennesker. At tale sådan – og at fastholde sig på en sådan måde til dagens lignelse – er dog måske ikke, hvad vi skal gøre, når nu det er så svært.
Måske skal vi i stedet vende os mod kærligheden, der står bag det hele. For selvom kærligheden i det uretfærdige kan være svær at skue, så tror jeg de fleste af os har let ved at skue kærligheden i barmhjertigheden.
Spørger vi til dagens lignelse – ikke om det, der sker, er retfærdigt eller ej – men om det, der sker, er godt eller ej, så vil vi nok alle sige, at det alligevel er godt.
Det er godt, at dem, der af den ene eller den anden årsag ikke på lige fod med de første har kunnet bære dagens byrde, dog alligevel på lige fod får del i det, som Gud giver.
Har i set Matador?
I den ikoniske scene, hvor Mads giver en hest til sin datter, Ellen, for som han siger, ”Sådan én får man, når man er dygtig i skolen”, så er vi alle enige om, at det er godt, når Katrine, Mads’ svigermor, lige bagefter kommer trækkende med en hest til sønnen Daniel med ordene: ”Sådan én får man, når man er en god og kærlig dreng!”.
I dagens lignelse er det præcis det samme, der sker. Ellen er den første. Daniel den sidste. Men det gør ikke Daniel mindre værd. Måske i Mads’ perspektiv. Men i Katrines – i Guds – der er han lige så meget en hest værd, som hans datter. Og det er godt. Det indser vi. Det ved vi.
Derfor: Guds uretfærdige retfærdighed kan være svær at forstå, men Guds barmhjertighed den taler til os. Lad det derfor også være, hvad der fylder os. Lad det være, hvad der for os angrende troende åbner Paradisets døre for os.
Thi Paradisets døre er åbne. I tro. I nåde. I uretfærdig retfærdighed.
Amen.