Nikodemus bliver af mange kaldt den tvivlende akademiker. Akademiker fordi det siges om ham, at han er medlem af jødernes råd. Tvivler fordi han har så svært ved at forstå, at tro ikke kræver forstand, men henkastelse til noget usikkert. Håb.
Nikodemus. Han bekender sig aldrig til Kristus. Men alligevel er han blevet ret så populær. For på trods af manglende bekendelse, er der ingen tvivl om, at hans møde med Jesus har sat spor. Spor på en måde, som mange finder inspirerende.
I evangeliet hører vi to andre steder om Nikodemus, og de spor, Jesus har sat i ham. Dels hører vi et sted, hvor han på trods af sin position i jødernes råd forsvarer Jesus. Dels hører vi til slut i evangeliet, hvordan han er med til at begrave Jesus.
Forleden blev jeg spurgt, om jeg gjorde brug af kunstig intelligens i mit arbejde som præst. Mere konkret, om jeg havde fået en computer til at skrive en prædiken for mig.
Nej, var mit svar. En prædiken havde jeg ikke fået den til at skrive. Men en sammenfatning af en film eller noget tilsvarende, det kunne jeg nu godt finde på at bruge kunstig intelligens til i ny og næ.
Da jeg kom hjem efter at have fået spørgsmålet, blev jeg dog nysgerrig. Gad vide, om jeg rent faktisk kunne få en computer til at skrive en prædiken for mig. Så jeg prøvede det selvfølgelig af. Resultatet…
Blev ikke vildt godt. Det var i hvert fald ikke noget, jeg lige ville bruge. Noget der fyldte mig med to følelser:
Dels en lettelse over, at jeg i mit arbejde nok ikke lige i den nærmeste fremtid bliver erstattet af en computer. Dels dog også med en vis skuffelse over, at det ikke virkede bedre.
Siden jeg prøvede det af dengang, har jeg lært, at man for at få et godt resultat med kunstig intelligens, skal være god til at fodre den med specifikke oplysninger.
Derfor fik jeg forud for min prædiken i dag lyst til at prøve igen. Og da temaet i dagens evangelietekst er, ’hvad der gør det svært at tro’, fik jeg lyst til at spørge min computer lige akkurat det spørgsmål:
Jeg blev ærlig talt lidt chokeret. For dens svar var faktisk overraskende godt. Den svarede at der generelt set er fire ting, der kan gøre det svært for os mennesker at tro. Og den ene af disse ting svarer totalt overens med, hvad der gjorde det svært for Nikodemus at tro – nemlig at han var akademiker.
Computerens fem svar er disse:
1) Hvis du er blevet svigtet, bedraget eller skuffet før, kan det være svært at tro på noget igen. Det gælder både i relationer, tro på dig selv eller større idéer som religion eller samfundet.
2) Tro kræver nogle gange, at man accepterer noget uden konkrete beviser. For mange kan det være svært at acceptere noget som sandt, hvis det ikke kan forklares logisk eller bevises empirisk. – det er, hvad der passer på Nikodemus.
3) Det miljø, du befinder dig i – kultur, familie, samfund – kan påvirke, hvad og hvordan du tror. Hvis omgivelserne er præget af kynisme, mistillid eller skepsis, kan det smitte af på dine egne holdninger.
4) Tro kræver en vis åbenhed og sårbarhed. Det indebærer risikoen for at tage fejl eller blive såret. Mange beskytter sig selv ved at tvivle frem for at stole fuldt ud.
Efter at have læst dens gode svar frygtede jeg straks, at jeg måske var lidt tættere på at miste mit job til computeren. Derfor besluttede jeg mig for at teste den lidt.
Jeg testede den ved at stille den spørgsmålet, om den kunne skrive noget om, hvorvidt det var sværere at tro i dag end i gamle dage.
Det skulle jeg aldrig have gjort. For nu blev jeg først rigtig bange for at miste mit job. Dens svar lød:
Både og. Den svarede at der især var tre ting, der gjorde det sværere:
1) Først nævnte den naturvidenskaben, som uden tvivl har medført en verden, hvor der er mindre plads til mysterier. Troen er mindre en tro på, at der er noget større i verden, samtidig med at troen er større en tro på, at alt i verden kan forklares.
2) Pluralisme nævnte den som en anden ting, der gjorde det svært at tro. For med så mange trosretninger tilgængelige for os, bliver tro på en måde udvandet. Hvilken trossandhed er sand, når der er så mange at vælge imellem.
3) Den tredje ting, den nævnte var, at vi har en kultur – især i vesten – hvor det godt kan være lidt pinligt eller tabubelagt at tale om tro. Hvis du tror, må der være noget galt, er ofte den respons, man får, og sådan vil man ikke lige dømmes af andre.
Efter disse tre ret gode overvejelser over, hvad der gjorde tro svært, kom den dog også med tre punkter, der gjorde tro lettere:
1) For det første sagde den, at den større religionsfrihed vi har i dag end tidligere, kunne være med til at gøre tro mere tilgængeligt.
2) For det andet sagde den, at hvor tro tidligere var noget, man overtog fra sine forældre, så er tro i dag mere et tilvalg – noget der på en måde gør troen mere ægte. For en nedarvet tro kan mere være et spil for galleriet, end det kan være en ægte tro.
3) Slutteligt sagde den for det tredje, at pluralismen ikke blot var negativ. For selvom det kunne skabe synliggørelse af flere trosretninger, var det også med til at gøre tro mere tilgængeligt.
Opsummerende svarede computeren efter at have sagt alt dette:
Tro i dag kan man nok ikke sige er sværere, men tro kræver måske mere bevidsthed, refleksion og mod i dag, hvor tro tidligere måske krævede mere ydmyghed, lydighed og fællesskab.
Av min arm. Fik jeg lige tilsidesat min egen eksistensberettigelse der! At skrive jokes om tro. Det kan den ikke, tænkte jeg, men så kom den med denne joke:
Hvorfor er det svært at tro i en sekulariseret verden? Fordi tro kræver et spring ud i det absurde – og jeg kan knap nok springe ud af sengen om morgenen.
Ja, okay. Det var hyggeligt at lære jer at kende. Mød computer-præsten! Ej, spøg til side. For der er jo i hvert fald noget, som den computer ikke kan, og det er at stille de rigtige spørgsmål.
Computeren kan kun reagere på input, men inputene bliver nødt til at komme fra en som mig, der sætter sig ind i en kontekst, og ved, hvad der taler til, for og om den kontekst.
Derudover kan computeren ikke reagerer på stimulanser. Når den ser ud over en forsamling, kan den ikke lige gøre noget indskudt. Når noget går galt, kan den ikke vende det til noget sjovt – ja, måske gør computeren slet ikke noget galt, hvilket på sin vis er et problem.
Afsat tror jeg derfor ikke lige, jeg bliver. Det på trods af, at jeg dog er overrasket over, hvad kunstig intelligens kan.
Noget andet, kunstig intelligens ej heller kan, er at lave ægte kunst og poesi. Jeg spurgte den fx om at lave et digt om tro. Og det var den helt igennem forfærdelig til.
Nej, for at lave noget sådan, skal der mennesker til. Mennesker som Halfdan Rasmussen, der skrev et kort digt om trostvivl, og om hvorfor vi som mennesker måske så godt kan lide Nikodemus for akkurat at have dette. Et digt som jeg passende gerne vil afslutte min prædiken med:
Vogt dig for den… som kræver al din tro,
men aldrig lod din tvivl… få lov at gro.
Vogt dig for den… som lod den hvide sne
dækker hvert lille… spørgende: måske!
At tro er bygget på et måske, det minder Nikodemus os om på denne Trinitatis Søndag, så lad det være, hvad vi tager med os ud i dag. Tro bliver aldrig så fast en ting, at en computer kan regne den ud. Og Gud ske lov og tak for det.
Amen.